Europas langvarige relationer til dets voksende muslimske mindretal, kontinentets mest kritiske problem, vil følge en af tre veje: harmonisk integration, udvisning af muslimer eller islamisk overtagelse. Hvilket af disse scenarier har størst sandsynlighed for at komme til at udspille sig?
Europas fremtid har meget stor betydning, ikke blot for dets egne indbyggere. Gennem et halvt årtusinde, 1450-1950, styrede disse 7 procent af verdens landmasser verdenshistorien; dets kreativitet og frodighed opfandt moderniteten. Regionen mistede muligvis allerede denne afgørende position for tres år siden, men bevarede en livsvigtig betydning i økonomisk, politisk og intellektuel forstand. Den retning, det måtte vælge, vil derfor have kolossale konsekvenser for resten af menneskeheden og især for dets datterlande, såsom USA, som historisk har betragtet Europa som en kilde til ideer, mennesker og varer.
Her følger en vurdering af sandsynligheden for hvert af disse scenarier.
I. Muslimsk styre
Afdøde Oriana Fallaci beskrev, hvordan, med tidens gang, "Europa bliver mere og mere en islamisk provins, en islamisk koloni." Historikeren Bat Ye'or har døbt denne koloni "Eurabia." Walter Laqueur forudser i sin kommende Last Days of Europe, at Europa, som vi kender det, er tvunget til at forandre sig. Mark Steyn går i America Alone: The End of the World as We Know It endnu videre og hævder, at meget af den vestlige verden "vil ikke overleve det 21. århundrede, og meget af den vil faktisk forsvinde i vor levetid, herunder mange, om ikke flertallet af de europæiske lande." Tre faktorer – tro, demografi og følelsen af kulturel arv – taler for, at Europa bliver islamiseret.
Tro: En ekstrem sekularisme præger Europa, især blandt eliten, i en sådan grad, at troende kristne (i lighed med George W. Bush) bliver betragtet som værende mentalt ubalancerede og uegnede til offentlige stillinger. I 2005 blev Rocco Buttiliglione, en fremtrædende italiensk politiker og katolsk troende, nægtet en stilling som Italiens EU-kommissær på grund af sit syn på emner som homoseksualitet. Indgroet sekularisme betyder også tomme kirker: i London vurderer forskere, at der kommer flere muslimer i moskeerne om fredagen end kristne i kirkerne om søndagen, selvom byen rummer godt og vel 7 gange så mange kristne af fødsel som muslimer af fødsel. Mens kristenheden aftager, vinker islam; prins Charles er et eksempel på mange europæeres fascination af islam. Der kan ligge mange konverteringer gemt i Europas fremtid, for som talemåden, tilskrevet G.K. Chesterton, lyder: "Når mennesker holder op med at tro på Gud, tror de ikke på ingenting; så tror de på hvad som helst."
Europas sekularisme former dets diskurs på en måde, som er helt ukendt for amerikanere. Hugh Fitzgerald, tidligere vicepræsident for JihadWatch.org, kaster lys over én side af denne forskel:
De mest mindeværdige udtalelser fra amerikanske præsidenter har næsten altid inkluderet genkendelige Bibelcitater. … Denne kilde til retorisk kraft blev udstillet i februar måned [2003], da rumfærgen Columbia eksploderede. Havde det ikke været en amerikansk, men en fransk rumfærge, der var eksploderet, og havde Jacques Chirac skulle holde sådan en tale, havde han måske brugt den kendsgerning, at der var tale om syv astronauter, og fremkaldt et billede af Pleiaderne, som fik deres navn i det hedenske Antikken. Den amerikanske præsident gjorde noget helt andet under en højtidelig national ceremoni, som indledtes og afsluttedes på bibelsk hebraisk. Han hentede sin tekst fra Esajas 40:26, som førte til en glidende overgang fra en blanding af undren og ærefrygt over de himmelske hærskarer, frembragt af Skaberen, til trøst over det jordiske tab af besætningen.
