Samtlige 177 udenlandske ambassader beliggende i Washington forsøger uden tvivl at læse i kaffegrumset for at finde ud af, hvad den kommende præsident Donald Trumps udenrigspolitik vil blive. Hans inkonsekvens og modsigelser gør det imidlertid næsten umuligt.
I stedet for at gætte vil jeg derfor i stedet fokusere på, hvad USA's politik burde være i ét område: Mellemøsten, og jeg vil begynde med nogle generelle retningslinier og dernæst gå over til konkrete forhold.
Da det til stadighed er verdens mest ustabile område, er målet beskedent: at minimere problemerne og undgå katastrofer. De to foregående præsidenter formåede end ikke dette og fejlede på hver sin måde. George W. Bush forsøgte at gøre for meget i Mellemøsten: Tænk på hans mål om nation-building i Afghanistan, at bringe frihed og velstand til Irak, at etablere demokrati i Egypten, og at løse den arabisk-israelske konflikt – hvert eneste af disse tiltag fejlede på spektrakulær vis. Som en modreaktion på Bushs "imperialistiske overbebyrdelse" gjorde Barack Obama det modsatte: Han trak amerikanerne for tidligt ud af konflikter, trak grænser, som han senere opgav, erklærede en utopi for "omdrejningspunktet for Asien" og gav næsten frie tøjler til Ruslands ambitioner.
 George W. Bush og Barack Obama fejlede begge i Mellemøsten. |
USA's fremtidige politik bør ligge et sted mellem disse to yderligheder, idet den beskytter amerikanerne, fremmer amerikanske interesser og støtter USA's allierede. Man bør ikke gøre sig forhåbninger om at bringe regionen på ret køl igen, men man skal heller ikke trække sig tilbage ind i isolationisme. Vær varsom med at afgive løfter og overhold dem på pålidelig vis. Tænk inden du handler.
Hvordan kan denne fornuftsbetonede tilgang anvendes i Mellemøsten i forbindelse med regionens store problemer, såsom dem, der involverer Iran, Saudi-Arabien, Tyrkiet, Syrien, Egypten og den arabisk-israelske konflikt?
Iran er den altoverskyggende største bekymring. Den nye regering bør straks bryde fuldstændigt med den ejendommelige ikke-traktat kendt som 'Den Fælles Samlede Handlingsplan' eller 'Iranaftalen'. Præsidenten kan ensidigt tage dette skridt, og det bør efterfølges af et ultimatum: Hvis iranerne ikke afvikler deres kernevåbenprojekter fuldstændigt inden en given dato, vil den amerikanske regering udføre opgaven på deres vegne. Kun på denne måde kan Den Islamiske Republik Iran forhindres i at få kernevåben, hvilket ikke kun er altafgørende for Israel og andre mellemøstlige lande, men også for amerikanerne, da Iran må formodes at oparbejde kapacitet til at udføre elektromagnetisk puls angreb, der ville kunne ødelægge USA's elforsyningsnet og medføre dødsfald blandt 90% af befolkningen.
 Iranaftalen: den største diplomatiske dumhed nogensinde? |
USA har længe haft en fjendtligt indstillet allieret i Kongeriget Saudi-Arabien, der er en vigtig energileverandør samtidig med, at de økonomisk støtter en frastødende udgave af islam. Saudi-Arabien har på det seneste påtaget sig en ny rolle som den førende regionale magt, der står fast over for Iran, hvilket gør monarkiets sikkerhed vigtigere end nogensinde for USA. De yngre generationer af saudiarabiske ledere virker heldigvis til at være villige til at moderere den traditionelle aggressive islamisme, hvis den amerikanske regering ellers pressede hårdt nok på.
Hvor Obama-regeringens engang så aktive romance med Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdoğan er kølnet betragteligt, foregiver USA ikke desto mindre, at Tyrkiet fortsat er en stålsat allieret, mens man i offentligheden ser bort fra, at regeringen har forandret sig til et fjendligt diktatur med stadigt tættere bånd til Rusland og Kina. Diplomatiets flinkeskole har tydeligvis ikke formået at standse Erdoğans ambitioner. Det er derfor på tide at gøre det klart for tyrkerne, hvor meget de vil miste i form af handel, militærhjælp og diplomatisk støtte, hvis de ikke snart skifter kurs.
 Kinas Xi og Ruslands Putin: Tyrkiets Erdoğans allerbedste venner? |
Obamas ubeslutsomhed i Syrien skyldes fjendtligheden og afskyeligheden hos tre af landets fire store aktører: Islamisk Stat i Irak og Syrien, sunniarabiske oprørere (hvoraf de fleste er islamister), der støttes af Tyrkiet, Qatar og Saudi-Arabien, og endelig Assad-styret, der støttes af de iranske og russiske regeringer. Det er kun Syriens Demokratiske Styrker (SDF), som består af det hovedsageligt kurdiske Folkets Forsvarsenheder (YPG), der er anstændige og venligtsindede. I en næsten hobbesiansk tilstand af alles kamp mod alle (bortset fra, at Islamisk Stat og Assad holder sig fra hinanden) kan Obama-regeringen ikke udstikke en politik og holde sig til den. Den hjælper prisværdigvist SDF, men overbetoningen af at ødelægge Islamisk Stat fører til, at den danner afskyelige alliancer med Tyrkiet, Iran og Rusland. USA burde i stedet hjælpe sin eneste allierede og anspore de andre tre aktører til at bekæmpe hinanden, indtil de går i glemmebogen.
Obama-regeringen har insisteret på princippet om at favorisere demokratiske ledere, selv hvis de er valgt under tvivlsomme forhold og er fjendtligt sindede. Den tilbageholdt således våbenleverancer og nødhjælp i forsøget på at straffe Egyptens Abdel Fattah el-Sisi, der var kommet til magten ved et statskup. Denne formålsløse afstandtagen bør straks ændres, så amerikanerne kan hjælpe en knap så kompetent egyptisk leder til at bekæmpe sult og islamisterne. Man ville derved hjælpe ham med at beholde magten og holde Det Muslimske Broderskab væk fra magten.
Den arabisk-israelske konflikt, der engang var Mellemøstens farligste brændpunkt, er gledet i baggrunden (i det mindste midlertidigt). Den lavintense vold fortsætter, men dens potentiale til at eskalere er mindsket i en tid med mellemøstlig kold og varm krig. Den nye regering bør straks signalere, at den betragter Israel som USA's nærmeste og vigtigste mellemøstlige allierede; den bør også gå bort fra det endeløse pres på Israel for at give indrømmelser til det palæstinensiske selvstyre. Endnu bedre vil det være, hvis den frasiger sig den næsten 25 år gamle løgn om, at palæstinenserne er Israels "fredspartner" og i stedet opfordrer israelerne til at presse palæstinenserne til at indse behovet for, at de ensidigt og permanent anerkender Israel som den jødiske stat.
En enkel politik, der beskytter amerikanerne og deres allierede, vil give gode muligheder for at rette op på arven fra de to fløjes katastrofale fejltagelser.
