Europas fremtid er på spil. Udvikler det sig til at blive et "Eurabien," en del af den muslimske verden? Vil det forblive den særskilte, kulturelle enhed, som det har været gennem de seneste tusind år? Eller vil der opstå en kreativ syntese af de to civilisationer?
Svaret har kolossal betydning. Europa udgør måske kun 7 procent af verdens totale landmasse, men gennem fem hundrede år, 1450-1950, var det på godt og ondt den globale drivkraft til forandring. Dets fremtidige udvikling vil påvirke hele menneskeheden og især datterlande som Australien, som stadig har bevaret tætte og vigtige bånd til det gamle kontinent.
Jeg kan se tre mulige veje for Europa: Muslimerne kommer til at dominere, muslimerne bliver afvist eller en harmonisk integration.
(1) Muslimsk dominans forekommer nogle analytikere uundgåelig. Oriana Fallaci mente, at "Europa bliver i stadig højere grad en islamisk provins, en islamisk koloni." Mark Steyn hævder, at meget af den vestlige verden "vil ikke overleve det 21. århundrede, og meget af den vil reelt forsvinde i vores levetid, herunder mange om ikke alle de europæiske lande." Denne type skribenter peger på tre faktorer, som vil føre til Europas islamisering: religiøs tro, demografi og følelsen af arv.
Den sekularisme, som er fremherskende i Europa, især blandt eliten, fører til en fremmedgørelse over for den jødisk-kristne tradition, tomme kirkebænke og en fascination af islam. Som en fuldkommen kontrast hertil udfolder muslimerne en religiøs lidenskab, som omsættes til jihadisk nærtagenhed, overlegenhed over for ikke-muslimer og en forventning om, at Europa ligger og venter på at blive konverteret til islam.
Modsætningen i tro har også demografiske implikation, idet den kristne befolkning får gennemsnitlig 1,4 barn per kvinde eller godt en tredjedel mindre end det antal, der skal til for at bevare befolkningen, mens muslimerne har en dramatisk højere, om end faldende fødselsrate. Amsterdam og Rotterdam forventes omkring 2015 at være de første storbyer med muslimsk flertal. Rusland kunne blive et land med muslimsk flertal i 2050. For at kunne ansætte tilstrækkelig mange arbejdere til at finansiere de eksisterende pensionsplaner har Europa brug for millioner af immigranter, og blandt disse er der en tendens til, at en uforholdsmæssig stor andel vil være muslimer på grund af geografisk nærhed, kolonisationsbetingede bånd og uroen i lande med muslimsk flertal.
Desuden værdsætter mange europæere ikke længere deres historie, sæder og skikke. Skyldfølelse over fascisme, racisme og imperialisme indgyder mange en følelse af, at deres egen kultur er mindre værd end immigranternes. En sådan selvforagt har direkte følger for de muslimske immigranter, for når europæerne skyr deres egen livsstil, hvorfor skulle immigranterne så overtage denne? Hvis man lægger dette oven i den allerede eksisterende muslimske tøven over for meget af det, der er vestligt, og især det, der handler om seksualitet, så er resultatet, at muslimske befolkningsgrupper kraftigt modsætter sig assimilation.
Logikken i denne første vej fører til, at Europa i sidste instans bliver en forlængelse af Nordafrika.
(2) Denne første vej er dog ikke uundgåelig. De indfødte europæere kan godt undgå den, og eftersom de udgør 95 procent af kontinentets befolkning, kan de når som helst genvinde kontrollen, såfremt de oplever, at muslimer udgør en trussel mod en værdifuld livsstil.
Denne tendens kan allerede ses i funktion i den franske anti-hijab lov eller i Geert Wilders' film, Fitna. Anti-indvandringspartier vinder frem; en potentiel nativistbevægelse er ved at tage form over hele Europa, idet politiske partier, som er imod indvandring, i stigende grad fokuserer på islam og muslimer. Disse partier omfatter British National Party, Belgiens Vlaamse Belang, Frankrigs Front National, det østrigske Frihedsparti, Hollands Frihedsparti, Dansk Folkeparti og Sveriges Demokraterne.
De vil sandsynligvis blive ved med at vokse, efterhånden som immigrationsbølgen bliver stadig højere, og flertalspartierne betaler og eksproprierer deres anti-islamiske budskab. Skulle de nationalistiske partier komme til magten, vil de sandsynligvis forsøge at afvise multikulturalismen, skære ned på immigrationen, opmuntre til immigranternes genetablering i deres oprindelige hjemlande, støtte kristne institutioner, herunder indfødte europæiske fødselsrater, og i bred forstand forsøge at genskabe den traditionelle livsstil.
