To dage efter at de britiske myndigheder bremsede et angiveligt komplot, som skulle sprænge adskillige fly i luften over Atlanterhavet, offentliggjorde det "moderate" muslimske etablissement i England et aggressivt åbent brev til premierminister Tony Blair.
Det foreslog, at Mr. Blair bedre kunne bekæmpe terrorismen, hvis han erkendte, at den aktuelle britiske regeringspolitik, især med hensyn til "fiaskoen i Irak," giver "ammunition til ekstremisterne." Brevskriverne krævede, at premierministeren ændrer sin udenrigspolitik for at "give os alle større sikkerhed." En fremstående underskriver, Labour- og parlamentsmedlem Sadiq Khan, tilføjede, at Mr. Blairs modvilje mod at kritisere Israel øger det hav af mennesker, som terroristerne kan rekruttere.
Islamister inden for systemet udnyttede med andre ord det forpurrede islamistiske terrorkomplot til at presse den britiske regering til at virkeliggøre deres fælles ønsker og vende den britiske politik i Mellemøsten på hovedet. Lovlydige islamister gjorde således tusinders mulige død til løftestang for iværksættelsen af deres egen dagsorden.
Trods Blair-regeringens angivelige frygt for muslimske gadeuroligheder afviste den heftigt brevet. Udenrigsminister Margaret Beckett kaldte det for "den alvorligste fejltagelse." Viceudenrigsminister Kim Howells affærdigede det som "letkøbt." Indenrigsminister John Reid anså det for en "frygtelig fejlvurdering" at tro, at "dette lands udenrigspolitik skal formes delvist, eller i sin helhed, under truslen om terroraktivitet." Transportminister Douglas Alexander afviste brevet som "farligt og tåbeligt."
Ganske uforknyt pressede det "moderate" muslim etablissement imidlertid blot endnu hårdere på på hjemmefronten. Under et møde med højtstående regeringsrepræsentanter, herunder vicepremierministeren, den 14. august fremsatte det yderligere to krav: at et par islamiske religiøse helligdage skulle være officielle fridage, og at islamiske love vedrørende ægteskab og familieliv skulle anvendes i England. En muslim, som var til stede ved mødet, advarede senere regeringen mod alle planer om at profilere lufthavnspassagerer, for at ikke dette skridt skulle radikalisere de muslimske unge yderligere.
Hvorfor disse ultimative krav og hvorfor på dette tidspunkt? Ifølge Daily Mail forklarede lederen af den muslimske delegation den 14. august, Syed Aziz Pasha, sin gruppes logik: "hvis I giver os religiøse rettigheder, så kan vi bedre overbevise de unge mennesker om, at de bliver behandlet ligesom andre borgere." Hvad der var mere ildevarslende var, at Mr. Pasha truede regeringslederne. "Vi er villige til at samarbejde, men der bør være tale om et partnerforhold. De bør forstå vore problemer. Så vil vi forstå deres problemer."
Pressen reagerede med raseri på disse krav. The Guardian's Polly Toynbee fordømte det åbne brev som "faretruende tæt på at antyde, at regeringen selv var ude om det." The Daily Mirror's Sue Carroll beskrev Mr. Pashas position som "faretruende tæt på afpresning."
Dette var ikke de "moderate" britiske, muslimske lederes første forsøg på politisk jujitsu, nemlig at oversætte islamistisk vold til politisk slagkraft. Det samme skete, om end mindre aggressivt, i dønningerne efter bomberne i London i juli 2005, hvor de lukrerede på 52 uskyldige menneskers død til at kræve, at de britiske styrker skulle forlade Irak.
Det pres lykkedes, på to afgørende måder. For det første udsendte indenrigsministeriet efterfølgende en rapport, produceret af "moderate" muslimer, "Preventing Extremism Together" (Hvordan vi sammen forebygger ekstremisme), som formelt accepterede denne pacificerende tilgang. Som Dean Godson fra tænketanken Policy Exchange opsummerer om dokumentet, så gav den islamistiske terror "en vidunderlig, uventet mulighed for disse moderate til at kræve større magt og flere penge fra staten."
For det andet accepterer 72% af briterne i dag det islamistiske synspunkt, at Mr. Blairs "opbakning til aktionerne i Irak og Afghanistan" i højere grad har gjort England til et mål for terrorister, mens en ubetydelig 1% siger, at politikken har forbedret landets sikkerhed, ifølge en nylig meningsmåling. Offentligheden bakker solidt op om islamisterne, ikke om premierministeren.
Jeg har hævdet, at terrorisme generelt hindrer udviklingen af den radikale islam i Vesten ved at stimulere til fjendtlighed mod muslimer og bringe islamiske organisationer under uønsket granskning. Jeg må imidlertid indrømme, at vidnesbyrdene fra England – hvor terrorismen den 7. juli mere inspirerede til selvanklager end til vrede mod jihad – antyder, at volden også kan styrke den lovlige islamisme.
Og her kommer endnu en genovervejelse: Selvom jeg fastholder, at Europas fremtid – hvad enten det bevarer sin historiske kristne identitet eller bliver et vedhæng til det muslimske Nordafrika – stadig er et åbent spørgsmål, så antyder adfærden hos den britiske offentlighed, dette det svageste led i den vestlige kæde, at i det mindste den muligvis vil være alt for forvirret til at modsætte sig sin skæbne som Londonistan.