Muslimernes optimistiske tro med dennes tilhørende jihadi-følsomhed og islamiske overherredømme kunne ikke være mere forskellig fra troen hos de hensvindende europæiske kristne. Denne kontrast får mange muslimer til at betragte Europa som et kontinent, der er modent til omvendelse og dominans. Uhyrlige overherredømmetilhængere kræver resulter, såsom følgende udtalelse fra Omar Bakri Mohammed: "Jeg ønsker, at England skal blive en islamisk stat. Jeg ønsker at se islams flag vaje over Downing Street nr.10." Eller en belgisk baseret imams forudsigelse: "Snart vil vi tage magten i dette land. De, der kritiserer os nu, vil komme til at fortryde det. De vil blive tvunget til at tjene os. Vær rede, for timen er nær."[1]
Befolkning: Demografisk kollaps peger også på, at Europa bliver islamiseret. Den samlede fertilitetsrate i Europa i dag har et gennemsnit på omkring 1,4 barn per kvinde, mens en befolknings opretholdelse kræver lidt over to børn per par eller 2,1 børn per kvinde. Den eksisterende rate er kun to tredjedele af, hvad den burde være; en tredjedel af den krævede befolkning bliver simpelthen ikke født.
For at undgå alvorligt svind i befolkningen, med alle de smerter dette medfører – og især et fravær af arbejdere, der kan finansiere de generøse pensionsplaner – har Europa brug for immigranter – masser af dem. Denne importerede tredjedel af befolkningen har tendens til at være muslimsk, til dels fordi muslimerne er tæt på – der er kun tretten kilometer fra Marokko til Spanien, blot et par hundrede til Italien fra Albanien eller Libyen; til dels fordi kolonimæssige bånd bliver ved med at binde Sydasien til England eller maghreblandene til Frankrig; og til dels på grund af volden, tyranniet og fattigdommen, som er så fremherskende i den muslimske verden i dag, og som fremkalder emigrationsbølge efter emigrationsbølge.
Ligeledes komplementerer den højere fertilitet hos muslimer knapheden på børn blandt indfødte kristne. Selvom den muslimske fertilitetsrate er faldende, er den stadig betydeligt højere end raten blandt Europas indfødte befolkning. De høje fødselsrater har utvivlsomt noget at gøre med den præmoderne situation, som mange muslimske kvinder i Europa befinder sig i. I Brüssel har "Muhammad" i nogle år været det mest populære navn til nyfødte drenge, mens Amsterdam og Rotterdam er på vej til, omkring 2015, at blive de første større europæiske byer med overvejende muslimske befolkninger. Den franske kommentator Michel Gurfinkiel vurderer, at en etnisk gadekrig i Frankrig ville have en fordeling af børn af indigènes (indfødte) og børn af immigranter på groft set én-til-én. Aktuelle forudsigelser spår muslimsk flertal i Ruslands hær omkring 2015 og i landet som helhed omkring 2050.
En følelse af kulturel arv: Det, der ofte beskrives som Europas politiske korrekthed, afspejler noget, som jeg tror er et langt dybere fænomen, nemlig mange europæeres fremmedgørelse fra deres egen civilisation, en følelse af, at deres historiske kultur ikke er værd at kæmpe for, endsige redde. Det er overraskende at bemærke forskellene inden for Europa i så henseende. Det land, som måske har mindst tendens til denne fremmedgørelse, er Frankrig, hvor traditional nationalisme stadig holder stand, og hvor franskmændene er stolte af deres identitet. England er det mest fremmedgjorte land, således som det kommer til udtryk symbolsk i det melankolske regeringsprogram, "ICONS - A Portrait of England," som på sølle vis håber på at få patriotismen til at blusse op igen ved at forbinde briterne med deres "nationale skatte," såsom Peter Plys og miniskørtet.
Denne undselighed har haft direkte og uheldige følger for muslimske immigranter, sådan som Aatish Taseer har forklaret det i magasinet Prospect.
Britiskhed udgør det mest ubetydelige aspekt af identiteten for mange unge britiske pakistanere. … Hvis man rakker ned på sin egen kultur, risikerer man, at ens nyere ankomne leder efter en et andet sted. Så langt borte i dette tilfælde, at arabernes ørkenkultur for mange andengenerations britiske pakistanere har indeholdt større appel end både britisk og subkontinental kultur. For andengenerations pakistanere, som tre gange var berøvet en holdbar følelse af identitet, blev det begejstrende ekstra-nationale livssyn hos den radikale islam én mulig tilgængelig identitet.
