Nogle skridt, som den tyrkiske regering for nylig har taget, kunne tyde på, at landet er parat til at skrotte demokratiernes klub NATO til fordel for en russisk og kinesisk bande af autoritære stater.
Her er beviserne:
 Shanghai Cooperation Organisations logo (på kinesisk og russisk). |
En måned senere fortalte den tyrkiske premierminister Recep Tayyip Erdoğan om, hvorledes han havde sagt til Ruslands præsident Vladimir Putin: "Kom nu, luk os ind i Shanghai Five [som fuldgyldigt medlem] og vi vil tage den Europæiske Union op til overvejelse." Erdoğan gentog denne idé den 25. jan., idet han bemærkede de bremsede tyrkiske bestræbelser på at blive lukket ind i Europæiske Union (EU): "Som premierminister for 75 millioner mennesker," forklarede han, "begynder man at se sig om efter alternativer. Det er derfor, jeg forleden sagde til Mr. Putin: 'Luk os ind i Shanghai Five; gør det, og vi vil sige farvel til EU.' Hvad gavner denne henholdenhed?" Han tilføjede, at SCO "er meget bedre, den er meget stærkere [end EU], og vi deler fælles værdier med dens medlemmer."
 Lederne af de seks SCO-stater under et møde i Beijing i juni 2012. |
Den 31. jan. bekendtgjorde udenrigsministeriet sine planer om en opgradering til "observationsstatus" i SCO. Den 3. feb. gentog Erdoğan sin tidligere pointe, idet han udtalte, at "vi vil søge efter alternativer," og roste Shanghai-gruppens "demokratiseringsproces," samtidig med at han talte nedsættende om den europæiske "islamofobi." Den 4. feb. trak præsident Abdullah Gül den anden vej, idet han erklærede, at "SCO er ikke et alternativ til EU. ... Tyrkiet ønsker at overtage og implementere EU-kriterierne."
Hvad betyder nu alt dette?
SCO-finten står over for betydelige hindringer: Mens Ankara fører an i bestræbelserne på at vælte Bashar al-Assad, har SCO støttet solidt op om den plagede syriske leder. NATOs tropper er for nylig ankommet til Tyrkiet for at bemande de patriotbatterier, som skal beskytte landet imod Syriens russiskfremstillede missiler. Mere dybtgående, så er alle seks SCO-medlemmer stærke modstandere af den islamisme, som Erdoğan er tilhænger af. Måske nævnte Erdoğan derfor SCO-medlemsskabet udelukkende for at lægge pres på EU; eller for at fodre sine tilhængere med symbolsk retorik.
 Ruslands Putin og Tyrkiets Erdoğan: to umage legekammerater? |
Begge dele er en mulighed. Men jeg tager den seks måneder lange flirt alvorligt af tre grunde. For det første har Erdoğan ry for at tale lige ud af posen, hvilket har fået en førende klummeskribent, Sedat Ergin, til at kalde udtalelsen fra den 25. jan. for måske hans "vigtigste" udenrigspolitiske erklæring nogensinde.
For det andet, som den tyrkiske kommentator Kadri Gürsel peger på, så kræver "EU-kriterierne demokrati, menneskerettigheder, forsamlingsret, minoritetsrettigheder, ligestilling mellem kønnene, rimelig indkomstfordeling, folkelig deltagelse og pluralisme af Tyrkiet. SCO vil som en forsamling af lande, der er styret af diktatorer og autokrater, ikke stille sådanne krav til et medlemsskab." Til forskel fra EU vil Shanghai-medlemmerne ikke presse Erdoğan i retning af liberalisering, men vil opmuntre de diktatoriske tilbøjeligheder hos ham, som så mange tyrkere allerede frygter.
For det tredje, så passer SCO godt til hans islamistiske trang til at trodse Vesten og drømme om et alternativ hertil. SCO har, med russisk og kinesisk som sine officielle sprog, et dybt anti-vestligt DNA og dens møder vrimler med anti-vestlige følelser. Da Irans præsident Mahmoud Ahmedinejad for eksempel talte til gruppen i 2011, var der ingen, der afviste hans konspirationsteori om, at 9/11 var den amerikanske regerings insidejob, som blev brugt "som en undskyldning for at invadere Afghanistan og Irak og dræbe og såre over en million mennesker." Mange støtter genlyder af den egyptiske analytiker Galal Nassars forhåbninger om, at SCO i sidste instans "vil få en mulighed for at afgøre den internationale styrkeprøve i sin favør." Omvendt har en japansk embedsmand udtalt, at "SCO er ved at blive en rivaliserende blok i forhold til USA-alliancen. Den deler ikke vore værdier."
