Nyhedsrapporter fra England tyder på, at tre islamistiske ledere i landet – Omar Bakri Mohammed, Abu Uzair og Abu Izzadeen – kan blive anklaget for forræderi.
De to førstnævnte udtalte efter angrebene i London den 7. juli, at de ikke ville varsko politiet, såfremt de havde kendskab til planer om udførelse af endnu et bombeangreb i England. Den tredje roste London-bombningerne for at have fået briterne til at "vågne op og lugte kaffen."
Men er anklager for forræderi realistiske? Ikke særligt. For det første, så er Mr. Mohammed flygtet, og nogle islamister er ikke britiske statsborgere. For det andet, som en official, Lord Carlile, har påpeget, så findes der formentlig ikke "en nulevende og aktivt arbejdende sagfører, som nogensinde har optrådt i nogen del af en forræderisag." Faktisk har England ikke oplevet nogen anvendelse af forræderiloven – som oprindeligt blev vedtaget i år 1351 - siden 1966, bortset fra to mindre tilfælde.
Dette fravær peger på en dybere virkelighed: forræderi som forbrydelse er i dag lige så uddød som blå love, alkoholforbud eller love, der forbyder raceblanding. Jeg forudser, at uden radikale forandringer vil ingen vestlig stat igen komme til at retsforfølge sine borgere for forræderi.
Indtil for nylig var forræderi et magtfuldt begreb. USA's forfatning definerer det som at "føre krig mod [De Forenede Stater] eller slutte sig til [dets] fjender og give dem hjælp og støtte." Rækken af berømte forrædere op gennem historien inkluderer Benedict Arnold, Vidkun Quisling og Lord Haw-Haw.
Forræderiloven har altid været vanskelig at anvende, men i dag er det helt umuligt, hvilket er blevet illustreret af sagen om den talibanske amerikaner, John Walker Lindh. Han blev taget til fange på slagmarken i Afghanistan, hvor han førte krig mod sine landsmænd, hvorfor en anklage for forræderi tydeligvis kunne anvendes på ham. Men han blev anklaget for mindre forseelser og erkendte sig skyldig i endnu mindre, såsom at "udføre tjenesteydelser for Taliban."
Hvorfor faldt det til jorden? Fordi forestillingen om loyalitet er grundlæggende forandret. Ifølge traditionen formodedes en person at være trofast over for det samfund, han/hun var blevet født ind i. En spanier eller en svensker var loyal over for sin monark, en franskmand over for sin republik, en amerikaner over for sin forfatning.
Denne formodning er nu forældet og erstattet af loyalitet over for ens politiske tilhørsforhold – socialisme, liberalisme, konservatisme eller islamisme, for at nævne nogle af valgmulighederne. Geografiske og sociale bånd betyder langt mindre end førhen.
Boer-krigen i 1899-1902 udgjorde en første milepæl i denne udvikling, da et betydeligt udsnit af den britiske offentlighed talte imod sin regerings krigsargumenter og handlinger. For første gang trodsede en fraktion med tilnavnet "Little Englanders" åbent myndighederne og opfordrede til en afslutning på krigsindsatsen.
Endnu en indikation kom under Første Verdenskrig, da inkompetencen hos de allieredes militære ledere førte til en massiv afstandtagen til regeringen. En tredje kom under den franske krig i Algier, da vrede intellektuelle såsom Jean-Paul Sartre virkningsfuldt opfordrede til mord på deres landsmænd: "Ved at skyde en europæer slår man to fluer med ét smæk, idet man dræber en undertrykker og den mand, han undertrykker."
Denne afstandtagen nåede sin fulde blomstring under Vietnam-krigen, hvor amerikanske dissidenter viftede med vietcong-flag og messede pro-Hanoi slogans ("Ho ho, Ho Chi Minh, NLF is gonna win").
Israel udgør et ekstremt eksempel på indre omvæltninger. Araberne, som udgør en sjettedel af befolkningen, skylder kun den jødiske stat meget lidt troskab og opfordrer sommetider åbent til vold imod den eller modsætter sig selve dens eksistens. Visse jødiske akademikere har ligeledes opfordret til arabisk vold. Dette indre klima har endda medført adskillige situationer, hvor jøder har hjulpet arabiske terrorister.
I dag er loyalitet over for ens eget samfund ikke længere en given ting; den skal vindes. Tværtimod er had til ens eget samfund og biståelse af fjenden blevet almindeligt. "Forræder" har, ligesom "bastard," mistet sine stigmata.
Denne nye situation har dybe implikationer. I krig må parterne for eksempel konkurrere for at tiltrække både deres egen befolknings loyalitet og loyaliteten hos fjendens befolkning. Under Anden Verdenskrig kæmpede de allierede mod Tyskland og Japan; i dag fokuserer de ikke på hele lande, men på Taliban eller Saddam Hussein i håbet om at vinde afghanernes eller irakernes tillid.
Dette kan medføre nye komplikationer: under opbygningen til Irak-krigen i 2003 tog anti-krigs-organisationer i Vesten effektivt parti for Saddam Hussein, mens koalitionen på sin side betonede sine irakiske støtter. I krigen mod terror er kampen om at vinde forbundsfæller altoverskyggende og flydende.
Forræderi som begreb er uddødt i Vesten. For at lykkes i krig må regeringer tage denne ændring i betragtning.
