Hvis præsident Recep Tayyip Erdoğans AK-parti ikke vinder flertallet af pladserne i parlamentet den 1. november, antager mainstreammedierne, at hans magt vil mindskes. Overskriften på en stærkt udbredt analyse fra Reuters sammenfatter dette synspunkt: "Erdoğan anses for ikke at have mange andre muligheder end at dele magten efter det tyrkiske valg." Agence France-Presse forudser, at hvis AKP på ny opnår mindre end halvdelen af pladserne, "vil [det] igen tvinges til at dele magten eller udskrive endnu et valg." Næsten identisk anser Middle East Online denne situation for at ville tvinge AKP "til at dele magten eller arrangere endnu et valg." Og så fremdeles, næsten uundgåeligt inkluderende ordene "dele magten."
 Den overordnede valgbestyrelse, Supreme Election Board (Yüksek Seçim Kurulu), overvåger afstemningerne i Tyrkiet; vil den blive tvunget til at svindle med valget den 1. november? |
Men hvad nu, hvis Erdoğan vælger ikke at dele magten? Så har han to muligheder. Hvis stemmerne ligger tæt, er valgsvindel en klar mulighed; rapporter antyder sofistikeret software (tænk Volkswagen) til at skævvride resultatet.
Hvis de ikke ligger tæt, kan Erdoğan køre parlamentet, premierministeren, de andre ministre, ja hele den forbandede regering ud på et sidespor. Denne proces, som pressen ignorerer som en mulighed, følger direkte af Erdoğans tidligere handlinger. Siden han forlod premierministeriet i august 2014 for at blive Tyrkiets præsident, har han formindsket sit gamle embede, berøvet det næsten al autoritet. Han overlod det til en udenrigspolitisk professorteoretiker uden politisk fundament, Ahmet Davutoğlu, og styrer ham så tæt, at Davutoğlu end ikke kan vælge sine egne folk (som også optræder i dobbeltrollen som Erdoğans informanter).
Samtidig har Erdoğan opført et præsidentpalads til sig selv, indeholdende 1.005 værelser og med en stab på 2.700 personer, der udgør et bureaukrati, som potentielt vil kunne overtage statens øvrige ministerier og dermed efterlade en tilsyneladende uændret regering, som bag scenen følger ordrer fra paladset.
Erdoğan vil helt sikkert også køre parlamentet ud på et sidespor; ikke ved at gøre det til en grotesk nikkedukkeforsamling i nordkoreansk stil, men til en forsamling i egyptisk eller iransk stil, som er opslugt af sekundære spørgsmål (skoleeksaminer, nye motorveje), mens de nøje følger ønskerne hos Overbossen.
 Tyrkiets præsident Erdoğan (t.v.) giver premierminister Davutoğlu (t.h.) handlingsordrer. |
For at fuldføre sin overtagelse vil han derefter placere sine mange indflydelsesredskaber for at kontrollere domstolene, medierne, korporationerne, den akademiske verden og kunsten. Han vil også lukke ned for private meningsforskelle, især på de sociale medier, således som det er blevet antydet af de mange retssager, som han og hans kumpaner har indledt mod almindelige borgere, der vover at kritisere ham.
På dette tidspunkt vil Tyrkiets Hugo Chávez/Vladimir Putin, som har sammenlignet demokratiet med en sporvogn ("Man kører med, indtil man ankommer til sit bestemmelsessted, og så står man af"), i sandhed have nået sit bestemmelsessted. Som bonus vil han måske endda erklære sig for kaliffen for alle muslimer.
 Chávez fra Venezuela (t.v.) og Putin fra Rusland (t.h.) i hinandens arme: Men hvor er Erdoğan? |
For at vende tilbage til nutiden: Antallet af AKP-pladser i parlamentet har næppe den store betydning, for Erdoğan vil gøre, hvad der skal til, lovligt eller ulovligt, for at blive den nye sultan. Han vil ikke "dele magten," men tiltage sig mere magt med alle til rådighed stående midler (ved at køre parlamentet ud på et sidespor eller ved valgsvindel). Udlandets hovedstæder bør forberede sig på den ubehagelige sandsynlighed af et slyngeldiktatur i Tyrkiet.
