Republikken Tyrkiet gennemgår måske sin værste krise siden statens grundlæggelse for næsten hundrede år siden. Aktuelle tendenser tyder på, at det værste endnu forestår, her hvor denne gamle, vestlige allierede udvikler sig til et fjendtligt diktatur.
Krisen er først og fremmest et resultat af ambitionerne hos én uhyre kapabel og ildevarslende person, Tyrkiets 61-årige præsident, Recep Tayyip Erdoğan. Som karrierepolitiker, der tidligere fungerede i fire år som borgmester i Tyrkiets megaby, Istanbul, og siden i elleve år som landets premierminister, dyrker han to mål, som hidtil har været ukendte i republikken: diktaturet og fuld anvendelse af shari'a, islams lovkodeks.
Under sine første otte år ved magten, 2003-11, styrede Erdoğan så behændigt, at man kun kunne have mistanke om disse to aspirationer; beviserne var og blev uhåndgribelige. Nærværende forfatter skrev for eksempel en artikel i 2005, som forsøgte at afveje de modsætningsfyldte beviser for og imod, at Erdoğan var islamist. En kombination af spil efter reglerne, forsigtighed i den islamiske arena og økonomisk succes betød, at Erdoğans parti, Retfærdigheds- og Udviklingspartiet (Adalet ve Kalkınma Partisi, eller AKP), i stigende grad vandt stemmeprocenter ved parlamentsvalgene og gik fra 34 procent i 2002 til 46 procent i 2007 og 50 procent i 2011.
Valgsejren i 2011, hans tredje på stribe, gav Erdoğan selvsikkerhed nok til omsider at fjerne de væbnede styrker fra politik, hvor de længe havde fungeret som Tyrkiets ultimative magtmægler. Ironisk nok betød denne ændring afslutningen på de tidligere årtiers tiltagende demokratisering, mens den totale magtovertagelse til gengæld gjorde det muligt for Erdoğan at udvikle sit overdrevne ego, blotte sine hugtænder, spænde sine despotiske muskler og åbent forfølge sine to mål, tyranni og shari'a.
Erdoğan gjorde reelt sin magt gældende på alle områder efter 2011. Bankerne gav lån til forretningsfolk, som sendte pengene tilbage til AKP. Fjendtlige medier opleve at blive udsat for kolossale bøder eller fysiske angreb. Almindelige borgere, som kritiserede lederen, endte med retssager, bøder og fængsel. Politikere i konkurrerende partier udsattes for beskidte kneb. Som en anden sultan i moderne udgave udviste Erdoğan åbenlys foragt for loven og greb bevidst ind, når og hvor det passede ham, blandede sig i retssager, stak sin næse i lokale beslutninger og forstyrrede politiets efterforskning. For eksempel reagerede han på de overvældende, kontante beviser på sin egen og sin families korruption ved simpelthen at lukke efterforskningen.
 Doğan-gruppen, udgiver af Hürriyet (billedet) blev ramt af en bøde på 2,5 milliarder dollar i 2009. |
Den islamiske orden tog også form. Skolereglerne blev mere islamiske, samtidig med at de islamiske skoler hastigt voksede, idet antallet af elever i disse øgedes fra 60.000 til 1.600.000, dvs. 27 gange så mange. Erdoğan gav kvinder besked på at blive hjemme og avle børn og afkrævede dem tre børn hver. Burkaerne tog kraftigt til i antal og hijab blev påbudt hovedbeklædning i regeringsbygninger. Alkohol blev sværere at få fat på og prisen steg. I bred forstand vendte Erdoğan tilbage til fromheden i det Osmanniske Imperium (1299-1922), undergravede den sekulære republik, som var blevet grundlagt i 1923 af Kemal Atatürk, og erklærede sig som anti-Atatürk.
Erdoğan stødte også på alvorlige problemer efter 2011. Den Kina-lignende økonomiske vækst aftog og gælden øgedes kraftigt. En katastrofalt uduelig Syrien-politik bidrog til dannelsen af Islamisk Stat, opdukkelsen af et fjendtligt, kurdisk, autonomt område og millioner af lidet velkomne flygtninge, der strømmede ind i Tyrkiet. De udenrigspolitiske relationer løb sur i forhold til næsten alle nabolandene: Teheran, Baghdad, Damaskus, Jerusalem, Cairo, Athen, (det græske) Republikken Cypern og endda det (tyrkiske) nordlige Cypern. Båndene syrnedes også til Washington, Moskva og Beijing. De gode relationer var begrænset til Doha, Kuala Lumpur og – indtil for nylig, som påvist af de mange tegn på den tyrkiske stats støtte til Islamisk Stat – Raqqa.
