Republikken Tyrkiet, som længe befandt sig i en demokratiseringsproces og var solidt plantet i den vestlige lejr, oplever nu at drive for vinden internationalt og befinder sig i centrum af to ydre kriser, borgerkrigen i nabolandet Syrien og den illegale immigration, som ændrer europæisk politik. Udsigterne for Tyrkiet og dets naboer er bekymrende, om ikke ildevarslende.
Den afgørende udvikling begyndte, da Recep Tayyip Erdoğan kom til magten i 2002, hvor et valgresultat ved et lykketræf gav ham den totale regeringskontrol, som han derefter brillant omvekslede til personlig dominans. Efter flere års tilbageholdenhed og moderation dukkede hans sande personlighed frem – svulstig, islamistisk og aggressiv. I dag søger han at komme til at regere som despot, en ambition som volder hans land uophørlige, undgåelige problemer.
I begyndelsen tillod Erdoğans disciplinerede tilgang til finanserne tyrkisk økonomi at opleve en vækst á la Kina og skaffede ham stadig større vælgerstøtte, alt imens Ankara blev til en ny spiller i de regionale affærer. Men siden har konspirationsteorier, korruption og kortsynethed skåret sig ind i væksten og gjort Tyrkiet økonomisk sårbar.
I begyndelsen tog Erdoğan nogle hidtil usete skridt til en løsning af landets kurdiske problem i en erkendelse af, at dette etniske mindretal, som udgør godt og vel 20 procent af landets befolkning, har sin egen kultur, og gav det lov til at udtrykke sig på sit eget sprog. Men af valgmæssige årsager vendte han sidste år pludselig rundt på en tallerken, hvilket resulterede i en kurdisk opstand, der var voldelig og mere beslutsom end nogensinde til det punkt, hvor borgerkrig er blevet en reel mulighed.
I begyndelsen accepterede Erdoğan det traditionelle selvstyre hos de større institutioner i tyrkisk liv – domstolene, militæret, pressen, bankerne, skolerne. Men ikke længere; i dag søger han at komme til at kontrollere alt. Tag f.eks. de to fremtrædende journalister Can Dündar og Erdem Gül: fordi deres avis, Cumhuriyet, udstillede den tyrkiske regerings hemmelige støtte til Islamisk Stat (ISIS), fik Erdoğan dem fængslet på en surrealistisk anklage om spionage og terrorisme. Og endnu værre, da forfatningsdomstolen (Tyrkiets højeste) omstødte dommen, beskyldte Erdoğan retten for at dømme "imod landet og dets befolkning" og antydede, at han ville ignorere dens afgørelse.
 Erdem Gül (t.v.) og Can Dündar ved deres løsladelse fra fængslet. |
I begyndelsen bibeholdt Erdoğan forsigtige og korrekte relationer til Moskva, havde økonomisk fordel af det og brugte Rusland som balance i forhold til USA. Men siden den ubesindige tyrkiske nedskydning af et russisk krigsfly i november sidste år, som efterfulgtes af en trodsig mangel på en undskyldning, har den lille tyran (Erdoğan) så rigeligt mødt sin match i form af den store tyran (Ruslands Vladimir Putin), og Tyrkiet betaler prisen. Den franske præsident, François Hollande, har allerede advaret om "en risiko for krig" mellem Tyrkiet og Rusland.
I begyndelsen blev Erdoğans føjelige politik overført til beroligelse af den hjemlige politik; i dag har hans krigeriskhed ført til en række mindre og større voldsudøvelser. For at gøre det hele endnu værre, så har de fleste af dem en plumret oprindelse og et lige så plumret formål, hvilket styrker paranoiaen. Før den kurdiske gruppe TAK erklærede sig ansvarlig for bombningen den 13. marts, som dræbte 37 mennesker i nærheden af premierministerens kontor i Ankara, var angrebet f.eks. blevet tillagt kurderne, ISIS og den tyrkiske regering på skift. Det var blevet fortolket som et forsøg på at retfærdiggøre en mere hårdhændet kampagne mod de hjemlige kurdere eller på at straffe regeringen for dens angreb på kurderne; på at opmuntre til en tyrkisk militær invasion i Syrien eller på at ramme Erdoğans politiske ærkefjende, Gülen-bevægelsen.