Muslimske immigranter foragter i vidt omfang vestlig civilisation, og især dens seksualitet (pornografi, skilsmisse, homoseksualitet). Intet sted i Europa bliver muslimer assimileret, sjældent finder der blandede ægteskaber sted. Her er et farverigt eksempel fra Canada: Moderen til den berygtede Khadr-gruppe, kendt som landets første terroristfamilie, vendte tilbage til Canada fra Afghanistan og Pakistan i april 2004 med en af sine sønner. Til trods for at hun havde søgt tilflugt i Canada, havde hun blot en måned tidligere offentligt insisteret på, at Al-Qaeda-sponsorerede træningslejre var det bedste sted for hendes børn. "Vil du have, at jeg skal opfostre mit barn i Canada, så han, når han er 12 eller 13 år gammel, kan være på narkotika eller have et homoseksuelt forhold? Er det bedre?"
(Ironisk nok har kristne europæere i tidligere århundreder, som det er blevet dokumenteret af historikeren Norman Daniel, set ned på muslimerne med disses mange hustruer og haremmer som værende overdrevent seksualiserede og har derfor følt sig moralsk overlegne.)
For at opsummere: dette første argument hævder, at Europa vil blive islamiseret, spagfærdigt underkaste sig dhimmi-status eller konvertere til islam, fordi Europas yin og muslimernes yang passer så godt sammen: lav og høj religiøsitet, lav og høj fertilitet, lav og høj kulturel selvtillid.[2] Europa er en åben dør, som muslimerne vandrer lige igennem.
II. Afvisning af muslimer
Eller vil døren blive smækket i for næsen af dem? Den amerikanske klummeskribent Ralph Peters afviser det første scenarium: "Langt fra at nyde udsigten til at overtage Europa ved at få flere børn, lever Europas muslimer på lånt tid. … forudsigelser af en muslimsk overtagelse af Europa … ignorerer historien og Europas uudryddelige brutalitet." Idet han skildrer Europa som stedet, "der fuldkommengjorde folkemord og etnisk udrensning," forudsiger han i stedet, at dets muslimer "vil være heldige, hvis de blot bliver deporteret," og ikke dræbt. Claire Berlinski, i Menace in Europe: Why the Continent's Crisis Is America's, Too, erklærer sig indirekte enig, idet han peger på de "ældgamle konflikter og mønstre … som nu kommer traskende ud af den europæiske histories tåger", og som meget vel kan udløse vold.
Dette scenarium ser de indfødte europæere – som stadig udgør 95 procent af kontinentets befolkning – vågne op en dag og begynde at forsvare sig. "Basta!" vil de sige og kræve deres historiske orden genoprettet. Dette ligger slet ikke så fjernt; en irritation blandt europæerne, i mindre grad blandt eliten end blandt masserne, protesterer højlydt over ændringer, som allerede er på vej. Illustrationer af denne krænkethed omfatter anti-hijab-lovene i Frankrig, irritation over begrænsninger af nationale flag og kristne symboler og en insisteren på at servere vin ved statsmiddage. I begyndelsen af 2006 opstod der spontant i flere franske byer en bevægelse for at servere flæskekødsuppe til de fattige, hvilket således bevidst udelukkede muslimer.
Her er ganske vist tale om mindre spørgsmål, men der er allerede dukket oprørske anti-immigrant-partier op i mange lande, og de begynder ikke blot at kræve effektiv kontrol ved grænserne, men også udvisning af illegale immigranter. En nativistisk bevægelse er ved at tage form overalt i Europa, stort set ubemærket, lige for øjnene af os. Uanset hvor magre dens resultater indtil nu har været, så rummer den store potentialer. Partier, som er imod immigration og islam, har generelt en ny-fascistisk baggrund, men bliver mere respektable med tiden, skiller sig af med deres anti-semitiske oprindelse og deres tvivlsomme økonomiske teorier, fokuserer i stedet på spørgsmål som tro, demografi og identitet og lærer om islam og muslimer. British National Party og Belgiens Vlaamse Belang er to eksempler på en sådan bevægelse mod respektabilitet, som måske en dag vil blive efterfulgt af valgbarhed. Præsidentvalget i Frankrig i 2002 endte i en kappestrid mellem Jacques Chirac og den ny-fascistiske Jean-Marie Le Pen.