Tyrkiets skridt hen imod et medlemskab af Shanghai-gruppen betoner Ankaras nuværende ambivalente medlemsskab af NATO, kraftigt symboliseret af den ikke tidligere sete fælles tyrkisk-kinesiske luftværnsøvelse i 2010. Betænker man disse kendsgerninger, så er Erdoğans Tyrkiet ikke længere en troværdig partner for Vesten, men snarere som en muldvarp i dens indre lønkammer. Skal landet ikke ligefrem smides ud, så burde det i det mindste suspenderes fra NATO.
6. feb. 2013 opdateringer: (1) Hvem det end var, der oprindelig fandt på de forskellige Shanghai-øgenavne til den russisk-kinesiske organisation, så har vedkommende formentlig ikke tænkt på, at på engelsk [og dansk] betyder verbet to Shanghai [at shanghaje] "at tvinge eller narre (nogen) til at gøre noget, tage et sted hen, osv." Hvilken passende nuance vedrørende denne halvslyngelagtige sekstet! Havde det ikke været sådan et gammeldags udtryk, ville jeg havde kaldt denne klumme for Shanghaiing Turkey [Tyrkiet shanghajet].
(2) Adspurgt om Erdoğans bemærkninger, afstod en talsmand for Europakommissionen, Peter Stano, fra at svare direkte og begrænsede sig til at bemærke, at kommentarer, som antyder, at Ankara skulle opgive sit bud på EU for at søge andre muligheder, er "spekulative." Generalsekretæren for Europarådet, Thorbjorn Jagland, greb spørgsmålet i forbifarten: "Måske tager jeg fejl, men premierminister Erdoğans bemærkninger repræsenterer faktisk en opfordring til europæerne om at indtage en mere konstruktiv og positiv holdning til Tyrkiet."
(3) Den vigtigste oppositionsleder, Kemal Kılıçdaroğlu fra Republican People's Party (CHP) afviste SCO-udspillet den 4. feb.: "Forslaget om at blive medlem af SCO er ulogisk og ukorrekt. Vi er vendt mod vest, ikke mod øst. Det er ikke noget nyt, for lige siden 1071 har det været vores mål at [søge] mod vesten. Vi hentyder ikke til geografi, når vi siger mod vest, men til modernitet og civilisation." Slaget om Manzikert fandt sted i det østlige Anatolien i året 1071 og markerede den første tyrkiske militære sejr i Anatolien. "Vi betragter EU som et moderniseringsprojekt."
(4) Erdoğan gav i går sin forklaring på, hvorfor EU ikke har lukket Tyrkiet ind i sine rækker: Måske er unionen "tøvende, fordi medlemmerne ikke vil være i stand til alt gøre helt, som de ønsker, når først Tyrkiet er lukket ind." Hans klare og mildt sagt forbavsende antydning er hermed, at (1) europæerne uden tyrkerne opfører sig uansvarligt og at (2) Ankara har i sinde grundlæggende at ændre EU ved sin indtræden.
(5) Med bemærkningen "Er vi ikke i NATO med disse lande?" fortsatte Erdoğan under de samme kommentarer med at bemærke, at Tyrkiet som eneste NATO-land med muslimsk befolkningsflertal "ville standse de forkerte skridt [i NATO]. Vi har således set et skridt hen imod Israels optagelse i NATO. Vi ville forhindre dette. Vi har vore røde linjer. For os vil dette, at være involveret i NATO sammen med Israel, aldrig blive acceptabelt. At indgå i en sådan brutal indforståelse ville være i modstrid med vores struktur, historie og kultur." Ikke blot påstår Erdoğan, at han holdt Israel ude af NATO, men han hævder tillige at have en afgørende rolle i NATO – noget jeg finder ganske troligt.
Når man sammenholder Erdoğans Shanghai-udspil og Davutoğlus gengivne trussel for et par dage siden om, at "Tyrkiet vil ikke forholde sig passivt ved et israelsk angreb på noget muslimsk land," så peger disse kommentarer på en selvrådig tyrkisk ledelse, som føler, at den kan sige og gøre nogenlunde som det passer den. Og det kan den.
