Takket være Irans præsident, Mahmoud Ahmadinejad, har et nyt ord fået adgang til det politiske ordforråd: mahdaviat.
Ikke overraskende er der tale om et teknisk religiøst ord. Mahdaviat kommer af mahdi, arabisk for "den retledte," en afgørende figur i islamisk eskatologi. Han er, forklarer Encyclopaedia of Islam, "genopretteren af religion og retfærdighed, som vil herske umiddelbart før verdens undergang." Begrebet stammer fra islams tidligste år og blev med tiden især identificeret med den shi‘itiske gren. Mens "det aldrig blev en væsentlig del af sunnimuslimernes religiøse doktrin," fortsætter encyklopædien, "blev troen på den kommende mahdi fra Profetens familie et centralt aspekt ved troen i den radikale shi‘isme," hvor begrebet også er kendt som den tolvte imams tilbagekomst.
Mahdaviat betyder "troen på og bestræbelsen på at forberede mahdiens komme."
I en smuk journalistisk rapport påviser Scott Peterson i Christian Science Monitor den centrale værdi af mahdaviat i Mr. Ahmadinejads livssyn og forklarer følgerne for hans politik.
Som borgmester i Teheran synes Mr. Ahmadinejad f.eks. i 2004 i al hemmelighed at have givet byrådet besked på at opføre en storslået allé til forberedelse for mahdien. Året efter tildelte han som præsident 17 millioner dollar til en moské med blå teglsten, som ligger i Jamkaran syd for hovedstaden, og som er tæt forbundet med mahdaviat. Han har iværksat opførelsen af en direkte jernbanelinje mellem Teheran og Jamkaran. Han lod en liste over sine foreslåede kabinetsmedlemmer falde ned i en brønd nær Jamkaran-moskeen, efter sigende for at drage fordel af dens påståede guddommelige forbindelse.
Han rejser ofte spørgsmålet, og ikke blot over for muslimer. Da Mr. Ahmadinejad talte til FN i september, forvirrede han sine tilhørere bestående af verdens politiske ledere ved at afslutte sin tale med en bøn om mahdiens tilsynekomst: "Oh, mægtige Herre, jeg beder Dig fremskynde tilsynekomsten af din sidste betroede, den Forjættede Ene, dette fuldkomne og rene menneske, den, der skal fylde denne verden med retfærdighed og fred."
Da Mr. Ahmadinejad vendte tilbage til Iran fra New York, genkaldte han sig virkningen af sin FN-tale:
en i vores gruppe fortalte mig, at da jeg begyndte at sige "I Gud den almægtiges og barmhjertiges navn," så han et lys omkring mig, og jeg var anbragt inden i denne aura. Jeg fornemmede det selv. Jeg mærkede pludselig stemningen skifte, og i disse 27 eller 28 minutter blinkede verdens ledere ikke med øjnene. … Og de var henførte. Det virkede, som om en hånd fastholdt dem der og havde åbnet deres øjne, for at de kunne modtaget budskabet fra Den Islamiske Republik.
Det, som Mr. Peterson kalder for "præsidentens besættelse" af mahdaviat, fører Mr. Ahmadinejad til "en vished, som ikke levner plads for kompromis. Lige fra afhjælpningen af kløften mellem rig og fattig i Iran, udfordringen af Amerika og Israel og styrkelsen af Irans magt med atomprogrammer er alle emner designet til at lægge fundamentet til mahdiens tilbagekomst."
"Mahdaviat er en kode for [Irans islamiske] revolution, og er i revolutionens ånd," siger lederen af et institut, som har viet sig til at studere og fremskynde mahdiens tilsynekomst. "Denne form for mentalitet gør en meget stærk," bemærker den politiske redaktør ved avisen Resalat, Amir Mohebian. "Hvis jeg tror på, at mahdien vil komme om to, tre eller fire år, hvorfor så være blød? Nu er tiden inde til at stå fast, til at være hård." Nogle iranere, fortæller PBS, "er bekymrede over, at deres nye præsident ikke nærer nogen frygt for international uro, men måske mener, at det blot er et tegn fra Gud."
Mahdaviat har direkte og ildevarslende implikationer for konfrontationen mellem USA og Iran, siger en Ahmadinejad-støtte, Hamidreza Taraghi fra Irans hårde fløj, Islamic Coalition Society. Det indebærer, at Washington betragtes som en rival til Teheran og endda som en falsk mahdi. For Mr. Ahmadinejad ligger den største prioritet på udfordringen af Amerika og specielt på skabelsen af en magtfuld modelstat, baseret på "islamisk demokrati," hvormed man kan modstå dette. Mr. Taraghi forudser uroligheder i fremtiden, hvis ikke amerikanerne grundlæggende ændrer adfærd.
Jeg vil gerne vende denne formulering om. De farligste ledere i moderne historie har været dem, der (som Hitler) var udstyret med en totalitær ideologi og en mystisk tro på deres egen mission. Mahmoud Ahmadinejad opfylder begge disse kriterier, sådan som hans FN-kommentarer afslører. Sammenholdt med hans forventede atomarsenal gør dette ham til en modstander, som må og skal standses, og det hurtigst muligt.
