Visse analytikere af islam i Vesteuropa hævder, at kontinentet ikke kan undgå sin eurabiske skæbne; at det forgangne halve århundredes tendenser vil fortsætte, indtil muslimerne bliver den største befolkningsgruppe, og islamisk lov (shari‘a) hersker.
Jeg er ikke enig, idet jeg hævder, at der findes en anden kurs, som kontinentet kan slå ind på, og som består i en modstand mod islamisering og en fornyet hævdelse af traditionen. De indfødte europæere – som udgør 95 procent af befolkningen – kan insistere på deres historiske sæder og skikke. Gør de det, kan intet stille sig i vejen for dem, og ingen vil kunne standse dem.
Europæerne viser faktisk synlige tegn på utålmodighed med den indkrybende shari‘a. Lovgivningen i Frankrig, som forbyder hijabs fra offentlige skolers klasseværelser, signalerer en uvillighed til at acceptere en islamisk livsstil, ligesom tilsvarende bestræbelser på at forbyde burkaer, moskeer og minareter. Overalt i Vesteuropa vokser anti-immigrationspartierne generelt i popularitet.
Denne modstand tog en ny drejning i sidste uge med to dramatiske begivenheder. Først, den 22. marts, døbte og konfirmerede og gav pave Benedict XVI i egen person nadverens sakramente til Magdi Allam, 56, en fremtrædende egyptisk født muslim, som længe har levet i Italien, hvor han arbejder som højtstående redaktør ved avisen Corriere della Sera og er en kendt forfatter. Allam tog mellemnavnet Cristiano. Ceremonien, der konverterede ham til katolicismen, kunne ikke have fået en stærkere profilering, idet den fandt sted ved en natlig gudstjeneste i St. Peters Basilika natten til påskesøndag under omfattende dækning ved Vatikanets egen og mange andre tv-stationer.
Allam fulgte sin konvertering op med en sviende udtalelse, hvori han hævdede, at ud over "fænomenet med islamisk ekstremisme og terrorisme, som er dukket op på globalt plan, er det ondes rod indbygget i en islam, som er fysisk voldelig og historisk konfliktskabende." Med andre ord, problemet er ikke kun islamisme, men islam selv. En kommentator, "Spengler" fra Asia Times, går så langt som til at sige, at Allam "udgør en eksistentiel trussel imod muslimsk livsstil," fordi han "er enig med sine tidligere trosfæller om at tage afstand fra den moderne vestlige kultur og tilbyder dem noget ganske andet i stedet: en religion, der bygger på kærlighed."
Dernæst udsendte Geert Wilders, 44, den 27. marts sin længe ventede 15-minutters film, Fitna, som består af nogle af de mest krigeriske vers i Koranen, efterfulgt af handlinger, der er i overensstemmelse med selv samme vers og er begået af islamister gennem de senere år. Den åbenlyse følgeslutning er, at islamisterne simpelthen handler i overensstemmelse med deres hellige skrift. Sagt med Allams ord, så hævder Wilders altså også, at "det ondes rod (er) indbygget" i islam.
I modsætning til Allam og Wilders skelner jeg mellem islam og islamisme, men jeg mener, at det er bydende nødvendigt, at deres tanker bliver hørt uden skældsord eller straf. En ærlig debat om islam bør finde sted.
Selvom Allams konvertering kom som en overraskelse, og Wilders film havde taget tilløb i tre måneder, så udeblev i begge tilfælde de aggressive, voldelige reaktioner, som har fundet sted ved tidligere kritik af islam. Ifølge Los Angeles Times kontaktede det hollandske politi imamerne for at bedømme reaktionerne i byens moskeer og fandt, ifølge politiets talsmand Arnold Aben, at "Her er roligere i dag end normalt. Som en slags ferie." I Pakistan tiltrak et massemøde mod filmen kun nogle snese protestdeltagere.
Denne relativt begrænsede reaktion peger på den kendsgerning, at muslimske trusler var nok til at gennemtvinge censur. Den hollandske premierminister, Jan Peter Balkenende, tog straks afstand fra Fitna, og efter at 3,6 millioner besøgende havde set den på det britiske website LiveLeak.com, kundgjorde selskabet, at "Som følge af trusler af en meget alvorlig karakter imod vores personale … har Liveleak ikke andet valg end at fjerne Fitna fra vores servere." (To dage senere offentliggjorde LiveLeak dog atter filmen.)
Tre ligheder bør noteres: både Allam (som har skrevet en bog med titlen Viva Israele) og Wilders (hvis film betoner muslimsk vold imod jøder) forsvarer Israel og jøderne; muslimske trusler mod deres liv har tvunget dem begge til i årevis at leve under statslig politibeskyttelse døgnet rundt; og, hvad der går endnu dybere, de deler begge en dyb lidenskab for europæisk civilisation.
Allam and Wilders kunne faktisk udgøre fortroppen i en kristen/liberal genhævdelse af europæiske værdier. Det er for tidligt at spå om, men disse trofaste personer kunne blive et afgørende fremstød for dem, der ønsker at bevare kontinentets historiske identitet.
