Analytikerne er enige om, at "nedbrydningen af det syriske regimes formåen tager til," at det skridt for skridt bliver ved med at trække sig tilbage, hvilket i stigende grad gør et gennembrud for oprørerne og en islamistisk sejr mulig. I en reaktion herpå ændrer jeg min anbefalede politik fra neutralitet til noget, som får mig, der har en humanitær indstilling og som gennem årtier har været en fjende af Assad-dynastiet, til at tøve før jeg skriver det:
De vestlige regeringer bør støtte Bashar al-Assads onde diktatur.
Her er logikken bag dette modstræbende råd: Onde kræfter udgør en mindre fare for os, når de bekriger hinanden. Det (1) fastholder dem i at fokusere lokalt og (2) forhindrer, at nogen af parterne går af med sejren (og dermed kommer til at udgøre en endnu større fare). Vestlige magter bør lede deres fjender ind i et dødvande ved at hjælpe den tabende part for på den måde at trække konflikten ud.
Der findes fortilfælde til en sådan politik. Gennem det meste af 2. Verdenskrig var Nazi-Tyskland i offensiven imod Sovjet-Rusland og fastholdelsen af de tyske tropper på østfronten var afgørende for en allieret sejr. Franklin D. Roosevelt hjalp derfor Joseph Stalin ved at forsyne hans styrker og koordinere krigsindsatsen med ham. Set i bakspejlet var denne moralsk set afskyelige, men strategisk nødvendige politik succesrig. Og Stalin var et langt værre uhyre end Assad.
 Stalin, Saddam Hussein ... og Bashar al-Assad? |
Irak-Iran-krigen i 1980-88 skabte en lignende situation. Efter midten af 1982, hvor ayatollah Khomeinis styrker var i offensiven imod Saddam Husseins, begyndte de vestlige regeringer at støtte Irak. Javist, det irakiske regime havde startet fjendtlighederne og var mere brutalt, men det iranske var ideologisk set farligere og i offensiven. Det var bedst, at fjendtlighederne bandt begge parter og forhindrede dem hver især i at løbe af med sejren. Med Henry Kissingers formentlig opdigtede ord: "Det er en skam, at de ikke begge kan tabe."
 FDR, Reagan ... og Obama? |
Anvender man samme logik på Syrien i dag, finder man nogle bemærkelsesværdige paralleller. Assad udfylder Saddam Husseins rolle – den brutale Ba'athist-diktator, som påbegyndte volden. Oprørsstyrkerne ligner Iran – det oprindelige offer, som bliver stærkere med tiden og udgør en voksende islamistisk fare. De fortsatte kampe bringer naboerne i fare. Begge sider begår krigsforbrydelser og udgør en fare for vestlige interesser.
Ja, Assads overlevelse vil gavne Teheran, regionens farligste regime. Men husk, en sejr til oprørerne vil give den stadig mere slyngelagtige tyrkiske regering en kolossal reklame samtidig med, at det vil give jihadisterne mere magt og erstatte Assad-regeringen med nogle triumferende, opflammede islamister. En fortsættelse af kampene vil volde mindre skade på vestlige interesser, end at disse grupper tager magten. Der findes værre udsigter, end at sunni- og shi'a-islamister forkludrer tingene, og at Hamas-jihadister dræber Hizbollah-jihadister og vice versa. Det bedste er, at ingen af parterne vinder.
 Et ødelæggelsesscenarie i Aleppo. |
Samtidig bør Vesten være tro mod sin moral og hjælpe med at bringe krigsførelsen mod civile, de millioner af uskyldige mennesker som ufortjent lider under borgerkrigens rædsler, til ophør. De vestlige regeringer bør finde nogle mekanismer til at tvinge de fjendtlige parter til at adlyde lovene for krigsførelse, især dem der isolerer kombattanter fra ikke-kombattanter. Dette kunne indebære, at man pressede oprørernes forsyningslande (Tyrkiet, Saudi-Arabien, Qatar) og den syriske regerings støtter (Rusland, Kina) til at gøre deres hjælp betinget af, at lovene for krigsførelse overholdes; det kunne endda indbefatte vestlig brug af magt imod overtrædere på begge sider. Dette ville opfylde pligten til at beskytte.
Når den lykkelige dag oprinder, hvor Assad & Teheran kæmper imod oprørerne & Ankara til begges gensidige udmattelse, kan vestlig støtte gå til ikke-ba'athister og ikke-islamistiske elementer i Syrien og hjælpe disse med at præsentere et moderat alternativ til de jammerlige valgmuligheder, vi ser i dag, og føre landet mod en bedre fremtid.
11. apr. 2013 tilføjelser: Nogle overvejelser som ikke kunne passes ind i hovedartiklen:
(1) Før denne artikel udkom gav jeg forskellige interviews (her, her og her), hvor jeg talte for en taktisk støtte til Assad-regimet; dette udløste diverse ukvemsord fra CAIR og nogle hysteriske reaktioner, hvor det blev påstået, at jeg opfordrede til folkedrab i Syrien. Nej: Jeg ser frem til den dag, hvor Syrien har fred med sig selv og er en god nabo, hvor landets regering er demokratisk og lovlydig. Men indtil denne fjerne tid foretrækker jeg, at onde kræfter retter deres opmærksomhed mod hinanden frem for mod omverdenen.
(2) Vedrørende argumentet om, at tidlig vestlig støtte til oprørerne ville have forhindret islamisterne i at dominere dem (hvilket de gør nu), vil jeg svare, at flere vestmagter faktisk tidligt støttede oprørerne i Tunesien, Libyen og Egypten, og se bare hvad det resulterede i – islamister dominerer alle tre lande. Det samme ville sandsynligvis have været tilfældet i Syrien. Vestlig hjælp har ikke voldsom stor indflydelse, når det gælder ændring af en ideologisk bevægelses kurs.
(3) Jeg bryder mig ikke om at skulle tale for støtte til Assad og respekterer intentionerne hos dem, der deler mine mål, men er uenige med mig vedrørende midlerne. Jeg mener dog, at de begiver sig ud i en ikke-strategisk ønsketænkning.
(4) At min tilgang prioriterer strategiske overvejelser viser, at den, set i en moderne, vestlig, politisk sammenhæng, er konservativ. Venstreorienterede har en tiltro til deres egen trivsel og velfærd, som konservative mangler. Hvor venstreorienterede er tilbøjelige til at bekymre sig om andre (f.eks. sjældne snegleædende aborrer), er konservative tilbøjelige til at bekymre sig om sig selv (f.eks. tilstrækkelig elforsyning). I overensstemmelse med denne temperamentsforskel fokuserer de første derfor på civil velfærd i Syrien og de sidste på vestlig sikkerhed.
