Indlæring gennem mord i Boston

Hvad bliver de langvarige virkninger af angrebet på Boston Marathon den 15.-19. april og den efterfølgende action-movie-lignende jagt, drabet på i alt fire mennesker og 265 tilskadekomne?

Lad os starte med, hvad virkningen ikke bliver. Det vil ikke samle den amerikanske opinion; hvor "United We Stand"-sloganet varede i nogle få måneder efter 9/11, vil konsensus efter Boston være endnu mere flygtig. Volden vil ikke føre til Israel-lignende sikkerhedsforanstaltninger i USA. Det vil heller ikke medføre en større parathed til at håndtere dødbringende, pludseligt jihadsyndrom-baseret vold. Det vil ikke afslutte diskussionen om motiverne bag vilkårlig muslimsk vold imod ikke-muslimer. Og det vil helt sikkert ikke være med til at løse de aktuelle diskussioner om immigration og våben.

United We Stand-frimærke.

Det, det vil afstedkomme, er dog meget vigtigt: Det vil få nogle vesterlændinge til at konkludere, at islamismen er en trussel mod deres livsform. Faktisk rekrutterer hver eneste muslimsk aggressionshandling imod ikke-muslimer, den være sig voldelig eller kulturel, flere aktivister til anti-jihad mærkesager, flere stemmer til oprørske partier, flere demonstranter til anti-immigrant gadeaktioner og flere bidragydere til anti-islamistiske mærkesager.

Education by murder [indlæring gennem mord] er navnet jeg gav denne proces i 2002; vi der lever i demokratier, lærer bedst om islamisme, når blodet flyder i gaderne. Muslimerne begynder med en kolossal mængde velvilje, fordi det vestlige DNA inkluderer sympati for udlændinge, minoriteter, fattige og farvede mennesker. Islamisterne formøbler derefter denne velvilje ved at kaste sig ud i ugerninger eller udfolde en overherredømmementalitet. Højt profileret terrorisme i Vesten -- 9/11, Bali, Madrid, Beslan, London – flytter på meningsdannelsen mere end noget andet.

Jeg ved det, for jeg har været igennem denne proces på første hånd. Siddende i en restaurant i Schweiz i 1990 skitserede Bat Ye'or for mig sin frygt vedrørende islamistiske ambitioner i Europa, men jeg mente, at hun var en sortseer. Steven Emerson ringede til mig i 1994 for at fortælle mig om Council on American-Islamic Relations [CAIR], men i begyndelsen lod jeg tvivlen komme CAIR til gode. Som andre havde jeg brug for tid, før jeg kunne åbne øjnene for det fulde omfang af den islamistiske trussel i Vesten.

Vestens befolkninger er for alvor ved at vågne over for denne trussel. Man kan få en levende fornemmelse af denne tendens ved at kigge på udviklingen i Europa, som, når det handler om emner som immigration, islam, muslimer, islamisme og shari'a (islamisk lov), er foran både Nordamerika og Australien med omkring tyve år. Et af tegnene på denne forandring er væksten i politiske partier, som fokuserer på disse emner, herunder U.K. Uafhængighedsparti [UKIP], National Front i Frankrig, Folkets Parti i Schweiz, Geert Wilders Frihedsparti i Holland, Fremskridtspartiet i Norge og de Svenske Demokrater. Ved et stærkt bemærket suppleringsvalg for nylig blev UKIP nummer to og øgede sin andel af stemmerne fra 4 procent til 28 procent, hvilket afstedkom en krise i det Konservative parti.

Moske og minaret i Zurich.

Schweiziske vælgere godkendte i 2009 et lovforslag, som forbød minareter, med en margin på 58-42, en afstemning som var mere betydningsfuld ved sin forholdsmæssige fordeling end ved sine politiske implikationer, som var stort set lig nul. Offentliggjorte meningsmålinger dengang viste, at andre europæere delte disse synspunkter med stort set samme forholdsmæssige fordeling. Meningsmålinger har også vist en markant og tiltagende skarphed i synspunkterne gennem årene vedrørende disse spørgsmål. Her (med tak til Maxime Lépante) er nogle nylige målingsoversigter fra Frankrig:

67 procent siger, at islamiske værdier er uforenelige med det franske samfunds egne
70 procent siger, at der er for mange fremmede
73 procent har et negativt syn på islam
74 procent anser islam for at være intolerant
84 procent er imod hijab på private steder, som er åbne for offentligheden
86 procent ser positivt på en stramning af forbuddet mod burkaen

Som Soeren Kern skriver, har der vist sig tilsvarende holdninger til islam i Tyskland. En nylig rapport fra Institut für Demoskopie Allensbach spurgte, hvilke karakteristika tyskerne forbinder med islam:

56 procent: stræber efter politisk indflydelse
60 procent: hævn og gengældelse
64 procent: vold
68 procent: intolerance over for andre trosretninger
70 procent: fanatisme og radikalisme
83 procent: diskrimination mod kvinder

Derimod er der kun 7 procent af tyskerne, som forbinder islam med åbenhed, tolerance og respekt for menneskerettigheder.

Disse bydende flertal er større end tidligere år, hvilket tyder på, at opinionen i Europa skærpes og vil vokse sig endnu mere fjendtlig over for islamismen med tiden. På den måde sørger den islamistiske aggression for, at anti-islamismen i Vesten vinder kapløbet med islamismen. Højt profilerede muslimske angreb som dem i Boston skærper denne tendens. Det er dens strategiske betydning. Det forklarer min forsigtige optimisme med hensyn til en gendrivelse af den islamistiske trussel.