I en fortrolig rapport, Young Muslims and Extremism, forberedt af indenrigs- og udenrigskontorerne i fællesskab i midten af 2004 og fremlagt for premierminister Tony Blair, lærer vi noget om den britiske regerings interne tankegang. Rapporten, som er blevet lækket til Sunday Times i London, er nu tilgængelig i fire dele i .pdf-format på avisens hjemmeside.
Dens mål er "at opmuntre den moderate muslimske opinion til at vende sig imod ekstremismen" og til den ende at foreslå en "Operation Styrkeprøve." Undervejs rummer den mange interessante punkter, heriblandt følgende:
- "Et antal ekstremistiske grupper rekrutterer aktivt unge britiske muslimer" (pdf 1, p. 10).
- Disse "ekstremistiske rekrutteringsagenter" "cirkulerer blandt universitetsbaserede religiøse eller etniske grupper" (pdf 1, p. 5; pdf 2, p. 10).
- "I det store og hele falder flertallet af de unge ekstremister i én af to grupper: veluddannede førstedelsstuderende eller med eksamen og tekniske erhvervskvalifikationer inden for ingeniørerfagene eller IT; eller folk uden nævneværdig eksamen og med få eller ingen kvalifikationer og ofte med en kriminel baggrund" (pdf 2, p. 9).
- "Der er ofte tale om utilfredse ensomme personer, som er ude af stand til at tilpasse sig deres samfund, og som bliver tiltrukket af universitetsklubber baseret på etnicitet eller religion eller af moskeer eller forkyndelsesgrupper i fængslerne ud fra en følelse af desillusioning over deres nuværende tilværelse" (pdf 2, p. 12).
- Islamistiske terrorister omfatter "et betydeligt antal," som kommer fra en "liberal, ikke-religiøs muslimsk baggrund," eller som er konverteret til islam som voksne (pdf 2, p. 9).
Rapportens politiske anbefalinger er også interessante, f.eks. den (fra pdf 1, p. 8) der påpeger betydningen af "at overbevise offentligheden og medierne om, at muslimerne ikke udgør den indre fjende." Den går videre til at foreslå, at regeringen "bør søge efter muligheder for at betone muslimske succeshistorier og eksempler på muslimske bidrag til samfundet på et nationalt og socialt niveau."
Desuden påpeges det, at "termen 'islamisk fundamentalisme' er uheldig og bør undgås, fordi visse helt moderate muslimer er tilbøjelige til at opfatte den som en negativ kommentar til deres egen håndtering af deres tro" (pdf 2, p. 2).
Generelt er forfatterne til Young Muslims and Extremism alt for politisk ængstelige til at forstå det fænomen, de beskæftiger sig med. Tag således emnet med muslimske personer og organisationer: hvis de er villige til at ytre en vis ærbødighed og ikke åbenlyst udfordrer den eksisterende samfundsorden, så er det godt nok til, at man kan opfatte dem som moderate. Min særligt foretrukne "moderate muslim" er Hamza Yusuf (pdf 1, p. 13), for han har helt eksplicit afvist denne betegnelse, hvilket jeg har dokumenteret på min weblog under overskriften "Hamza Yusuf Fails My 'Test'."
Forfatterne fremhæver som faktuelle punkter, der bør overvejes nøje: "En stærkt muslimsk identitet og streng overholdelse af en traditionel muslimsk lære er ikke i sig selv problematisk eller uforeneligt med det at være britisk" (pdf 1, p. 9). Man kunne udfylde et langt og omfattende seminar om dette emne.
Det punkt, som interesserede mig mest under læsningen af Young Muslims and Extremism, var imidlertid dér, hvor den trækker på MI5-informationer for at fremkomme med følgende forbløffende erklæring:
Efterretninger tyder på, at antallet af britiske muslimer, som er aktivt engagerede i terroristaktivitet, enten hjemme eller i udlandet, eller som støtter en sådan aktivitet, er ekstremt lille og vurderes til at udgøre mindre end 1% (pdf 2, p. 9).
Hvis man accepterer rapportens antagelse (pdf 2, p. 5), at den muslimske befolkning i Storbritanien udgør 1,6 millioner, så er op mod 16.000 "britiske muslimer aktivt engagerede i terroristaktivitet."
"Ekstremt lille"? Undskyld mig, men det tal slår mig som værende ekstremt stort.
At de britiske myndigheder ikke erkender, at de bør være bekymrede over tusindvis af terrorister i deres midte, giver grund til at spekulere over, hvilken planet de mon bor på. Deres vrøvl, snæversyn og almindelige inkompetence gør, at man må frygte for landets fremtid.
