I en artikel tidligere på måneden, "Israels strategiske inkompetence i Gaza," fremsatte jeg tre hovedsynspunkter: at den israelske ledelse ensidigt har fremkaldt sine aktuelle problemer i Gaza; at krigen imod Hamas betød, at man ignorerede den langt større trussel fra iranske kernevåben; og at hensigten med at styrke Al-Fatah ikke giver mening.
Disse argumenter udløste en skideballe fra læserne, som fremkom med nogle interessante synspunkter, som fortjener et svar. Idet jeg for klarheds skyld redigerer spørgsmålene en smule, vil jeg besvare nogle af dem her:
"Din artikel var virkelig nedslående. Har du noget opløftende at sige?"
I vore dage er Mellemøsten næsten udelukkende en kilde til dårlige nyheder. To sjældne, positive udviklinger handler om økonomien: Israel er omsider, takket være de reformer som blev gennemført af Binyamin Netanyahu, vænnet fra sin svækkende socialisme fra tidligere år; og prisen på energi er faldet med over to tredjedele.
"Selvom man godtager dine meninger som værende sande, så kan titlen og tonen i artiklen kun opmuntre Israels fjender. En mere forsigtig sprogbrug ville have været til større gavn for Israel."
Jeg forsøger at fremsætte en konstruktiv kritik. Selvom Israels fjender skulle føle sig opmuntrede af min lidet opreklamerende analyse, vil jeg forvente, at dette tager sit afsæt i andet og mere, end at jeg forsøger at hjælpe israelerne med at erkende deres fejl.
"Israels fjende er dets forræderiske ledelse, som bevidst arbejder på at ødelægge den jødiske stat og udsætte verdens jøder for endnu et Holocaust. Ved at nægte at gøre dette klart og blive ved med at antyde, at inkompetence er problemet, styrker man denne ledelse og bliver dermed selv en forræder."
Hvis man er en forræder over for Israel, når man ikke mener, at dets ledelse "bevidst arbejder på at ødelægge den jødiske stat og udsætte verdens jøder for endnu et Holocaust," så kald mig blot skyldig. Jeg anser ledelsen for at være inkompetent, men ikke ondsindet, og endnu mindre selvmorderisk.
"Her er en tilbagetrækningsstrategi fra Gaza: Israel bør leje en stribe land af Egypten, som kunne bruges som bufferzone."
Storartet idé – bortset fra, at der er nul chance for, at Cairo går med til det.
"Din analyse behandler fejlagtigt Israel som en uafhængig aktør, mens USA's regering faktisk har en afgørende rolle med hensyn til at begrænse Israels handlinger."
Jeg behandlede og afviste dette synspunkt på tilbagetrækningen fra Gaza i "Sharon's Gaza Withdrawal – Made in Washington?", men din opfattelse gælder andet og mere end Gaza og fortjener en grundig analyse.
Mit korte svar: Tanken om, at Washington påtvinger et uvilligt Jerusalem dårlige ideer, giver en vis trøst, idet den medfører, at den israelske ledelse ved, hvad den bør gøre, men ikke kan gøre det; desværre er det et forældet synspunkt.
Ja, fra 1973 til 1993 var dette afgjort mønsteret. Men siden Oslo-aftalen har den israelske ledelse ikke blot fungeret som villig medløber over for sin amerikanske medspiller, men har ofte ført an – f.eks. i Oslo i 1993, ved tilbagetrækningen fra Libanon i 2000, ved det 2. Camp David-møde i 2000, ved Taba-forhandlingerne i 2001 og ved tilbagetrækningen fra Gaza i 2005.
Aaron Lerner opsummerer dette synspunkt i "American pressure is not the problem," hvor han erklærer, at de "israelske diplomatiske initiativer næsten uden undtagelse har været gennemført med efterfølgende amerikansk billigelse," hvorefter han fremkommer med nogle eksempler.
"Hvad nu hvis det mest effektive element i det israelske samfund, nemlig militæret, styrede i Israel?"
Jamen det israelske militær har stort set styret tingene lige siden den fundamentale kovending fra afskrækkelse til pacificering, som fandt sted i 1993 – Rabin, Barak og Sharon har domineret de seneste 16 år sammen med mange andre tidligere generaler i landets offentlighed. I Israel, såvel som andre steder i verden, er militæret tilbøjelig til at opsuge og overtage den forældede venstrefløjspolitik, som skabes i det civile samfund.
"Tiden er ikke inde til at se tilbage og placere skyld; det er snarere tid til at gå fremad og løse problemet."
At placere ansvaret for fejltagelser er ikke blot at pege fingre, men er af afgørende vigtighed, hvis man skal undgå at gentage dem.
"Hvad bør Israel gøre nu?
I en anden klumme i denne måned, "Løsning på det `palæstinensiske problem'," støttede jeg Jordan-Egypten-muligheden, hvor førstnævnte overtager Vestbredden og sidstnævnte Gaza.
"Du spørger: 'Hvorfor forødte Olmert denne mulighed ved at konfrontere den relativt banale fare, som Hamas udgør, i stedet for den eksistentielle trussel fra Irans atomprogram?' Svaret ligger i New York Times' artikel den 11. jan.: `U.S. rejected aid for Israeli raid on Iranian nuclear site,' som forklarer, at den amerikanske regering forhindrede de israelske bestræbelser på at destruere anlægget ved Natanz."
Min analyse i "Israelske jetfly versus iranske atombomber" antyder, at det israelske forsvar (IDF) ikke behøver amerikansk godkendelse for at krydse ind over Irak eller supplerende amerikansk artilleri for at ramme iranske mål.
