Hjælper terroristernes ugerninger i Vesten, såsom angrebene den 11. september 2001 og dem i Bali, Madrid, Beslan og London, den radikale islam med at nå sit mål om at vinde magt?
Nej, de virker lige modsat. Det skyldes, at den radikale islam har to forskellige forgreninger – den ene voldelig og illegal, den anden lovlig og politisk - og der er spændinger imellem dem. Den lovlige strategi har vist sig effektiv, men den voldelige tilgang stiller sig i vejen for den.
Den voldelige gren er først og fremmest repræsenteret ved verdens flygtning nr.1, Osama bin Laden. Tyrkiets populære og magtfulde premierminister, Recep Tayyip Erdoğan, repræsenterer den lovlige gren. Selv mens "Al Qaeda har flere statsmodstandere end omtrent nogen anden styrke i historien," som Daniel C. Twining bemærker, vejleder politiske imamer som Yusuf al-Qaradawi enorme tilhørerskarer på Al-Jazeeras tv-kanal og besøger Londons borgmester, Ken Livingstone. Og mens den shiitiske præst Muqtada al-Sadr lusker rundt i Irak på udkig efter en rolle, dominerer ayatollah Sistani landets politiske liv.
Ja, terrorismen dræber fjender, indgyder frygt og ødelægger økonomien. Ja, den stimulerer moralen og rekrutterer ikke-muslimer til islam og muslimer til islamisme. Den giver islamister lejlighed til at kæmpe for deres yndlingssager, f.eks. udslettelsen af Israel eller for at koalitionsstyrkerne skal trække sig ud af Irak. Den giver, som Mark Steyn noterer, efterretningsoplysninger om fjenden. Og ja, den tilskynder til politisk korrekt omtale af islam som en "fredselskende religion" og med muslimerne skildret som ofre.
Men af to hovedårsager gør terrorismen den radikale islam mere skade end gavn.
For det første, så opskræmmer og opildner den vesterlændinge. Bombningerne den 7. juli fandt f.eks. sted under G8-topmødet i Skotland, hvor verdenslederne havde blikket rettet mod global opvarmning, nødhjælp til Afrika og makro-økonomiske emner. I løbet af et minut i London rettede politikerne derefter opmærksomheden mod anti-terrorismen. På den måde afstivede terroristerne, som Mona Charen påpeger, "selv den mindste rest af beslutsomhed, der måtte være tilbage i den slatne, vestlige civilisation."
Mere bredt noterer Mr. Twining: "Opkomsten af Al Qaeda har fremkaldt den slags storslåede vilje til alliance, som ikke har været set siden dannelsen af Europa tog form i 1815." (Selv Madrid-bomberne, som kan synes en undtagelse, førte til en bemærkelsesværdig styrkelse af anti-terrorismetiltagene i Spanien og andre europæiske lande.)
For det andet hindrer terrorismen den politiske islamismes tyste arbejde. I fredelige tider udfører organisationer som Muslim Council of Britain og Council on American-Islamic Relations effektivt deres virksomhed til fremme af deres dagsorden om at gøre islam "dominerende" og indførelse af dhimmitude (hvor ikke-muslimer accepterer islamisk overhøjhed og muslimers privilegier). Vesterlændinge reagerer generelt sådan, som langsomt kogte frøer forventes at gøre, nemlig med ikke at lægge mærke til noget.
På den måde har Muslim Council of Britain opnået ridderslag fra den engelske dronning, begejstret støtte fra premierminister Blair, indflydelse i udenrigs- og commonwealth-kontoret, og 250.000 engelske, skatteborgerbetalte pund fra ministeriet for handel og industri.
På den anden side af Atlanten indynder CAIR sig i en vifte af vigtige nordamerikanske institutioner, herunder FBI, NASA og Canadas Globe and Mail-avis. Den har vundet godkendelse fra højtstående politikere, såvel republikanere (Floridas guvernør, Jeb Bush) som demokrater (Det Demokratiske Hus' leder og medlem af Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi). Den har arrangeret et møde mellem muslimer og Canadas premierminister, Paul Martin. Den har fået et Hollywood-studie til at ændre plottet i en fremtrædende film og et tv-netværk til at køre en offentlig bekendtgørelse. Den har tilskyndet en radiostation til at fyre en vært ved et talk-show.
Terrorismen besværliggør disse fremskridt, idet den opildner til fjendskab mod islam og muslimer. Den udsætter islamiske organisationer for uønsket granskning fra mediernes, regeringens og lovhåndhævernes side. CAIR og MCB må derefter udkæmpe bagtroppernes slag. Bomberne den 7. juli afbrød dramatisk (om så blot midlertidigt) udviklingen af "Londonistan," Englands nedsynken til multikulturel udmattelse og anti-terroristisk kluntethed.
Nogle islamister erkender problemet. En britisk skribent formaner sine muslimske fæller på en webside: "Er I ikke klar over, at islam vokser i Europa??? Hvorfor pokker roder I så tingene sammen???" En muslimsk urmager i London bemærker ligeledes: "Vi behøver ikke at slås. Vi er i fuld gang med at tage over!" Soumayya Ghannoushi fra University of London peger bittert på, at Al-Qaedas største indsats har bestået i at udgyde uskyldigt blod og "puste til fjendtlighedens flamme mod islam og muslimer."
Tingene er ikke, som de ser ud til. Terrorismen skader den radikale islam og hjælper dens modstandere. Volden og ofrenes smerte gør det vanskeligt at få øje på det, men uden uddannelsen til mord ville den lovlige islamistiske bevægelse vinde langt mere.