Det vil sandsynligvis bliver efterfulgt af muslimsk uro. Den amerikanske forfatter Ralph Peters beskriver et sceneri, hvor "amerikanske flådefartøjer ligger for anker og amerikanske marinesoldater er gået i land ved Brest, Bremerhaven eller Bari for at garantere en sikker evakuering af Europas muslimer." Peters konkluder, at på grund af europæernes "uudryddelige ondskab" lever kontinentets muslimer "på lånt tid." Da europæerne har "fuldkommengjort folkedrab og etnisk udrensning," forudser han, at muslimerne "er heldige, hvis de bare bliver deporteret" frem for at blive slået ihjel. Faktisk ængstes muslimerne for netop sådan en skæbne; siden 1980'erne har de talt åbent om, at muslimer vil blive sendt i gaskamre.
Vold fra indfødte europæeres side kan ikke udelukkes, men de nationalistiske bestræbelser vil højst sandsynlig finde sted på en mindre voldsom måde; om nogen vil gribe til vold, bliver det formentlig muslimerne. De har allerede kastet sig ud i mange voldshandlinger og synes at være i humør til mere. Undersøgelser antyder for eksempel, at godt 5 procent af de britiske muslimer bifalder transportbombningerne den 7/7. Kort sagt, så vil en europæisk genhævdelse sandsynligvis føre til fortsat civil uro, måske i en mere dødbringende udgave af urolighederne i Frankrig i efteråret 2005.
(3) Det ideelle udfald ville være, at indfødte europæere og indvandrende muslimer fandt en måde, hvorpå de kunne leve harmonisk sammen og skabe en ny syntese. En undersøgelse fra 1991, La France, une chance pour l'Islam (Frankrig, en mulighed for islam) ved Jeanne-Hיlטne Kaltenbach og Pierre Patrick Kaltenbach talte for denne idealistiske tilgang. Denne optimisme forbliver trods alt den almindelige visdom, således som det blev foreslået i en leder i The Economist i 2006, hvor man i det mindste for nuværende afviste udsigten til et Eurabien som "panikskabelse."
Dette er holdningen hos de fleste politikere, journalister og akademikere, men der er ikke det store grundlag for den. Jovist kan de indfødte europæere genopdage deres kristne tro, få flere børn og atter begynde at værdsætte deres arv. Jovist kan de opmuntre til ikke-muslimsk immigration og integrere de muslimer, som allerede lever i Europa. Jovist kan muslimerne acceptere det historiske Europa. Men ikke bare er denne udvikling ikke på vej i øjeblikket, udsigten til den er også uklar. Især de unge muslimer føler sig forfordelt og nærer ambitioner, som ikke stemmer med deres naboers.
Man kan reelt se bort fra udsigten til, at muslimerne skulle acceptere det historiske Europa og lade sig integrere i det. Den amerikanske klummeskribent Dennis Prager er enig: "Det er vanskeligt at forestille sig et andet fremtidsscenarium for Vesteuropa, end at det bliver islamiseret eller ender i borgerkrig."
Men hvilken af disse to tilbageværende veje vil kontinentet vælge? Det er vanskeligt at forudsige, for krisen har endnu ikke meldt sig. Men den ligger muligvis ikke langt borte. Måske vil kontinentets udvikling stå klart inden for de næste ti år, efterhånden som det europæiske-muslimske forhold tager form.
Den europæiske situations enestående karakter gør ligeledes en forudsigelse overordentlig vanskelig. Aldrig tidligere i historien er en større civilisation fredeligt gået i opløsning, og aldrig tidligere har et folk rejst sig for at genhævde sin fædrenearv. Europæernes enestående situation gør dem vanskelige at forstå, fristende at overse og praktisk talt umulige at forudsige. Når det gælder Europa, træder vi alle ind i et terra incognita.
Mr. Pipes er direktør for Middle East Forum og Taube/Diller-hædret gæstekollega ved Hoover Institution ved Stanford University. Han er i Australien i forbindelse den IQ2-debat, som fandt sted den 15. april om aftenen i Sydney. Denne artikel stammer fra en tale, som den 14. april var trykt i Quadrant.
