Mobilside
Normal side
|
Daniel Pipes Mobilside Normal side |
| Hjemmeside | Artikler | Biografi | Søgning | English | |
af Daniel Pipes
New York Sun
8. Februar 2005
Oprindelig engelsk tekst: Denying [Islamist] Terrorism
Oversat af Mette Thomsen
Enhver, der har fulgt med i efterforskningen af nedslagtningen af Armanious-familien (mand, kone, to unge døtre), koptere bosat i Jersey City, N.J., midt i januar måned ved, hvem de formodede mistænkte er: islamister, som blev rasende på en kristen egyptisk immigrant, som vovede at engagere sig i en Internet-polemik imod Islam, og som forsøgte at omvende muslimer til kristendommen.
Myndighederne har imidlertid gjort sig blinde over for de omfattende og detaljerede beviser og insisterer på, at "ingen kendsgerninger på dette tidspunkt" dokumenterer et religiøst motiv til mordene.
På en eller anden måde overså anklageren, at alle fire medlemmer af denne stille familie blev bestialsk henrettet på den rituelt foreskrevne islamistiske måde (mangfoldige knivstik og næsten afskærelse af hovedet); at Jersey City er berygtet for sin islamistiske aktivisme og jihadiske vold, og at en islamistisk webside, indeholdt adskillige trusler mod Hossam Armanious med meddelelser som denne: "Vi opsporer dig som en kylling og dræber dig."
Lovens håndhævere synes mere optaget af at undgå et anti-muslimsk bagslag end af at finde gerningsmændene.
Denne fornægtende indstilling passer med et meget almindeligt mønster. Jeg har tidligere dokumenteret en modvilje i den nærliggende New York City mod at betragte Brooklyn Bridge i 1994 ("gadeoptøjer" var FBI's foretrukne beskrivelse) og skyderiet mod Empire State Building i 1997 ("mange, mange fjender i tankerne," sagde Rudolph Giuliani) som terrorisme. Og LAX-mordene i juli 2002 blev i begyndelsen affærdiget som en "arbejdsstrid", mens Beltway-snigskytternes rasen i oktober 2002 forblev uopklaret, idet det blev overladt til pressen at tilskrive den faktorer såsom et "stormfuldt [familie-] forhold."
Disse hændelser er dele af et endnu større mønster.
Mordet i 1990 på rabbiner Meir Kahane ved islamisten El Sayyid Nosair blev af politiet i begyndelsen tilskrevet "ordineret medicin mod eller sammen med depression."
Det egyptiske fly EgyptAir 990's styrt i 1999, som dræbte 217 – ved en med-pilot, som ikke burde have befundet sig nær flyets kontrolpanel på det pågældende tidspunkt, og som gentog 11 gange "Jeg stoler på Gud," alt imens han vred flyet nedad – forblev uopklaret af National Transportation Safety Board.
Et mindre flys bevidste styrt ned i et Tampa-højhus i 2002 ved bin Laden-sympatisøren Charles Bishara Bishop forblev uopklaret; familien stemte i ved at anklage akne-medicinen Accutane.
I forbindelse med mordet og næsten hovedafhuggelse på en israeler i Houston i 2003 ved en tidligere saudisk ven, som for nylig var blevet islamist, var politiet ude af stand til at finde "nogen beviser" for, at forbrydelsen havde noget som helst at gøre med religion.
Det er heller ikke et problem, der er enestående for amerikanske myndigheder.
Angrebet i 1993 på udenlandske gæster, som sad og spiste på Semiramis Hotel i Cairo, som dræbte fem og var ledsaget af det islamistiske råb "Allahu Akbar," inspirerede den egyptiske regering til at affeje drabsmanden som værende sindssyg.
Angrebet i 2000 på en bus fuld af synligt jødiske skolebørn nær Paris ved en hammerbankende nordafrikaner, der råbte "I er ikke i Tel-Aviv!" fik politiet til at beskrive overfaldet som en følge af en trafikepisode.
Ildebranden, som i 2003 raserede den jødiske ungdomsskole Merkaz HaTorah i en forstad til Paris, og som krævede 100 brandmænd for at slukke flammerne, blev af den franske indenrigsminister beskrevet som havende udelukkende "kriminel oprindelse."
Mordet i 2004 på en hasidisk jøde uden kriminel fortid, da han kom gående på en gade i Antwerpen nær et fortrinsvist muslimsk område, efterlod de belgiske myndigheder forvirrede: "Der er ingen tegn på, at racisme var involveret."
Jeg har citeret 13 sager her og kommer med oplysninger om flere hændelser på min weblog. Hvorfor dette gentagne ubehag hos myndighederne ved at erkende islamistisk terrorisme, hvorfor denne skammelige fornægtelse?
Og for den sags skyld, hvorfor en tilsvarende modvilje mod at erkende fakta vedrørende højredrejede ekstremister, som ved mordet i 2002 på en hasidisk jøde ved en bandende skinhead uden for et kosher-pizzeria i Toronto, som som politiet ikke fandt grund til at rubricere som en had-forbrydelse? Fordi terrorisme har langt større implikationer end ordineret medicinering, der går skævt, gadeoptøjer, vanvittige personer som går berserk, eller tilfældige arbejdsulykker. Dem kan man trække på skulderen ad. Islamistisk terrorisme, derimod, kræver en analyse af jihadiske motiver og et fokus på muslimer, og det er nogle skridt, der er højst uvelkomne hos myndighederne.
Derfor viger politi, anklagere og politikere tilbage for den grumme virkelighed til fordel for nogle dulmende og upræcise beroligende midler. Denne strudseagtige adfærd har store omkostninger; den, der nægter at se fjenden, kan ikke vinde over ham. Foregivelsen af, at terrorisme ikke finder sted, vil næsten med garanti sikre, at den gentager sig.
Beslægtede emner: Militant islam, Muslimer i USA, Muslimer i Vesten, Terrorisme tilmelding til daniel pipes' gratis danske ugentlige email-liste