Andre partier har allerede smagt på magten. Jörg Haider og Freiheits Partei Österreich havde kortvarigt regeringsmagten. Lega Nord i Italien var i årevis en del af den styrende koalition. De vil sandsynligvis vokse sig stærkere, for deres anti-islamistiske og ofte anti-islamiske budskaber vækker genklang, og de brede partier vil til dels adoptere deres budskaber. (Danmarks liberale parti Venstre er her en model; efter 72 år i opposition genvandt det magten i 2001, hovedsagelig på grund af vrede i forbindelse med immigrationen.) Disse partier vil sansynligvis få gavn af situationen, når immigrationen til Europa stiger ukontrollabelt til stadig højere niveauer, herunder måske en masseudvandring fra Afrika, som mange ting tyder på vil ske.
Når de nationalistiske partier først er kommet til magten, vil de forkaste multikulturalismen og forsøge at genetablere traditionelle værdier og sæder. Man kan blot spekulere over deres midler og over den muslimske reaktion. Peters dvæler ved nogle gruppers fascistiske og voldelige sider og forventer et anti-muslimsk bagslag af en ildevarslende karakter. Han skildrer endda et scenarium, hvor "Amerikanske krigsskibe ligger for anker og amerikanske marinesoldater er gået i land ved Brest, Bremerhaven eller Bari for at sikre en sikker evakuation af Europas muslimer."
I årevis har muslimerne været bekymrede for netop sådan en indespærring og brutalisering, efterfulgt af udsmidning eller endda massakrer. Allerede i slutningen af 1980'erne opvakte afdøde Kalim Siddiqui, direktør for Londons Muslimske Institut, spøgelset om "gaskamre for muslimer i hitlersk stil." Shabbir Akhtar advarede i sin bog Be Careful With Muhammad fra 1989 om, at "næste gang, der optræder gaskamre i Europa, er der ikke tvivl om, hvem der vil befinde sig inden i dem," dvs. muslimer. En person i Hanif Kureishis roman fra 1991, The Buddha of Suburbia, forbereder den guerillakrig, som han forventer vil følge, efter at "de hvide til sidst vendte sig imod de sorte og asiaterne og forsøgte at tvinge os ind i gaskamrene."
Det er dog mere sandsynligt, at de europæiske forsøg på genvinding vil blive indledt fredeligt og lovligt, mens muslimerne – i overensstemmelse med de seneste mønstre af intimidation og terrorisme – er dem, der griber til vold. Mangfoldige meningsmålinger bekræfter, at omkring 5 procent af de britiske muslimer bifalder bombningerne den 7/7, hvilket antyder en generel parathed til at gribe til magtanvendelse.
Uanset hvordan det sker, så kan en europæisk genrejsning ikke antages at ville finde sted i form af et samarbejde.
III. Muslimerne bliver integreret
I det lykkeligste scenarium finder de oprindelige europæere og de muslimske immigranter en modus vivendi og lever sammen i harmoni. Måske var det klassiske udtryk for denne optimistiske forventning en undersøgelse fra 1991, La France, une chance pour l'Islam ("Frankrig, en mulighed for islam") ved Jeanne-Hélène og Pierre Patrick Kaltenbach. "For første gang i historien," skrev de, "får islam en chance for at vågne op i et demokratisk, rigt, lægmandsstyret og fredeligt land." Den forhåbning lever stadig. En leder i Economist fra midten af 2006 hævder, at "i det mindste i øjeblikket virker udsigten til et Eurabia som et skræmmebillede." På samme tidspunkt hævdede Jocelyne Cesari, tilknyttet professor i islamiske studier ved Harvard Divinity School, ligeledes, at der findes en balance: ligesom "islam forandrer Europa," sagde hun, "forandrer Europa islam." Hun mener, at "muslimer i Europa ikke ønsker at ændre de europæiske staters karakter", og forventer, at de tilpasser sig den europæiske kontekst.
