Recep Tayyip Erdoğan, den Tyrkiske Republiks strålende, omend onde præsident, dominerer i den grad sit lands politiske scene, at han kan tillade sig en smule selvforkælelse. Og altså gør han netop det. Tænk på de to fremherskende emner i den tyrkiske offentlighed netop nu:
- Han nægter at ændre anti-terrorlovene for at imødekomme EU's krav: Hvis Erdoğan foretog denne meningsløse, semantiske indrømmelse (han ville stadig kunne arrestere, hvem han ønsker, blot på en anden tiltale), ville han opnå den gigantiske fordel ved visa-fri indrejse for 75 millioner tyrkere til EU's Schengenzone, en fordel som ville kunne løse snart sagt alt, det være sig fra hans kurdiske problem til hans problemer med syriske flygtninge.
- Han ændrer forfatningen for at forvandle et parlamentarisk demokrati til et præsidentielt system: Erdoğan har været besat af denne forvandling i årevis, selvom han allerede besidder al den magt, som en sådan forfatning vil kunne give ham, og mere til, og slet ikke har brug for den.
 EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker (t.h.), hilser på Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdoğan. |
Man overværer med næsten morbid fascination, hvordan en dygtig og engang selvbehersket politiker mister al proportionssans, efterhånden som hans magt vokser, og når til det punkt, hvor forfængeligheden ligger som drivkraft bag hans krav om dette forfatningsmæssige og anti-terrorrelaterede flitterstads.
Det er ingen lille sag, men peger på Erdoğans sandsynlige, politiske afgang, efterhånden som han rykker stadig tættere på at begå én fejl for mange og skaffe sig endnu en fjende. (20. maj 2016)
