Israels krig imod Hamas kalder det gamle dilemma frem: Hvad stiller man op med palæstinenserne? De vestlige stater, herunder Israel, bør fastlægge deres mål for at finde en politik vedrørende Vestbredden og Gaza.
Lad os først se på det, som vi ved ikke fungerer og ikke kan fungere:
- Israelsk kontrol. Ingen af siderne ønsker at fortsætte den situation, som tog sin begyndelse i 1967, da de israelske forsvarsstyrker (IDF) tog kontrollen med en befolkning, som både religiøst, kulturelt, økonomisk og politisk er helt anderledes og fjendtligt indstillet.
- En palæstinensisk stat. Oslo-aftalen fra 1993 indledte denne proces, men en giftig blanding af anarki, ideologisk ekstremisme, antisemitisme, jihadisme og krigsherrementalitet førte til den totale palæstinensiske fiasko.
- En fælles tosidet nationalstat: De to befolkningers gensidige antipati taget i betragtning, så er udsigten til et fælles Israel-Palæstina (som Muammar al-Qaddafi kalder for "Israstine") lige så absurd, som den lyder.
Udelukker man disse tre muligheder, er der kun én praktisk tilgang tilbage, nemlig den, der fungerede tåleligt i perioden 1948-67:
- En jordansk-egyptisk deling af styret: Amman regerer Vestbredden og Cairo styrer Gaza.
Denne tilbage-til-fremtiden-tilgang vækker ganske vist ikke begejstring. Ikke blot var det jordansk-egyptiske styre middelmådigt, men genopvækkelsen af denne ordning vil frustrere de palæstinensiske tilskyndelser, de være sig nationalistiske eller islamistiske. Desuden har Cairo aldrig ønsket Gaza og har heftigt afvist dets tilbagevenden. Derfor har en enkelt akademisk kommentator da også afvist denne idé som værende "en flygtig fantasi, som kun kan tilsløre de ægte og vanskelige valg."
Men det er den ikke. Yasir Arafat and Mahmoud Abbas' fiasko, i forbindelse med Det Palæstinensiske Selvstyre og "fredsprocessen," har fremkaldt genovervejelser i Amman og Jerusalem. Faktisk mente Christian Science Monitor's Ilene R. Prusher allerede i 2007, at ideen om en Vestbred-Jordan konføderation "synes at vinde frem på begge sider af Jordan-floden."
Den jordanske regering, som begejstret annekterede Vestbredden i 1950 og udelukkende frafaldt sine krav under tvang i 1988, fremviser tegn på et ønske om tilbagevenden. Dan Diker og Pinchas Inbari dokumenterede for Middle East Quarterly i 2006, hvordan Det Palæstinensiske Selvstyres "manglende evne til at opnå kontrol og blive en politisk levedygtig enhed har fået Amman til at overveje, hvorvidt en strategi med at holde fingrene fra Vestbredden er i landets bedste interesse." Den israelske embedsmandsstand har også vist sig åben over for denne idé og har lejlighedsvist opfordret jordanske tropper til at trænge ind på Vestbredden.
I fortvivlelse over selvstyret byder nogle palæstinensere den jordanske mulighed velkommen. En unavngiven ledende selvstyreembedsmand fortalte Diker og Inbari, at en form for føderation eller konføderation med Jordan frembyder "den eneste fornuftige, stabile, langvarige løsning af den palæstinensisk-israelske konflikt." Hanna Seniora var af den opfattelse, at "De nuværende svækkede udsigter til en to-statsløsning tvinger os til at genoverveje muligheden af en konføderation med Jordan." New York Times' Hassan M. Fattah citerer en palæstinenser i Jordan: "Alt er slået i stykker for os – vi har kæmpet i 60 år, og der er intet tilbage. Det ville være bedre, at Jordan styrede tingene i Palæstina, at kong Abdullah fik kontrollen med Vestbredden."
Det er heller ikke bare snak: Diker og Inbari beretter, at hemmelige forhandlinger mellem Det Palæstinensiske Selvstyre og Jordan i 2003-04 "resulterede i en aftale om i princippet at sende 30.000 medlemmer af Badr-styrken" til Vestbredden.
Og selvom Egyptens præsident, Hosni Mubarak, for et år siden erklærede, at "Gaza er ikke en del af Egypten og vil aldrig blive det," så er det næppe hans sidste ord i den sag. For det første ønsker egypterne, trods Mubarak, i overvældende grad stærke bånd til Gaza; Hamas indvilliger; og de israelske ledere er sommetider enige. Så basis for en grundig, politisk overvejelse er til stede.
For det andet er Gaza rimeligvis mere en del af Egypten end af "Palæstina." Under det meste af den islamiske periode var det enten kontrolleret af Cairo eller administrativt en del af Egypten. Gazanesernes arabiske dagligsprog er identisk med det sprog, der tales af de egyptere, som bor i Sinai. Økonomisk har Gaza flest forbindelser til Egypten. Hamas selv er udsprunget af Det Muslimske Broderskab, en egyptisk organisation. Er tidspunktet kommet til at opfatte gazaneserne som egyptere?
For det tredje vil Jerusalem kunne udmanøvrere Mubarak. Hvis israelerne kundgjorde en dato, hvor man ophører med forsyningen af alle former for vand, elektricitet, fødevarer, medicin og andre handelsvarer, samt accepterede væksten af egyptisk sikkerhed i Gaza, så ville Cairo være nødt til at påtage sig ansvaret for Gaza. Blandt andre fordele ville dette gøre Egypten ansvarlig for gazanesernes sikkerhed og omsider bringe de tusindvis af Hamas-raketter og morterangreb til ophør.
Den jordansk-egyptiske løsning får ikke nogens puls til at stige, men dette kan være dens værdi. Den frembyder en enestående sober måde at løse det "palæstinensiske problem" på.