En sådan optimisme har desværre et ringe fundament. Europæerne kunne endnu nå at genopdage deres kristne tro, få flere børn og værdsætte deres egen kulturelle arv. De kunne opmuntre en ikke-muslimsk immigration eller integrere de muslimer, som allerede lever iblandt dem. Men den slags ændringer er ikke på vej i øjeblikket, og deres udsigter er ikke gode. I stedet dyrker muslimerne deres beklagelser og ambitioner, som er på kant med deres indfødte naboer. Og hvad der er stærkt bekymrende, hver eneste ny generation synes mere fremmedgjort end dens forgænger. Den canadiske romanforfatter Hugh MacLennan har døbt sit lands engelsk-franske opdeling "Two Solitudes" (To ensomheder); man kan se noget tilsvarende, men langt mere udtalt, udvikle sig i Europa. Meningsmålingerne blandt britiske muslimer viser f.eks., at flertallet af dem oplever en konflikt mellem deres britiske og deres muslimske identitet og ønsker islamisk lov indført.
Muligheden for, at muslimerne vil acceptere rammerne for det historiske Europa og gnidningsløst lade sig integrere i det, kan man praktisk talt se bort fra. Selv Bassam Tibi, professor ved Göttingen Universitet, som ofte har advaret om, at "Enten bliver islam europæiseret, eller Europa bliver islamiseret," har personligt opgivet kontinentet. For nylig bekendtgjorde han, at han forlader Tyskland efter at have boet der i 44 år for at flytte til Cornell University i USA.
Konklusion
Som den amerikanske klummeskribent Dennis Prager opsummerer: "Det er svært at forestille sig et andet fremtidigt scenarium for Vesteuropa, end at det enten bliver islamiseret eller ender i borgerkrig." Faktisk ser disse to dybt utiltalende, modsatrettede veje ud til at beskrive Europas valg, hvor magtfulde kræfter trækker i hver sin retning i form af muslimsk overtagelse eller afvisning af muslimer, Europa som en forlængelse af Nordafrika eller i en tilstand af delvis borgerkrig.
Hvad vil det blive? De afgørende begivenheder, som vil besvare dette spørgsmål, mangler endnu at finde sted, så man kan endnu ikke give en melding. Afgørelsens time nærmer sig dog hastigt. Inden for de næste ti år eller så vil vore dages flydende tilstand ophøre, Europa-islam-udjævningen vil stramme til, og kontinentets fremtidige kurs vil komme til syne.
En korrekt forudsigelse af denne kurs vil blive så meget desto sværere, fordi den er uden historisk fortilfælde. Intet større territorium har nogensinde skiftet fra én civilisation til en anden på grund af en kollapset befolkning, tro og identitet; et folk har heller aldrig i så stor skala rejst sig for at kræve sin fædrenearv tilbage. Nyheden i og størrelsen på Europas knibe gør den vanskelig at forstå, fristende at overse og næsten umuligt at spå om. Europa leder os alle ind i et terra incognita.
Mr. Pipes er direktør for Middle East Forum og gæsteprofessor ved Pepperdine University. Denne artikel er tilpasset efter et foredrag ved en Woodrow Wilson Center-konference om "Euro-Islam: The Dynamics of Effective Integration" (Euro-islam: Dynamikkerne til en effektiv integration).
[1] De Morgen, Okt. 5, 1994. Citeret i Koenraad Elst, "The Rushdie Rules", Middle East Quarterly, juni 1998.
[2] Det er forbavsende at kunne konstatere, at med hensyn til disse tre veje lignede Europa og USA hinanden meget mere for 25 år siden. Dette tyder på, at deres forgrening i mindre grad er resultatet af historiske mønstre, som går flere hundrede år tilbage, men i højere grad af udviklingen i 1960'erne. Uanset hvor dybt det tiår påvirkede USA, havde det en langt større indvirkning på Europa.
