En kold krig udgør "nøglen til forståelse af Mellemøsten i det 21. årh." Det hævder Yigal Carmon og tre af hans kolleger ved Middle East Media and Research Institute (MEMRI) i en nylig undersøgelse, "An Escalating Regional Cold War."
 Irans præsident Mahmoud Ahmadinejad (t.v.) sammen med Saudi-Arabiens kong Abdullah i Mekka i december 2005. |
En kold krig er, ifølge Merriam-Webster-ordbogen, "en konflikt om ideologiske forskelle, udfoldet med metoder uden længerevarende, åbenlys militær aktivitet og sædvanligvis uden at bryde de diplomatiske forbindelser." Bemærk de tre elementer i denne definition: ideologiske forskelle, ingen egentlige kampe og intet brud på de diplomatiske forbindelser.
Det klassiske eksempel på en kold krig omfattede selvfølgelig USA og Sovjetunionen mellem 1945 og 1991, et langvarigt og globalt dødvande. Den "arabiske kolde krig" i årene 1958-70, som var mere kortvarig og mere lokal, er et andet nævneværdigt eksempel. Dengang forsøgte Gamal Abdel Nasser, en egyptisk revolutionær, at åbne regionen, mens saudierne førte an i bestræbelserne på at bevare status quo. Denne konflikt kulminerede i Yemen-krigen 1962-70, en hadsk konflikt, som først ophørte ved Abdel Nassers død.
I dag splitter en ny ideologisk opdeling regionen, en splittelse som jeg har kaldt for Mellemøstens kolde krig. Dens dynamik er med til at forklare den stadigt mere fjendtlige konfrontation mellem to blokke.
-
Den revolutionære blok og dens allierede: Iran fører an for Syrien, Qatar, Oman og to organisationer, Hizbollah og Hamas. Tyrkiet tjener som en meget vigtig hjælper. Irak sidder i kulissen. Paradoksalt nok er flere af disse lande i sig selv klart ikke-revolutionære.
-
Status-quo-blokken: Saudi-Arabien fører an (igen), og Egypten, Jordan, Libanon, Tunesien, Algeriet, Marokko og de fleste arabisk-talende stater følger efter, sammen med Fatah. Israel tjener som halvvejs hjælper. Bemærk, at Egypten, som engang styrede sin egen blok, i dag fører an sammen med Saudi-Arabien, hvilket afspejler Cairos aftagende indflydelse gennem det seneste halve århundrede.
-
Nogle stater, såsom Libyen, sidder på sidelinjen.
Den nuværende kolde krig går tilbage til 1979, hvor Ayatollah Khomeini greb magten i Teheran og skjulte sine store ambitioner om at destabilisere andre stater i regionen for at gennemtvinge sin gren af den revolutionære islam. Disse ambitioner aftog efter Khomeinis død i 1989, men kom buldrende tilbage med Ahmadinejads præsidentembede i 2005, sammen med opbygningen af masseødelæggelsesvåben, udbredt terrorisme, engagement i Irak og krav om Bahrain.
Mellemøstens kolde krig giver sig mange signifikante udtryk; her kommer fire af dem.
(1) I 2006, da Hizbollah kæmpede mod de israelske forsvarsstyrker, IDF, fordømte flere arabiske stater offentligt Hizbollah for dens "uventede, upassende og uansvarlige handlinger." En leder i en iransk avis svarede med en "evig forbandelse af det saudiske hofs muftier og af Egyptens farao."
(2) Den marokkanske regering kundgjorde i marts 2009, at den havde afbrudt de diplomatiske forbindelser med Teheran på grund af "utålelig indblanding i kongedømmets indre anliggender," nemlig iranske bestræbelser på at omvende sunnier til den shiitiske udgave af islam.
(3) Den egyptiske regering arresterede 49 Hizbollah-agenter i april og beskyldte dem for at destabilisere Egypten; Hizbollahs leder Hassan Nasrallah bekræftede derefter, at gruppens leder arbejdede for ham.
(4) De ellers tætte tyrkisk-israelske bånd træder vande, mens Ankaras i stigende grad åbenlyst islamistiske ledelse modarbejder den israelske regerings politik, udbreder fjendtlig sprogbrug imod den jødiske stat, inviterer dennes fjender til Ankara, overfører iranske våben til Hizbollah og benytter anti-zionisme til at isolere det tyrkiske militær.
Det kunne se ud, som om Mellemøstens kolde krig er med til at reducere spændingerne i området ved at dreje følelserne væk fra den tilsyneladende endeløse arabisk-israelske konflikt. Det er imidlertid ikke tilfældet. Hvor giftigt forholdet mellem Fatah og Hamas end måtte være, idet de hver især slår hinandens aktører ihjel, så vil de i sidste ende altid forene deres kræfter imod Israel. Washington vil således heller ikke finde større støtte i Saudi-Arabien eller hos noget andet medlem af dets blok, imod Iran. I sidste ende vægrer muslimske stater sig altid ved at slutte sig sammen med ikke-muslimer imod andre muslimer.
Set i et bredere perspektiv, så internationaliserer Mellemøstens kolde krig nogle spørgsmål, som engang var rent lokale – såsom marokkanernes religiøse tilhørsforhold – idet man påfører dem Mellemøstens vidtrækkende eftervirkninger. Således føjer denne kolde krig nye antændelsespunkter og større sprængfarlighed til det område, som i forvejen udgør verdens mest ustabile region.
