Kommentarerne vedrørende krigen mellem Israel og Hamas har tenderet mod tilhængerindlæg og har dermed sat den moralske dagsorden for eller imod Israel. Det er en vigtig debat, men det er ikke den eneste; der er også brug for en kølig, strategisk vurdering; hvem vinder, hvem taber?
Hillel Frisch hævder, at Hamas (som han kalder "en lille isoleret bevægelse, som kontrollerer en smal stribe land") har "forregnet sig groft" ved at støde den egyptiske regering fra sig og gå i krig mod Israel. Han konkluderer, at Hamas har indledt et "strategisk selvmord."
Måske, men der findes scenarier, hvor Hamas vinder. Khaled Abu Toameh bemærker den stærke og voksende støtte til Hamas rundt om i Mellemøsten. Caroline Glick nævner to måder, hvorpå Hamas kan vinde: en tilbagevenden til status quo fra tidligere, hvor Hamas stadig styrer Gaza, eller en våbenhvileaftale, hvorigennem fremmede magter skaber et internationalt overvågningssystem, som skal bevogte Gazas grænser mod Israel og Egypten.
Som dette antyder, så afhænger en vurdering af Hamas' krigslykke primært af beslutninger truffet i Jerusalem. Hvis disse beslutninger er det egentlige tema, hvor godt har Israels ledelse så klaret sig?
Katastrofalt. Jerusalems store, strategiske inkompetence fortsætter og fremhæver den fejlslagne politik siden 1993, som har ødelagt Israels omdømme, dets strategiske fordel og dets sikkerhed. Der er fire hovedårsager, som fører mig frem til denne negative konklusion.
For det første var det regeringsgruppen i Jerusalem, som skabte Gaza-problemet. Dens leder, premierminister Ehud Olmert, fremsatte i 2005 sin udødelige forklaring på den forestående, ensidige, israelske tilbagetrækning fra Gaza: "Vi [israelere] er trætte af at slås, vi er trætte af at være modige, vi er trætte af at vinde, vi er trætte af at nedkæmpe vore fjender."
Olmert spillede en afgørende rolle ved (1) påbegyndelsen af tilbagetrækningen fra Gaza, som bragte de israelske forsvarsstyrker, IDF's tætte kontrol med området til ophør, og ved (2) opgivelsen af den israelske kontrol med grænsen mellem Gaza og Egypten. Denne sidste, lidet bemærkede beslutning satte Hamas i stand til at bygge tunneller til Egypten, indsmugle materiel og affyre missiler ind i Israel.
For det andet undlod Olmert og hans kolleger at reagere på krydsilden af raketter og mortérgranater. Fra den israelske tilbagetrækning i 2005 og frem til i dag har Hamas affyret over 6.500 missiler ind i Israel. Utroligt nok har israelerne affundet sig med næsten otte angreb om dagen i tre år; hvorfor? En ansvarlig regering ville have betragtet den første raket som en casus belli og have reageret omgående.
For det tredje offentliggjorde en komité under det franske parlament en vigtig, teknisk rapport i midten af december måned og fastslog, at "der ikke længere hersker tvivl" om det iranske atomprograms militære formål, og at dette vil være fuldt oppe at køre om 2-3 år.
Bush-regeringens sidste dage, med den nuværende præsident omtrent ude af døren og den nyvalgte præsident endnu ude i sidefløjen, giver en enestående mulighed for at tage hånd om sagerne. Hvorfor forødte Olmert denne mulighed ved at konfrontere den relativt banale fare, som Hamas udgør, i stedet for den eksistentielle trussel fra Irans atomprogram? Denne forsømmelse har potentielt ildevarslende følger.
Endelig ser det ud til, ud fra hvad man kan skønne af Olmert-regeringens mål i krigen mod Hamas, at dette er at svække Hamas og styrke Fatah, så Mahmoud Abbas kan genvinde kontrollen over Gaza og genoptage diplomatiet med Israel. Michael B. Oren og Yossi Klein Halevi har fanget denne forestilling i en nylig artikeloverskrift: "Palæstinenserne behøver Israel for at vinde: Hvis Hamas slipper af sted med sin terror igen, vil fredsprocessen være forbi."
Bitre erfaringer afkræfter imidlertid denne tese. For det første har Fatah selv vist sig at være en målbevidst fjende, som er opsat på at eliminere den jødiske stat. For det andet afviste palæstinenserne selv Fatah ved valget i 2006. Det må være at strække naiviteten til dens yderste, at nogen stadig kan opfatte Fatah som en "partner for fred." I stedet burde Jerusalem kreativt overveje andre scenarier, måske min "ingen-statsløsning", som bringer den jordanske og den egyptiske regering på banen.
Måske endnu mere skræmmende end Olmerts klodsethed er, at det israelske valg om en måned peger på tre ledere af samme slags som ham. To af dem (udenrigsminister Tzipi Livni og forsvarsminister Ehud Barak) fungerer i øjeblikket som hans hovedstedfortrædere, mens to (Barak og Binyamin Netanyahu) har haft stor fiasko i deres tidligere premierministerjobs.
Kaster man et blik hinsides Olmert og hans potentielle efterfølgere, kommer den værste nyhed af dem alle, nemlig den, at ingen på de øverste trin i Israels politiske liv giver udtryk for den bydende nødvendighed af en sejr. Af denne grund opfatter jeg Israel som en fortabt stat, fuld af talent, energi og beslutsomhed, men uden retning.
