Samtidig med at personalet i nogle af verdens mest prestigefyldte pressetjenester effektivt tager parti for Hizbollah i krigen mod Israel, udstiller de utilsigtet en dybtgående forvandling i krigsførelsens logik.
Nogle eksempler på deres handlinger:
-
Reuters: Adnan Hajj, en freelance-fotograf med mere end ti års erfaring ved Reuters, bearbejdede sine billeder for at få de israelske angreb på Libanon til at se mere destruktive ud og libaneserne mere sårbare. Hans broderier skabte nogle tykkere og mørkere faner af røg fra bombetogter og anbragte den samme kvinde, som begræd tabet af sin udbombede bolig, på tre forskellige lokaliteter. Reuters fyrede Mr. Hajj og fjernede 920 af hans billeder fra sit arkiv. Flere undersøgelser ved bloggere afdækkede fire typer af falske billeder fra Reuters, som alle overdrev den israelske aggressivitet. Bloggerne dokumenterede endda, hvordan et Reuters- billede var iscenesat.
-
BBC: Redaktører fiskede aktivt efter personlige beretninger for at dæmonisere Israel, idet de anbragte denne anmodning på deres nyhedssider: "Bor du i Gaza? Er du blevet påvirket af volden i regionen? Send os dine oplevelser ved at benytte nedenstående formular. Hvis du gerne vil tale mere med os, så tilføj venligst detaljerede kontaktoplysninger."
-
CNN: Et anker i tjenestens internationale program, Rosemary Church, antydede, at israelske styrker kunne nedskyde Hizbollahs raketter, men valgte ikke at gøre det, da hun spurgte en israelsk talsmand: "vil Israel ikke forsøge at skyde dem ned i luften? De har jo evnen til at gøre det."
-
The Washington Post: Ligeledes bekendtgjorde en reporter vedrørende militære anliggender, Thomas Ricks, på nationalt tv, at unavngivne amerikanske militæranalytikere mener, at den israelske regering "med vilje har efterladt lommer af Hizbollah-raketter i Libanon, for så længe de bliver beskudt af raketter, kan de fortsat opretholde en slags moralsk gyldighed for deres operationer i Libanon." At få sin egen befolkning skadet, forklarede han, giver "det moralske overtag."
Alle disse presse- og udsendelsesaktiviteter stammer fra en opfattelse af, at det at lide tab og at ligne et offer gavner ens stilling i krigen. Mr. Hajjs fordrejelser var for eksempel beregnede på at skade Israels image og derved fremkalde intern uenighed, reducere landets internationale position og fremkalde et pres på regeringen om at standse angrebene på Libanon.
Men dette fænomen, hvor parterne hver især udstiller sin smerte og sine tab, vender op og ned på den historiske orden, hvor parterne hver især ønsker at skræmme fjenden ved at virke grum, ubøjelig og sejrssikker. Under Anden Verdenskrig forbød det amerikanske krigsministerium f.eks. i de første to krigsår offentliggørelsen af film eller fotografier, som viste døde amerikanske soldater, og blødte derefter kun gradvist op. I mellemtiden producerede dets bureau for levende billeder film som "Our Enemy – The Japanese [Vores fjende – japanerne]," som viste døde japanere og scener med japansk forarmelse.
At proklamere egen tapperhed og nedgøre fjendens har været normen gennem årtusinders egyptiske vægmalerier, græske vaser, arabisk poesi, kinesiske tegninger, engelske ballader og russisk teater. Hvorfor har kombattanterne (og deres allierede i pressen) nu vendt dette ældgamle, universelle mønster på hovedet, idet de underspiller deres egen styrke og fremhæver fjendens?
På grund af Amerikas og dets allieredes hidtil usete styrke. Som historikeren Paul Kennedy forklarede i 2002: "Militært betragtet er der kun én spiller på marken, som tæller." I et tidsmæssigt tilbageblik erklærer han: "Intet i stil med denne ulige magtfordeling har nogensinde eksisteret; intet." Og Israel, som både udgør en regional magt i sig selv og en nær allieret til Washington, indtager en tilsvarende overlegenhed vis-à-vis Hizbollah.
En sådan magt indebærer, at når Vesten kæmper mod ikke-Vesten, er udfaldet på slagmarken givet. Da dette ligger fast på forhånd, betragtes kampene mere som et politi-togt end som traditionel krigsførelse. Som ved et politi-togt bliver moderne krige vurderet ud fra deres legalitet, varigheden af fjendtlighederne, det forholdmæssige i den anvendte magt, antallet af tilskadekomne og døde og graden af økonomiske og miljømæssige skader.
Dette er alt sammen emner, der kan diskuteres, og diskuteret bliver de i en sådan grad, at det clausewitzske tyngdepunkt er flyttet fra kamppladsen til lederkommentarerne og nyhedsoplæserne. Hvordan krigen bliver opfattet, er langt vigtigere, end hvordan den rent faktisk bliver udkæmpet.
Denne nye virkelighed indebærer, at vestlige regeringer, uanset om det er Amerika i Irak eller Israel i Libanon, er nødt til at betragte public relations som en del af deres strategi. Hizbollah har tilpasset sig denne nye kendsgerning, men det har disse regeringer ikke.
