"AKP er langt fra en kilde til anti-amerikanisme i Tyrkiet, men repræsenterer derimod en ideel partner for USA i regionen." Dette hævder Joshua W. Walker, en tidligere tyrkisk sekretær ved udenrigsministeriet, som nu studerer ved Princeton University, idet han hermed refererer til Retfærdigheds- og udviklingspartiet (kendt som AKP). I et indlæg i The Washington Quarterly støtter Walker sin påstand ved at bemærke den konstruktive tyrkiske rolle i Irak, idet han rosende noterer, "hvor omhyggeligt AKP har værnet om [USA-]alliancen og forsøgt at arbejde sammen med Bush-regeringen, især sammenlignet med de øvrige europæiske nationer."
Og ikke nok med det; han hilser svækkelsen af Tyrkiets sekulære system velkommen, idet han ringeagter dette system for "gennem årtier at have haft held til at definere sekularisme på en så snæver måde, at det har beskyttet de forældede og repressive antidemokratiske træk ved den tyrkiske stat."
 Recep Tayyip Erdoğan (i midten), daværende formand for Tyrkiets AKP, mødtes i Roosevelt-værelset i det Hvide Hus den 10. dec. 2002 med præsident George W. Bush (t.h.) og daværende udenrigsminister Colin Powell. |
|
En ny virkelighed kræver en smertefuld revurdering og opgivelse af de varme følelser, som er blevet bygget op gennem næsten 60 års alliance. Modige skridt er påkrævede for at bringe landet tilbage til den vestlige fold og samtidig tage brodden af den skade, som et islamistisk ledet Tyrkiet kan forvolde på vestlige interesser. Selvom alle vestlige regeringer i øjeblikket deler Walkers ubekymrede indstilling og endda hans begejstring for et tiltagende fjendtligt Tyrkiet, må deres beroligende ord og overfladiske vurdering ikke have lov til at skjule den farlige udvikling, som er på vej i øjeblikket.
Walker er så hjælpsom at bringe beviserne på denne nye virkelighed. Til en start har anti-amerikanismen haft en sprudlende fremgang i de fem års AKP-styre, i en sådan grad at tyrkerne regelmæssigt optræder i meningsmålingerne som den befolkning i verden, der er mest fjendtlig over for Amerika. I 2000 viste meningsmålinger, at 52 procent af den så med positive øjne på USA; kun 9 procent gjorde dette i 2007. Recep Tayyip Erdoğan og Abdullah Güls regering har ubestrideligt hjulpet med at fremkalde det, som Walker kalder for en "langvarig glidetur ud i en form for anti-amerikanisme, som ikke uden videre kan fjerne af en ny amerikansk præsident i januar 2009."
Den katalytiske begivenhed, som i dag er symbolsk, var, da det tyrkiske parlament den 1. marts 2003 stemte for ikke at tillade amerikanske styrker at bruge Tyrkiet som opstillingsområde for et angreb på Saddam Husseins styre i Irak. Dette afslag affødte en gensidig mistro og udelukkede Ankara fra beslutningstagningen vedrørende Irak, en udelukkelse som fik store konsekvenser, da den kurdiske regionale regering tog magten i det nordlige Irak og gav en anti-tyrkisk terroristgruppe, Kurdistans Arbejderparti (kendt som PKK), lov til at bruge irakisk territorium til at iværksætte angreb på tyrkiske interesser, hvilket opflammede den tyrkiske offentlige opinion.
 Ahmet Davutoğlu, Erdoğans vigtigste udenrigspolitiske rådgiver og skaberen af "strategisk dybde"-doktrinen. |
|
Ironisk nok er disse problemer til en vis grad selvforskyldte, for Bush-regeringen hjalp i slutningen af 2002, i et tidligt forsøg på at opmuntre lovlige islamister til at blive valgt til magten, Erdoğan med at stabilisere hans dengang vaklende lovmæssige stilling. Det var dengang præsidenten, i et brud med tidligere praksis, mødtes med ham – han var kun partileder dengang, ikke statsembedmand – i det Hvide Hus. Efter Walkers vurdering sendte dette "et klart signal om støtte fra Bush-regeringen til Erdoğan og AKP-regeringen."
Sammen med Japan har Tyrkiet vist sig at være blandt de mest tilpasningsdygtige lande. På kun femten år og næsten egenhændigt lykkedes det Atatürk at gøre landet mere vestligt orienteret; på kun fem år er Erdoğan begyndt at vende det mod øst. Den seneste forvandling er sket så hurtigt, at Tyrkiet – trods formelle NATO-relationer – ikke længere kan anses for en vestlig allieret. Det er så afgjort heller ikke en fjende. Det falder snarere i en mellemkategori – ligesom Rusland, Kina og Saudi Arabien – præget af rivaliseren. Den ene dag samarbejder det, den næste konkurrerer det. Inden længe kan det meget vel ende med at true.
Ydre påvirkning vil have begrænset indflydelse på et Tyrkiet, som har besluttet sig for at blive islamistisk, men de allerede eksisterende redskaber bør udnyttes til fulde. Først og fremmest må et ideologisk dogmatisk Tyrkiet nægtes medlemsskab af EU.
