I begyndelsen af det 16. årh., hvor det osmanniske og det safavidiske kejserrige kæmpede om kontrollen over Mellemøsten, gav Selim den Grusomme, der regerede fra Istanbul, sin kunstneriske side frit løb ved at skrive berømt poesi på persisk, som på det tidspunkt var Mellemøstens højkulturelle sprog. På samme tid skrev Ismail I, der regerede fra Isfahan, poesi på tyrkisk, som var hans slægtssprog.
 Selim den Grusomme (r. 1512-20) skrev poesi under navnet Mahlas Selimi; hans ærkerival Ismail I (r. 1501-24) skrev poesi som Khata'i. |
Tyrkiet og Iran er to store, indflydelsesrige og relativt højtudviklede lande med muslimsk flertal, historisk centrale, strategisk placerede og lande, der holdes et vågent øje med i brede kredse; når deres veje krydses og de styrer i indbyrdes modsatte retninger, som jeg forudsagde det tilbage i 1994, så vil deres skæbne ikke blot påvirke Mellemøstens fremtid, men muligvis hele den muslimske verden.
Det er det, der sker nu. Lad os kaste et blik på de to landes udvikling:
Tyrkiet: Atatürk fjernede næsten islam fra det offentlige liv i perioden 1923-38. Op gennem årtierne har islamisterne imidlertid taget til genmæle og i 1970erne udgjorde de en del af den herskende koalition; i 1996-97 stod de endog i spidsen for en regering. Islamisterne greb magten efter det besynderlige valg i 2002, hvor erobringen af en tredjedel af stemmerne sikrede dem to tredjedele af parlamentspladserne. Efter at have regeret med forsigtighed og dygtighed fik de næsten halvdelen af stemmerne i 2007, hvorefter de tog fløjlshandskerne af og begyndte at tyrannisere, lige fra en vildt overdrevet bøde udskrevet mod en mediekritiker til tåbelige konspirationsteorier mod de væbnede styrker. Islamisterne vandt 58 procent af stemmerne ved en folkeafstemning i september og synes at stå til at vinde det næste parlamentsvalg, sat til juni 2011.
 Atatürk udelukkede islam fra Tyrkiets offentlige liv og Khomeini gjorde den central i Irans. |
Iran: Khomeini gjorde det modsatte af Atatürk, idet han gjorde islam politisk dominerende i sin regeringstid, 1979-89, hvorefter den dog begyndte at vakle, med en opkomst af stridende fraktioner, en svigtende økonomi og en befolkning, som lagde afstand til regimets ekstremistiske styre. Ved 1990'erne forventede udenlandske iagttagere, at regimet snart ville falde. Trods befolkningens voksende desillusion, bibragte den iranske revolutionsgardes øgede indflydelse og Iran-Irak-krigens hærdede veteraners overtagelse af magten, symboliseret ved Mahmoud Ahmadinejad, regimet fornyet medvind.
Denne bestyrkelse af de islamistiske mål øgede ligeledes befolkningens afstand til regimet, herunder fravalg af islamisk praksis og en tendens henimod sekularisme. Landets voksende sygdomme, herunder et vildtvoksende narkomisbrug, pornografi og prostitution, peger på dybden af dets problemer. Afstanden udløste demonstrationer imod regimet i kølvandet på det uredelige valg i juni 2009. Den undertrykkelse, der fulgte, fremkaldte en endnu større vrede mod myndighederne.
Der er et kapløb i gang. Bortset fra, at der ikke er tale om ligelig konkurrence, idet islamisterne i øjeblikket regerer i begge hovedstæder, Ankara og Teheran.
 Erdoğan og Ahmadinejad, omsider på bølgelængde. |
Mens den tyrkiske regering modsat udgør en beskeden fare i øjeblikket, så betyder dens mere skjulte overtagelse af islamismens modbydelige principper, at den fremstår som en betydelig fremtidig trussel. Jeg vover den påstand, at længe efter at Khomeini og Osama bin Laden er glemt, vil Recep Tayyip Erdoğan og hans kolleger blive husket som opfindere af en mere varig og lumsk form for islamisme.
Dagens nuværende, mest alarmerende, mellemøstlige problemland kan således blive morgendagens fører i retning af sund fornuft og kreativitet, mens Vestens mest trofaste muslimske allierede gennem fem årtier kan udvikle sig til den største kilde til fjendskab og reaktionært modtryk. Ekstrapolation er en usikker leg, hjulene drejer og historien byder på overraskelser.
Nov. 30, 2010 opdatering: To ting, som der ikke var plads til i min klumme:
(1) Ankara og Teheran arbejder for tiden stadig tættere sammen, men jeg forudser, at de snart vil begynde at konkurrere om det islamistiske lederskab. Historisk stolthed, fanatisk ambition og geostrategisk konkurrence tyder altsammen på, at den øjeblikkelige harmoni ikke vil vare længe. Man kan se frem til, at tyrkerne bestrider det iranske lederskab inden for områder som kommerciel dygtighed, militærmagt og religiøs styrke.
(2) Jeg beskrev denne rivalisering i en artikel i 1994 i National Interest, "[Turkey vs. Iran and] Islam's Intramural Struggle," [Tyrkiet vs. Iran og] islams interne kamp], hvori jeg noterede, at "en langvarig, dyb og vanskelig strid" sandsynligvis ulmer "mellem to store lande i Mellemøsten, Tyrkiet og Iran." Tyrkerne", skrev jeg, "synes endnu ikke at have erkendt det, som mullaherne godt ved: at den fundamentalistiske islam vil stige eller falde afhængigt af, hvad tyrkerne gør, og at Iran og Tyrkiet derfor er kastet ud i et dødeligt slag. Vil tyrkerne vågne op i tide og stå fast? Meget afhænger af resultatet."