"Det er så nemt at kritisere; tror du virkelig, at du selv kunne gøre det bedre? Og hvis du gør, hvorfor så ikke flytte til Israel og gøre sig gældende i det politiske liv der?"
En sportsskribent behøver ikke at være stjerne på banen for at kritisere spillerne – og en Mellemøst-kommentator behøver heller ikke at klatre op ad den glatte rangstige i israelsk politik for at kunne fremsætte en strategisk analyse. Med hensyn til legitimiteten i at fremsætte mine synspunkter, selvom jeg bor i USA, se "Kan en amerikaner kommentere Israel?"
"Hvad mener du om de andre alternative planer, der verserer, hvoraf ingen opfordrer til etablering af en palæstinensisk stat, og foreslår, at de palæstinensiske arabere bliver betalt for at rejse og bosætte sig i det land, de måtte vælge, bortset fra Israel. "Israelsk Initiativ" er fremsat af Knesset-medlem Benny Elon og det andet stammer fra et Jerusalem-topmøde og er forfattet af Martin Sherman, professor ved Tel Aviv University."
Jeg priser disse forsøg på kreativ tænkning. Elon-planen minder om min Jordan-Egypten-idé bortset fra, at den udelukkende fokuserer på Jordan "som den eneste legitime repræsentant for palæstinenserne" og indebærer israelsk suverænitet over Vestbredden, hvilket er noget jeg ikke foreslår. Jerusalem-topmødeplanen opfordrer til en "generøs relokaliserings- og genbosættelsespakke" for de palæstinensere, som forlader de israelsk kontrollerede områder; jeg forventer ikke, at den vil finde mange modtagere.
"Der findes ægte ledere i Israel. For blot at nævne én – Moshe Feiglin. Hvad med ham?"
Han bibringer den israelske debat væsentlige ideer, men han befinder sig ikke "på de øverste trin i Israels politiske liv," som jeg udtrykte det i artiklen, og derfor inkluderede jeg ham ikke i min oversigt.
"Hvor befinder Likud-leder Binyamin Netanyahu sig i alt dette? Er han ikke en høg, som føler sig frastødt af tanken om at forære israelsk jord bort, uanset grund?"
Hvis jeg skulle stemme ved det israelske valg, så ville jeg stemme på ham i næste måned. Når det er sagt, så har vi set ham i aktion som premierminister mellem 1996 og 1999, og jeg anser hans embedsperiode for en fiasko (i modsætning til hans efterfølgende job i finansministeriet, som var en succes). Især husker jeg hans jammerlige optræden vis-à-vis Syrien (som jeg afdækkede i en artikel i 1999, "The Road to Damascus: What Netanyahu almost gave away"). Måske er Netanyahu modnet som leder, men det gamle mundheld "Fool me once, shame on you. Fool me twice, shame on me" [Narrer du mig én gang, bør du skamme dig. Narrer du mig to gange, bør jeg skamme mig] antyder, at Likud kunne have rekrutteret et nyt ansigt.
"Nu hvor den pensionerede general Moshe "Bogie" Ya'alon er trådt ind i politik, tror jeg, at der er håb for Israels fremtid."
 Tidligere generalstabschef i IDF, generalløjtnant. Moshe Ya'alon, sluttede sig til Likud-partiet i november 2008. |
Men hvis man undersøger hans hovedanalyse "Israel and the Palestinians: A New Strategy" grundigt, så arbejder Ya'alon ikke på at opnå en sådan sejr over palæstinenserne. Han ønsker snarere at reformere Det Palæstinensiske Selvstyre, så dette bliver bedre til at styre sit territorium, håndhæve lov og orden, styrke sin juridiske myndighed, udvikle en demokratisk indstilling og forbedre sin befolknings livskvalitet.
"Økonomiske forbedringer, et effektivt retsvæsen og demokratisering er væsentlige betingelser," skriver han, "for en rehabilitering af det palæstinensiske samfund." Han konkluderer, at en reorganisering af det palæstinensiske samfund i overensstemmelse med hans ideer "kunne sandsynligvis tjene som grundlag for en fremtidig aftale, som ville realisere nogle af de forhåbninger, som blev tillagt Oslo-processen." Jeg må derfor konkludere, at Ya'alons mål ikke er en sejr, men endnu et forsøg på et kompromis og en resolution i bedste Oslo-stil.
"Hvad er der sket med israelerne, siden de ikke længere kæmper klogt?"
Godt spørgsmål. Jeg fremsatte ét svar for et halvt år siden: " Den strategisk strålende, men økonomisk mangelfulde unge stat er blevet erstattet af sin modsætning. Fortidens spionhjerner, militære genier og politiske sværvægtere er tilsyneladende gået ind i high tech-branchen og har efterladt staten i hænderne på korrupte, kortsynede, mentale gnomer."
Men det forklarer ikke hele situationen, som er et resultat af en dybtgående blanding af træthed og arrogance. De bedste analyser af dette problem er fremsat af Yoram Hazony, The Jewish State: The Struggle for Israel's Soul, og Kenneth Levin, The Oslo Syndrome: Delusions of a People Under Siege.
"Daniel Pipes burde forsøge at mindske spændingerne mellem Israel og de arabiske naboer."
Forsøg på at mindske spændingerne har været et centralt emne lige siden Kilometer 101-aftalen fra 1973. De er mislykkedes, fordi de forsøger at spidsfindiggøre en endelig afgørelse på den arabisk-israelske konflikt. Jeg foretrækker en endelig afgørelse, for kun en sådan vil bringe konflikten til ophør.
