"Europa bliver i højere og højere grad en islamisk provins, en islamisk koloni." Sådan siger Oriana Fallaci i sin nye bog, La Forza della Ragione (Fornuftens kraft). Og den berømte italienske journalist har ret: Kristendommens ældgamle højborg i Europa viger hurtigt pladsen for Islam.
To ting bidrager især til denne verdensomvæltende udvikling.
-
Kristendommens udhuling. Europa er i stigende grad et post-kristent samfund med en stadig svagere tilknytning til egne traditioner og egne historiske værdier. Antallet af aktivt troende kristne er raslet ned i de seneste to generationer og har nået et punkt, som får nogle iagttagere til at kalde området for det "nye mørke kontinent." Analytikere anslår allerede, at moskeerne i England hver uge bliver besøgt af flere tilhængere end den anglikanske kirke.
-
En aftagende fødselsrate. De indfødte europæere uddør. Opretholdelsen af en befolkning kræver, at hver eneste kvinde gennemsnitligt føder 2,1 barn; i EU ligger den almindelige frekvens på en tredjedel mindre, nemlig på 1,5 barn per kvinde, og den er dalende. En undersøgelse hævder, at såfremt den nuværende befolkningstendens fortsætter, og indvandringen går i stå, så kan vore dages europæiske befolkningstal på 375 millioner være faldet til 275 millioner i 2075. For at bevare den arbejdende andel af befolkningen har EU brug for 1,6 millioner indvandrere om året, og opretholdelsen af det nuværende forhold mellem den arbejdende og den pensionerede del af befolkningen kræver det forbløffende antal af 13,5 millioner indvandrere årligt.
Ind i dette tomrum ankommer Islam og muslimerne. Hvor kristendommen vakler, er Islam robust, selvsikker og ambitiøs. Hvor europæerne først får børn i en moden alder og i dalende omfang, gør muslimerne det i stort antal som unge.
Godt 5% af EU's indbyggere eller næsten 20 millioner mennesker opfatter i øjeblikket sig selv som muslimer; hvis de nuværende tendenser fortsætter, vil dette tal nå op på 10% i 2020. Hvis ikke-muslimerne flygter fra den nye islamiske orden, hvilket må formodes at være sandsynligt, kan kontinentet opleve at få et flertal af muslimer i løbet af ganske få årtier.
Når det sker, vil de store katedraler fremstå som levn fra en tidligere civilisation — i det mindste indtil et regime i saudisk stil forvandler dem til moskeer eller et Taliban-lignende regime sprænger dem i luften. De store nationale kulturer — italiensk, fransk, engelsk og andre — vil sandsynligvis visne hen og blive erstattet af en ny transnational, muslimsk identitet, som blander nordafrikanske, tyrkiske, subkontinentale og andre træk.
Denne forudsigelse er næppe ny. I 1968 holdt den britiske politiker Enoch Powell sin berømte tale "rivers of blood" (floder af blod), hvori han advarede om, at England med sin accept af overdreven indvandring "byggede op til sit eget ligbål." (De ord standsede en ellers lovende karriere.) I 1973 udgav den franske forfatter Jean Raspail Camp of the Saints (De frommes lejr) en roman, som skildrede et Europa, der faldt for en massiv og ukontrolleret indvandring fra det indiske subkontinent. Den fredelige forvandling af en hel region fra én større civilisation til en anden, som nu er på vej, har intet fortilfælde i menneskets historie, hvilket gør det nemt at overhøre disse stemmer.
Der eksisterer stadig en mulighed for, at denne forvandling ikke får lov til at finde sted, men udsigterne forringes med tiden. Her er flere mulige måder, hvorpå den kan standses:
-
Forandringer i Europa, som fører til en genvækkelse af den kristne tro, et stigende fødselstal eller kulturel assimilation af indvandrerne; disse processer vil teoretisk set kunne finde sted, men hvad der skulle fremkalde dem, er svært at forestille sig.
-
Muslimsk modernisering. Af grunde, som ingen endnu helt har regnet ud (uddannelse af kvinder? krav om abort? voksne som er for optaget af sig selv til at få børn?), fører den moderne tilværelse til et drastisk fald i fødselstallet. Og hvis den muslimske verden bliver mere moderne, kan dragningen mod at flytte til Europa aftage.
-
Indvandring fra andre kilder. Latinamerikanere, som er kristne, ville mere eller mindre gøre det muligt for Europa at bevare sin historiske identitet. Hinduer og kinesere ville øge den kulturelle mangfoldighed og gøre det mindre sandsynligt, at Islam kom til at dominere.
De aktuelle tendenser tyder på, at der vil ske en islamisering, for europæerne synes at anse det for alt for besværligt at få børn, at standse den illegale indvandring, og sågar at sprede kilderne til indvandring. I stedet foretrækker de at leve ulykkeligt i civilisatorisk senilitet.
Europa har samtidig nået hidtil usete højder af fremgang og fred og udvist en enestående mangel på evne til at sikre sin egen bæredygtighed. En demograf, Wolfgang Lutz, har sagt følgende, "Aldrig tidligere i verdenshistorien har man oplevet negativ fremdrift i så stor målestok."
Er det uundgåeligt, at det allermest strålende og succesrige samfund også vil være det første, der står i fare for at bryde sammen på grund af manglende kulturel selvsikkerhed og mangel på afkom? Ironisk nok synes skabelsen af et uhyre tiltrækkende sted at leve også at rumme opskriften til selvmord. Den menneskelige komedie fortsætter.
