Kan en amerikaner kommentere Israel?

Kan jeg som amerikaner bosat i USA offentligt kommentere israelske beslutninger?

Yoram Schweitzer ønsker ikke, at jeg bedømmer beslutninger truffet af den israelske regering.

For nylig kritiserede jeg den israelske regering for dens udveksling med Hizbollah i "Samir Kuntar og den sidste latter" (The Jerusalem Post, 21. juli); herpå anfægtede den strålende antiterrorismeekspert ved Tel Aviv University, Yoram Schweitzer, det passende i, at jeg fremlagde mit syn på dette spørgsmål. I "Not That Bad a Deal" (24. juli) forklarede han over for Jerusalem Post's læsere, at "indholdet og tonen" i min kommentar "virkede nedladende og fornærmende, idet den helt overså det faktum, at regeringen og befolkningen har ret til at træffe deres egne beslutninger …, og bære de heraf følgende omkostninger." Han kritiserede mig også for at fremlægge min mening om israelske spørgsmål fra min "trygge havn tusinder af miles borte."

Schweitzer fremlægger ikke logikken bag sin fortørnelse, men den har en velkendt tone: Med mindre en person lever i Israel, sådan lyder argumentet, betaler sin skat, udsætter sig selv for fare på gaderne og har børn i landets væbnede styrker, så bør vedkommende ikke bagklogt kritisere israelske afgørelser. Denne holdning ligger stort set bag alle standpunkter hos American Israel Public Affairs Committee og andre fremtrædende jødiske institutioner.

Jeg respekterer denne holdning uden at acceptere dens begrænsninger. At reagere på, hvad udenlandske regeringer foretager sig, er alfa og omega for mig i min stilling som amerikansk udenrigspolitisk kommentator, der har arbejdet i både udenrigs- og forsvarsdepartementer og som bestyrelsesmedlem i U.S. Institute of Peace og som klummeskribent i næsten ti år frit har delt ud af mine meninger. En hurtig bibliografisk gennemgang vil afsløre, at jeg har bedømt mange regeringer, herunder den britiske, canadiske, danske, franske, tyske, iranske, nepalesiske, saudiske, sydkoreanske, syriske og tyrkiske.

Det er klart, at jeg ikke har børn, der tjener i alle disse landes væbnede styrker, men jeg vurderer deres udvikling for at vejlede mine læseres tænkning. Det bør bemærkes, at ingen fra disse andre lande nogensinde har bedt mig om at holde op med at kommentere deres interne forhold. Og Schweitzer selv tilbyder da også sine råd til andre; i juli 2005, for eksempel, fortalte han de muslimske ledere i Europa, at de burde være "stærkere i deres afvisning af det radikale islamiske element." Alle uafhængige analytikere og kommentatorer gør dette.

Schweitzer og jeg kan altså godt kommentere udviklinger rundt om i verden, men når det gælder Israel, bør mit hoved tømmes for tanker, min tunge tie, og mit keyboard forholde sig passivt? Næppe.

På et dybere plan protesterer jeg imod hele forestillingen om privilegeret information – dette at ens lokalitet, alder, etnicitet, akademiske grad, erfaring eller nogen anden egenskab gyldiggør ens anskuelser. Den nylig udkomne bog af Christopher Cerf og Victor S. Navasky, som bærer titlen I Wish I Hadn't Said that: The Experts Speak - and Get it Wrong! [Jeg ville ønske, at jeg ikke havde sagt det: Eksperterne udtaler sig – og tager fejl!] erindrer på humoristisk vis om og udstiller denne indbildning. Det forhold, at man bor i et land, gør ikke nødvendigvis en klogere på det.

Ehud Barak, den højest dekorerede soldat i israelsk historie, tog fejl.

Under Camp David II topmødet i 2000, hvor Ehud Barak stod i spidsen for Israels regering, og jeg var uenig i hans politik, blev min kritik mere end én gang besvaret med et fornærmet hvor-vover-du: "Barak er den højest dekorerede soldat i israelsk historie – og hvem er så du?" Men analytikerne er i dag generelt enige om, at Camp David II fik katastrofale følger for Israel og dannede optakt til den palæstinensiske vold, som blev indledt to måneder senere.

Det er en fejl at afvise oplysninger, ideer eller analyser ud fra en persons skudsmål. Korrekte og vigtige tanker kan komme fra enhver kant – selv tusinder af miles borte.

Ud fra denne betragtning kommer her to reaktioner vedrørende Schweitzers holdning til Samir al-Kuntar-begivenheden. Schweitzer hævder, at det "at undlade at gøre sit yderste for at redde en hvilken som helst borger eller soldat, som falder i fjendens hænder, ville ryste et af de mest grundlæggende principper i det israelske samfund." Jeg er enig i, at redning af soldater, eller hvad der måtte være tilbage af dem, udgør en operationelt nyttig og ædel moralsk prioritet, men det "yderste" har sine begrænsninger. For eksempel bør en regering ikke udlevere levende borgere til terrorister til gengæld for døde soldater. På samme vis var Olmert-regeringens handlinger i den pågældende uge alt for vidtgående.

Et andet spørgsmål: Schweitzer hævder, at "relativt set, så var prisen alt for lav i den seneste udveksling med Hizbollah. Det kan diskuteres, hvorvidt løsladelsen af Kuntar udgjorde nogen form for moralsk sejr for Hizbollah." Hvis prisen for den handel var lav, ængstes jeg ved tanken om, hvordan en høj pris vil se ud. Og med tanke på Kuntars ankomst til Libanon, som fik den libanesiske regering til at lukke ned i overstadig, national feststemning, forekommer en benægtelse af Hizbollahs sejr at være et udtryk for bevidst blindhed.