"Undervisning gennem mord" beskriver den langsomme og smertefulde måde, hvorpå mennesker vækkes til at indse problemet med den radikale Islam. Det krævede 3.000 døde at vække amerikanerne eller i det mindste den halvdel af dem, der er konservative. Tilsvarende krævede det hundredvis af døde i Bali-eksplosionen at vække halvdelen af australierne; det krævede Madrid-angrebet for spanierne og Beslan-misgerningen for russerne. Tolv halshuggede arbejdere i Irak vækkede nepaleserne.
Men det krævede kun én død at vække mange hollændere. Faktisk kan ét grusomt drab have gjort mere for at vække hollænderne, end 11. september 2001 gjorde for amerikanerne.
Grunden hertil ligger i offerets identitet og forbrydelsens karakter. Han var Theo van Gogh, 47 år, en velkendt frisindet radikal, filmskaber, fjernsynsproducer, talkshow-vært, avisskribent og en balledemager på alle områder, som nød den ære at være slægtning til en af Hollands kendteste kunstnere, Vincent van Gogh. I de senere år tiltrak Theo sig opmærksomhed ved at kritisere Islam (i en bog fra 2003, Allah Knows Best, og en film i 2004, Submission).
Han blev myrdet kl. 8:40 den 2. november i sin hjemby Amsterdam, da han kom cyklende hen ad en befærdet gade på vej til arbejde. Mens Van Gogh gentagne gange blev ramt af skud, bønfaldt han sin drabsmand "Gør det ikke. Gør det ikke. Vis nåde. Vis nåde!" Så stak drabsmanden ham i brystet med én kniv og skar hans strube over med en anden, hvorved han næsten skar hovedet af Van Gogh.
Den formodede morder, Mohammed Bouyeri, 26 år, hollandsk født og med både marokkansk og hollandsk statsborgerskab, efterlod et fem-siders notat på både arabisk og hollandsk fæstnet til Van Goghs legeme med en kniv. I dette notat truede han med jihad imod Vesten i almindelighed ("Jeg ved med sikkerhed, at du, åh Europa, vil blive udslettet") og mod fem fremtrædende hollandske politikere i særdeleshed.
Politiets efterforskere indså hurtigt, at morderen var en islamist, som de allerede kendte godt, og som de havde fulgt indtil blot to uger tidligere; de kunne også placere ham i netværket "Hofstadgroep" og sigtede ham og seks af hans fæller for "sammensværgelse med terroristiske hensigter." Myndighederne hævdede tillige, at disse personer muligvis har forbindelser til terrorgrupperne Takfir wa'l-Hijra og Al Qaeda.
Det rituelle mord på en ikke-muslimsk kritiker af Islam, fordi han kunstnerisk gav udtryk for sine synspunkter, var uden fortilfælde, ikke bare i Holland, men overalt i Vesten. Den hollandske afsky for denne ugerning rystede den dybe selvtilfredshed i det, der måske er verdens mest tolerante samfund. Immigrationsminister Rita Verdonk, som er en af de fem personer, der er blevet truet, fortrød offentligt, at landet så længe har ignoreret tilstedeværelsen af den radikale Islam. "Alt for længe har vi sagt, at vi har et multikulturelt samfund, og at alle simpelthen vil finde hinanden. Det var alt for naivt af os at tro, at mennesker kunne leve i samfundet i fordragelighed."
Jozias van Aartsen, som er parlamentarisk leder af partiet VVD, gik videre og advarede om, at "jihad er kommet til Holland og en lille gruppe jihad-terrorister angriber vores lands principper. Disse mennesker ønsker ikke at ændre vores samfund, de ønsker at udslette det."
Én dag efter mordet samledes 20.000 demonstranter for at tage afstand fra drabet, og 30 mennesker blev arresteret for at opildne til had mod muslimer. Indenrigsminister Johan Remkes bekendtgjorde, at han ikke kunne udelukke uroligheder. "Stemningen er blevet markant hårdere." De følgende to uger viste, at han havde ret, idet der fandt mere end 20 ildspåsættelser, bombeangreb og modangreb sted på moskeer, kirker og andre institutioner, plus nogle større politijagter, som alt sammen indgød landet følelsen af en mindre borgerkrig.
Hollændernes indstilling til muslimer blev øjeblikkeligt og dramatisk hårdere. En meningsmåling viste, at 40% af befolkningen ønskede, at det muslimske samfund på næsten en million medlemmer ikke længere skal føle sig velkommen i Holland. Dobbelt så mange tilsluttede sig en strengere politik over for immigranter.
De Telegraaf, en af de førende aviser, trykte en leder, som havde været utænkelig før mordet på Van Gogh, hvor man efterlyste "et fuldt offentligt indgreb mod ekstremistiske muslimske fanatikere." Selv de venstredrejede politikere vågnede og vedgik behovet for at sige "den barske sandhed" om immigration, idet de fokuserede på den forholdsmæssigt store kriminalitet hos muslimer.
Islamisk terror i Vesten giver bagslag, fordi den vækker de slumrende masser; kort sagt, jihad provokerer til korstog. En mere snu islamisk fjende ville fremme sin totalitære dagsorden gennem mafialignende infiltration, ikke ved skamløse mord.
Men hvis islamisterne fortsætter deres åbenlyse terror, vil den barske hollandske reaktion blive gentaget overalt.
