Soldater, sømænd og luftværn afgjorde engang udfaldet af krig, men ikke længere. I dag spiller fjernsynsproducere, klummeskrivere, prædikanter og politikere den centrale rolle ved afgørelsen af, hvor godt Vesten kæmper. Denne ændring har dybe implikationer.
I en konventionel konflikt som Anden Verdenskrig havde kampene to præmisser, som var så grundlæggende, at de næsten ikke blev bemærket.
Den første præmis: Konventionelle væbnede styrker kaster sig ud i en altomfattende kamp for at sejre. De stridende parter udsender rækker og geledder af soldater, striber af tanks, flåder af skibe og flyeskadriller. Millioner af unge går i krig, og civile borgere tåler afsavn. Strategi og efterretninger har betydning, men størrelsen på ens befolkning, økonomi og arsenal betyder endnu mere. En iagttager kan vurdere krigens gang ved at holde øje med objektive faktorer som stålproduktion, olielagre, skibsbyggeri og kontrol med landområder.
Den anden præmis: Befolkningerne på begge sider bakker loyalt op om deres nationale ledere. Der skal ganske vist opspores forrædere og systemkritikere, men en bred konsensus bakker lederne op. Det var især bemærkelsesværdigt i Sovjetunionen, hvor end ikke Stalins afsindige massemord afholdt befolkningen fra at give alt for "Moder Rusland."
Begge facetter af dette paradigme fungerer ikke længere i Vesten.
For det første er altomfattende kampe for sejr imod fjendtlige konventionelle styrker næsten forsvundet og er blevet erstattet af mere indirekte udfordringer i form af guerrillaoperationer, opstande, intifadaer og terrorisme. Dette nye mønster gjaldt for franskmændene i Algeriet, amerikanerne i Vietnam og sovjetterne i Afghanistan. I øjeblikket gælder det for israelerne versus palæstinenserne, koalitionsstyrkerne i Irak og krigen mod terror.
Denne ændring betyder, at det, som det amerikanske militær kalder for "bean counting" – optælling af soldater og våben – nu næsten er immateriel, og det samme gælder diagnoserne vedrørende økonomien eller kontrollen med territorier. Krige med slagside ligner mere politioperationer end tidligere tiders slag. Ligesom ved kriminalitetsbekæmpelse opererer den part, som sidder inde med en kolossal magtoverlegenhed, under et tæt opbud af begrænsninger, mens den svagere part frit kan bryde love og tabuer i sin hensynsløse jagt på magten.
For det andet er tidligere tiders solidaritet og konsensus gået i opløsning. Denne proces har været undervejs i lidt over et århundrede nu (begyndende med den britiske part i Boerkrigen i 1899-1902). Som jeg skrev i 2005: "Fænomenet loyalitet er fuldkommen forandret. Traditionelt antoges en person at være trofast mod sit fødeland og samfund. En spanier eller svensker var loyal over for sin monark, en franskmand over for sin republik, en amerikaner over for sin forfatning. Denne antagelse er nu forældet og erstattet af loyalitet over for ens politiske system – socialisme, liberalisme, konservatisme eller islamisme, for blot at nævne nogle af mulighederne. Geografiske og sociale bånd betyder langt mindre end tidligere."
Med loyaliteten således i spil, bliver krige i højere grad afgjort på avisernes sider med lederartikler og i mindre grad på slagmarken. Gode argumenter, veltalende retorik, subtile spindoktorier og stærke tal i meningsmålinger tæller mere end det at erobre en bakke eller krydse en flod. Solidaritet, moral, loyalitet og forståelse er de nye former for stål, gummi, olie og ammunition. Avislederne er det nye flag og den nye generalstab. Derfor er de vestlige regeringer, som jeg skrev i august, "nødt til at betragte public relations som en del af deres strategi."
Selv i en sag som det iranske regimes erhvervelse af atomvåben ligger nøglen i Vestens offentlige opinion, ikke i dens arsenal. Hvis opinionen er samlet, vil europæerne og amerikanerne sandsynligvis kunne snakke iranerne fra at gå videre med kernevåben. Hvis den er splittet, vil iranerne få mod til at fortsætte.
Det, som Carl von Clausewitz har kaldt for krigens "gravitetscenter", er skiftet fra våbenmagt til borgernes hjerter og tanker. Accepterer iranerne følgerne af kernevåben? Hilser irakerne koalitionstropperne velkomne som befriere? Er palæstinenserne villige til at ofre deres liv som selvmordsbombere? Ønsker europæerne og canadierne en troværdig militærmagt? Anser amerikanerne islamismen for at udgøre en dødelig fare?
Ikke-vestlige strateger erkender politikkens forrang og fokuserer på den. En række af triumfer – Algeriet i 1962, Vietnam i 1975 og Afghanistan i 1989 – afhang alle af en nedbrydning af den politiske vilje. Al-Qaedas nummer to, Ayman al-Zawahiri, noterede denne tanke i et brev i juli 2005, idet han observerede, at mere end halvdelen af islamisternes slag "finder sted på mediernes slagmark."
Vesten er så heldig at være overlegen på det militære og det økonomiske område, men dette er ikke længere tilstrækkeligt. Ligesom sine fjender må Vesten give krigens public relations den nødvendige opmærksomhed.