Erdoğan har kamplystent reageret på denne knibe ved at erklære: "Jeg har ikke noget imod isolation i verden," og har endda antydet, at andre ledere er "misundelige" på ham. Men han narrer ingen. Det gamle AKP-slogan "Nul problemer med naboerne" er på faretruende vis forvandlet til "Kun problemer med naboerne."
Mens Erdoğans bagland måtte elske hans kvaliteter som stærk mand og støtter op om ham, koster hans aggressive handlinger og politiske fiaskoer ham støtte, idet store vælgerblokke afviser ham, især kurderne (en etnisk minoritet), alevierne (et religiøst samfund udviklet fra islam) og de sekulære vælgere. AKP's stemmetal faldt således fra 50 procent i 2011 til 41 procent i juni-valget i 2015, en reduktion som betyder, at partiet mistede sit langvarige flertal i parlamentet og det nødvendige antal stemmer for at kunne regere egenhændigt.
Det dårlige udfald i juni 2015 afskar Erdoğan fra på lovlig vis at opnå den magt som udøvende præsident, han drømmer om. Men som en politiker, der for længe siden, dengang han var borgmester i Istanbul, udtalte, at demokratiet er som en sporvogn, "man kører med, indtil man når sit bestemmelsessted, og så står man af," lod han forudsigeligt nok ikke noget så ubetydeligt som et valgresultat stille sig hindringer i vejen. I stedet begyndte han straks at lægge planer for, hvordan han kunne omgå det.
Han valgte to typer af taktik: For det første nægtede han at dele magten med andre partier og udskrev nyvalg til den 1. nov.; i realiteten gav han tyrkerne en ny chance for at stemme, som han ønsker. For det andet genoptog han, efter flere års forhandling, krigen mod Kurdistans Arbejderparti (Partiya Karkerên Kurdistanê, eller PKK), Tyrkiets førende, kurdiske, voldelige oprørsgruppe. Dermed håbede han at vinde støtterne af det anti-kurdiske, etnisk tyrkiske nationalistparti, Nationalistisk Aktion (Milliyetçi Hareket Partisi, eller MHP) for sig.
Begge taktikker har vist sig virkningsløse; meningsmålinger viser, at AKP mister lige så mange kurdere, som det vinder tyrkiske nationalister, og dermed sandsynligvis i november vil klare sig nogenlunde, som det gjorde i juni. Men taktikkerne har store konsekvenser, eftersom de river staten fra hinanden, skaber spændinger og udløser vold. Den aktuelle runde begyndte i juli med bombesprængningen mod fredsdemonstranterne, som resulterede i 33 døde, efterfulgt af PKK's gengældelsesangreb på statens repræsentanter, en kurdisk by sat under belejring, og to bomber i hovedstaden Ankara (som i brede kredse anses for i sidste ende at kunne tilskrives Erdoğan), som dræbte 105 fredelige demonstranter. Og der er stadig to uger til valgdagen ...
 Meningsmåling over tyrkiske vælgere siden valget den 7. juni 2015. |
Med andre ord, Erdoğans tvangsbetonede opsathed på at opnå flertal i parlamentet volder grundlæggende skade på landet, skader som fører det mod borgerkrigens afgrund.
Det der gør situationen lettere absurd er, at uanset resultatet af valget den 1. nov. vil Erdoğan stædigt fortsætte sin kampagne for at blive diktator. Kan han ikke gøre det på lovlig vis, vil han gøre det på ulovlig vis. Lad mig gentage, hvad jeg skrev lige før juni-valget: ..."det har næppe nogen betydning, hvor mange pladser AKP vinder. Erdoğan vil buldre, bulldoze og tromle sig vej frem, ignorere traditionelle og juridiske detaljer med eller uden ændringer af forfatningen. Selvfølgelig ville dette at have fuld lovfæstet magt føje en smuk krølle til hans CV, men han er allerede tyran og Tyrkiets kurs er lagt."
