Hver eneste større regering har fordømt kupforsøget i Tyrkiet, og det samme gjorde alle fire partier med repræsentanter i det tyrkiske parlament. Selv Fethullah Gülen, den religiøse figur som beskyldes for at have stået bag forsøget på statsomvæltning, gjorde det.
Hvilket alt sammen gør, at jeg føler mit lidt alene med mit fredags-tweet lige efter, at opstanden var begyndt: "#Erdoğan stjal det seneste valg i #Tyrkiet og regerer despotisk. Han fortjener at blive væltet ved et militærkup. Jeg håber, at det lykkes."
Denne mindretalsposition, som er tæt på en énmandsstilling, antyder, at en forklaring på mere end 140 tasteanslag er på sin plads. Der er tre grunde til min støtte til fjernelsen af den tilsyneladende demokratisk valgte og demokratisk regerende præsident, Recep Tayyip Erdoğan, ved tilsyneladende reaktionære kræfter:
Erdoğan stjal valget. Erdoğan er en islamist, som i begyndelsen, både som borgmester i Istanbul og som Tyrkiets premierminister, var kendetegnet ved at spille efter reglerne. Men som tiden gik, begyndte han at lade hånt om disse regler, især valgreglerne. Han monopoliserede de statslige medier, opmuntrede stiltiende til fysiske angreb på oppositionspartiernes medlemmer og stjal stemmerne. Især viste det seneste landsdækkende valg den 1. november mange tegn på manipulation.
Erdoğan regerer despotisk. Erdoğan har taget kontrol med den ene institution efter den anden, selv i de to år efter at han blev præsident, en konstitutionel og historisk ikke-politisk stilling. Resultatet? En stadig større andel af tyrkerne arbejder direkte under hans eller hans yndlinges kontrol: premierministeren, ministerrådet, dommerne, politiet, lærerne, bankdirektørerne, ejerne af medieselskaberne og andre forretningsledere. Den militære ledelse har føjet sig efter Erdoğan, men som kupforsøget bekræftede, er officerskorpset den eneste institution, der er forblevet uden for hans direkte kontrol.
Erdoğan bruger sin despotiske magt til skadelige formål, såsom at føre en decideret borgerkrig imod kurderne i det sydøstlige Tyrkiet, at hjælpe ISIS, foretage aggressive udfald mod naboerne og fremme sunni-islamismen.
 Kampe mellem kurderne og politiet har medført store skader i Istanbuls Gazi-distrikt. |
Militær intervention har tidligere fungeret i Tyrkiet. Tyrkiet er det land, hvor militære statskup har haft den mest positive virkning. I alle de fire kup i nyere tid (1960, 1971, 1980, 1997) har generalstaben udvist en disciplineret forståelse af sin rolle – at rette statens skude op og derefter gå af vejen for den. Deres regerende mellemspil varede i henholdsvis fem år, to og et halvt år, tre år og nul år.
Tyrkiet ville lige nu have gavn af en stund med militær omjustering og et ophør af Erdoğans tiltagende slyngelregimente, også selvom det betød, at man erstattede ham med en mere fornuftig, islamistisk figur fra hans eget parti, såsom Abdallah Gül eller Ali Babacan.
Med de mindeværdige ord fra Çevik Bir, en førende figur fra kuppet i 1997: "I Tyrkiet har vi et ægteskab mellem islam og demokrati. ... Barnet af dette ægteskab er sekularisme. Dette barn bliver sygt fra tid til anden. Tyrkiets væbnede styrker er lægen, der redder barnet." I dag er dette barn meget sygt og har brug for sin læge. Desværre blev lægen standset denne gang. Man kan kun gisne om, hvor meget sygdommen nu vil brede sig.
 Gen. Cevik Bir forærede mig en souvenir på det tyrkiske militærs hovedkvarter i Ankara, 1997. |
Vi har en begyndende idé om, hvordan det kommer til at se ud: 6.000 tyrkere er allerede blevet arresteret, næsten 3.000 dommere og anklagere er blevet fyret, og forholdet til Washington er eskaleret til noget nær krisestemning med Erdoğans krav om udlevering af Gülen. Uanset hvor stenet fortidens vej måtte have været, ser den fremtidige endnu mere rystende ud.
Jeg gentager min spådom om, at Erdoğans undergang vil ske på det udenrigspolitiske område. Ved at udfolde den samme krigeriskhed i internationale relationer, som fungerer så godt i den hjemlige politik, vil han sandsynligvis møde sit fald på et tidspunkt, hvor han er lige netop for aggressiv til sit eget bedste. Efter at have betalt en tung pris vil Tyrkiet da omsider slippe af med sin megaloman.