 Sceneri i Ankara den 13. marts 2016. |
I begyndelsen var Tyrkiet en plausibel kandidat til medlemskab af EU, takket være Erdoğans afdæmpede adfærd. I dag betyder hans glidning mod despotisme og islamisme, at europæerne blot gennemløber stadierne i en foregivelse af at forhandle med Ankara, samtidig med at de regner med, at republikken Cypern vil afvise dens gennemførelse; som den tyrkiske journalist Burak Bekdil skriver, det "moderne Tyrkiet har aldrig før befundet sig på en så galaktisk afstand af de kerneværdier, der værnes om i den europæiske civilisation og dens institutioner."
I de første måneder af den syriske opstand tilbød Erdoğan sine kloge råd til diktatoren i Damaskus, Bashar al-Assad, om at slække grebet og tillade politisk deltagelse. Men tingene er gået så skævt – som Dündar og Gül beskrev – at Erdoğan i dag støtter ISIS, den mest fanatiske og islamistiske organisation i vor tid og måske nogensinde. Denne støtte har antaget mange former: man har givet fremmede lov til at krydse Tyrkiet for at nå til Syrien, tilladt rekruttering i Tyrkiet, ydet lægehjælp og bragt forsyninger af penge og våben. Trods dette truer og angriber ISIS tyrkerne af frygt for, at Ankara vil forråde dem.
Erdoğans fejlagtige opbakning til ISIS og andre sunni-islamistiske organisationer i Syrien har også skadet ham på en anden måde, idet det har medført en massiv tilstrømning af syriske flygtninge til Tyrkiet, hvor de, eftersom de i stigende grad ikke er velkomne blandt den indfødte befolkning, fremkalder nye sociale og økonomiske spændinger.
Hvilket fører os frem til Erdoğans seneste træk. De mange syriske flygtninge, som ønsker at komme videre til det nordvestlige Europa, forsyner ham med en bekvem mekanisme til at afpresse EU: betal mig en kolossal masse penge (6 milliarder euro var det seneste bud) og tillad 80 millioner tyrkere at rejse visa-frit ind i jeres lande, eller jeg dumper endnu flere uvelkomne syrere, irakere, afghanere, somaliere, et al. ind over jer.
Foreløbig er planen lykkedes. Anført af Tysklands kansler, Angela Merkel, har europæerne bøjet sig for Erdoğans krav. Men det kan meget hurtigt blive til en pyrrhussejr, som skader Erdoğans interesser på længere sigt. For det første vil dette at tvinge europæerne til at lade som om, de ikke bliver afpresset, og byde Tyrkiet velkommen med sammenbidte tænder, skabe en grim stemning og yderligere reducere, hvis ikke helt fjerne, de tyrkiske chancer for medlemsskab.
 Tyrkiets premierminister, Ahmet Davutoğlu, taler ved en konference om immigration. |
For det andet har Erdoğans spil fremkaldt en dyb og måske varig ændring i stemningen i Europa imod at acceptere flere immigranter fra Mellemøsten – herunder tyrkere – sådan som det fremgik af Merkels partis dårlige resultat ved valgene tidligere på måneden.
Dette er blot begyndelsen. Tilsammen synes disse fejl fra Erdoğans side at pege i retning af flere kriser fremover. Gökhan Bacik, professor ved Ipek University i Ankara, skriver, at "Tyrkiet står over for en mangespektret katastrofe," hvis omfang "overgår Tyrkiets formåen." Hvis Iran i dag er Mellemøstens største trussel, vil Tyrkiet være morgendagens.