Hvis vi antager, at AKP ikke opnår de nødvendige stemmer til at gøre Erdoğan til en stærk mand på lovlig vis, hvordan vil han så klare dette på ulovlig vis? Sidste år, hvor han blev præsident, giver et fingerpeg: Erdoğan har afbleget det engang så magtfulde premierministerkontors autoritet. Sandsynligvis vil han udvide denne proces til resten af den tyrkiske regering ved at oprette et alternativt bureaukrati i sit kolossale, nye præsidentpalads, med aktører dér til at kontrollere statens ministerier. En tilsyneladende uændret formel struktur vil tage imod ordrer fra nogle paladsautokrater.
Ligeledes vil parlamentet forblive tilsyneladende uberørt, men tømt for egentlig beslutningsfunktion. Det civile samfund vil også befinde sig under paladskontrol, mens Erdoğan, ved at udnytte sine økonomiske og juridiske løftestænger, vil lukke offentligt afvigende stemmer ned inden for retsvæsenet, medierne, den akademiske verden og kunsten. Sandsynligvis vil private afvigere være de næste til at blive bandlyst og efterlade Padishah Recep I som herre over alt, hvad han tager i øjesyn.
Hvad vil han bruge denne autoritet til? Til dels vil han triumfere i den, i hele sit egos og sin myndigheds løsslupne omfang. Ud over det vil han bruge denne magt til at fremme sin islamistiske agenda ved at vende tilbage til den osmanniske kejserlige arv, yderligere afvikle Atatürk-revolutionen og indføre sunni-islamiske love og skikke. Ligesom autokratiet kom til Tyrkiet i portioner, således vil shari'a blive implementeret stykvis med tiden. Processen, som allerede er i gang – islamisk indhold i skolerne, kvinder opfordret til at holde sig hjemme, alkoholen forsvundet – vil fortsætte og accelerere.
Hvis vi antager, at Erdoğans mystiske sygdom forbliver under kontrol, så indeholder denne islamistiske idyl kun én brist: udenrigsrelationerne, som vil være den mest sandsynlige årsag til dens ophør. Til forskel fra en diktatorfælle som Hugo Chávez i Venezuela, der var så heldig at komme til at regere inden for Sydamerikas fredsommelige rammer, er Erdoğan omgivet af verdens mest kriseplagede region. Hans hjemlige succes øger mulighederne for en ego-drevet bommert, som reducerer eller helt afslutter hans styre. Det anspændte forhold til Iran og Rusland over kampene i Syrien byder på en sådan fristelse, således som den tilsyneladende målbevidste, russiske indtrængen i tyrkisk luftrum understreger; eller med Israel over Jerusalem eller Gaza; eller med Cypern over de nyfundne gasfelter.
(Formentlig med denne udsigt i tankerne er Erdoğans søn Bilal for nylig flyttet til Bologna i Italien, angiveligt for at arbejde på en ph.d.-afhandling; en whistleblower hævder, formentlig korrekt, at Bilal skal bestyre familiens kolossale formue derfra.)
 Far Recep og søn Bilal Erdoğan. |
Når Erdoğan-æraen udløber, vil landet være langt mere opsplittet mellem tyrkere og kurdere, sunnier og alevier, fromme og sekulære sunnier, rige og fattige, end da den blev indledt i marts 2003. Det vil rumme millioner af syriske flygtninge, som er vanskelige at assimilere, og kurdiske områder der har erklæret sig uafhængige af staten. Det vil være isoleret internationalt. Det vil have en udhulet regeringsstruktur. Det vil have mistet traditionen med et upartisk retsvæsen.
Erdoğans største bedrift vil have været at skrue Atatürks vestliggørende politik baglæns. Mens Atatürk og flere generationer af ledere ønskede, at Tyrkiet skulle være en del af Europa, bragte Erdoğan det tordnende tilbage til Middelalderen og til tyranniet, korruptionen, kvinders underkuelse og andre kendetegn på en region i krise. Når tyrkerne med årene kommer til at kæmpe for at afbøde denne skade, vil de få masser af muligheder for at fundere over de mange onder, som Erdoğan gav dem i arv.
