STOCKHOLM, Sverige – På besøg i de overvejende muslimske forstæder, der vinder frem uden for næsten alle nordeuropæiske byer, bliver ét spørgsmål ved med at dukke op: Hvorfor har nogle af verdens rigeste, mest sekulære, fredfyldte og homogene lande med veluddannede befolkninger frivilligt åbnet deres døre for nærmest enhver migrant fra de fattigste, mest umoderne, religiøse og ustabile lande?
Andre spørgsmål følger: Hvorfor har hovedsageligt kristne lande besluttet at tage hovedsageligt muslimske migranter ind? Hvorfor ignorerer og håner så mange af det etablerede samfundssystems politikere, navnlig Tysklands Angela Merkel, dem, som i stigende grad er bekymrede over, at indvandringen ændrer Europa for altid? Hvorfor tilfalder det de svagere østeuropæiske Visegrádlande at formulere en patriotisk afvisning af dette fænomen? Hvad vil indvandringen føre til?
 Et skilt på Københavns Hovedbanegård i oktober 2016 som udtryk for en midlertidig suspendering af det grænseløse Schengen. (Foto: Daniel Pipes) |
Der er ikke et enkelt svar, der gælder for flere lande, men ud af de mange faktorer (såsom sekularisering) bag denne accept af fremmede folk, der er uden historisk fortilfælde, skiller én sig ud som værende særligt kritisk: en vesteuropæisk skyldfølelse.
For mange veluddannede vesteuropæere handler deres kultur ikke om ikke så meget om videnskabelige fremskridt, historisk høj velstand og opnåelse af personlig frihed, men mere om kolonialisme, racisme og fascisme. Den brutale franske erobring af Algeriet, det særligt onde tyske folkedrab på jøderne og arven fra ekstrem nationalisme gør, at mange europæere, ifølge den franske intellektuelle Pascal Bruckners analyse, ser sig selv som "planetens syge mand", der er ansvarlig for ethvert globalt problem, fra fattigdom til grådigt forbrug af jordens ressourcer; "Den hvide mand har spredt sorg og ruin, hvor han end er kommet." Rigdom indebærer tyveri, lys hud angiver skyld.
 Billede fra artiklen i Washington Times. |
Bruckner kalder dette for "skyldfølelsens tyranni", og under mine nylige rejser stødte jeg på nogle brogede udtryk for et sådant selvhad. En fransk katolsk præst udtrykte skyldfølelse over kirkens fortid. En konservativ tysk intellektuel foretrak syrere og irakere frem for hans tyske landsmænd. En svensk turistfører nedgjorde sine svenske landsmænd og håbede, at han ikke blev opfattet som en af dem.
Mange europæere føler, at deres skyld gør dem overlegne; jo mere de foragter sig selv, jo mere gør de sig til. Dette fører til en sær blanding af selvhad og moralsk overlegenhed der, blandt andre konsekvenser, gør dem modvillige til at afse den nødvendige tid og penge til at få børn. "Europa mister troen på sig selv, og fødselsraterne er svundet ind", bemærker den irske videnskabsmand William Reville.
Den katastrofale mangel på fødsler har skabt en eksistentiel demografisk krise. I 2014 var fødselsraten i EU på 1,58 barn per kvinde, hvorved kontinentet mangler tilstrækkeligt med efterkommere til at kunne reproducere sig selv. Da raten er langt lavere, end hvad der kræves for at kunne erstatte den nuværende befolkning over tid, vil det forudsigeligt medføre et fald i antallet af etniske portugisere, grækere og andre. Det bliver nødvendigt at importere fremmede for at bevare velfærdsstaten og pensionsmaskinen.
 Total fødselsrate for europæiske kvinder i 2014. (Kilde: Eurostat) |
Disse to drivkræfter – at kompensere for skyldfølelse og at erstatte ikke-eksisterende børn – giver tilsammen en tilskyndelse til massiv tilvandring af ikke-vestlige folk, hvilket den franske forfatter Renaud Camus kalder "den store udskiftning". Sydasiater i Storbritannien, nordafrikanere i Frankrig, tyrkere i Tyskland, og somaliere, palæstinensere, kurdere og afghanere overalt – alle kan de hævde at være uden skyld i Europas historiske synder, mens de tilbyder udsigten til arbejdskraft for at holde hjulene i gang. Som den ameriskanske forfatter Mark Steyn formulerer det: "Islam er nu den vigtigste leverandør af nye europæere".
Det etablerede samfundssystem, eller hvad jeg kalder de seks P'er (politikere, politi, anklagere, pressen, professorer og præster), insisterer på, at alt vil komme til at gå godt: Kurdere vil blive produktive arbejdere, somaliere bliver gode borgere, og islamistiske problemer vil smelte bort.
Det er teorien, og somme tider virker det. Alt for ofte forbliver de muslimske indvandrere imidlertid distanceret fra deres nye europæiske hjems kultur og afviser den, hvilket viser sig tydeligst ved forholdet mellem kønnene; nogle begår voldelige angreb mod ikke-muslimer. Alt for ofte mangler de desuden evner eller incitament til at arbejde hårdt og ender med at blive en økonomisk byrde.
 Et skilt i Amsterdam advarer kriminelle om, at de var blive ramt af en DNA spray, hvis unikke sammensætning vil kunne identificere dem. (Foto: Daniel Pipes) |
Indstrømningen af ikke-integrerbare muslimer giver anledning til at stille det grundlæggende spørgsmål, om det forgangne årtusinds europæiske kultur kan overleve. Vil England blive til Londonistan og vil Frankrig blive en islamisk republik? Det etablerede samfundssystem straffer, affærdiger, tilsidesætter, udstøder, undertrykker og arresterer endda dem, der gør opmærksom på sådanne emner og behandler dem som højreekstremister, racister og neofascister.
Udsigten til islamisering får ikke desto mindre et stigende antal europæere til at kæmpe for deres traditionelle livsstil. Anførere er blandt andre intellektuelle som afdøde Oriana Fallaci og novellist Michel Houellebecq; politikere som Ungarns premierminister Viktor Orbán og Geert Wilders, der leder Hollands mest populære parti.
Indvandringskritiske politiske partier får typisk omkring 20 procent af stemmerne. Mens der har bredt sig en opfattelse af, at de appellerer til vælgere svarende til det nuværende niveau eller måske op til 30 procent, kan de dog meget vel fortsætte med at vokse. Meningsmålinger viser, at ganske store flertal frygter islam og ønsker at standse og endda vende virkningerne af indvandringen, især den muslimske. Set i dette lys repræsenterer det et potentielt større gennembrud, at Norbert Hofer for nylig vandt 50 procent af stemmerne i Østrig.
 Liggeunderlag på Avenue de Flandre, Paris, i september 2016. (Foto: Daniel Pipes) |
Det største spørgsmål, som Europa står overfor, er hvem - det etablerede samfundssystem eller folket – der kommer til at styre kontinentets fremtid. Graden af islamistisk politisk vold vil sandsynligvis bestemme dette: En trommeild af spektrakulære massemord (som i Frankrig siden januar 2015) tipper styringen over mod folket. Hvis det ikke sker, vil det etablerede samfundssystem beholde magten. Migranternes handlinger vil derfor ironisk nok i store træk forme Europas skæbne.
