Terrorisme kommer sædvanligvis som et lyn ud af det blå, men det gjaldt ikke de fire eksplosioner i går i London, som dræbte mindst 37. Nogle britiske islamistiske ledere har i månedsvis advaret om, at en sådan vold var nært forestående.
En islamistisk britisk gruppe kaldet Al-Muhajiroun - "immigranterne" på arabisk – udtrykte for nogen tid siden offentligt, at England var immun over for islamistisk vold på grund af landets acceptable behandling af muslimer inden for dets egne grænser. I en samtale fra april 2004 kundgjorde den 24-årige Sayful Islam, som leder Al-Muhajirouns gren i Luton, at han støttede Osama Bin Laden "100%" i bestræbelsen på at opnå et "verdensomspændende islamisk herredømme," men udtrykte derefter sin modstand mod selv at udføre terroristhandlinger i England.
Og dog godkendte Mr. Islam terrorisme i England i bredere forstand: "Når der finder et bombeangreb sted her, vil jeg ikke være imod det, heller ikke selvom det skulle dræbe mine egne børn. … Men det ville være imod islam, hvis jeg personligt engagerede mig i terrorismehandlinger i UK, fordi jeg bor her. Ifølge islam har jeg en sikkerhedspagt med UK, så længe de giver os mulimer lov til at bo her i fred." Han uddybede dette yderligere: "Hvis vi ønskede at engagere os i terrorisme, ville vi være nødt til at forlade landet. Det ville være imod islam at gøre andet."
Sikkerhedspagt? Hvad er det? I en beretning i New Statesman fra august 2004, "Derfor elsker terroristerne England," citerede Jamie Campbell forfatteren til Inside Al Qaeda, Mohamed Sifaoui, for at sige: "Det har længe været anerkendt af de britiske islamister, den britiske regering og det britiske efterretningsvæsen, at så længe England garanterer en vis grad af frihed til folk som Hassan Butt [en åbenlyst pro-terrorisme-islamist], vil terroristangrebene fortsat blive planlagt inden for landets grænser, men vil ikke blive gennemført her."
New Statesman-historien drog heraf den perverst ironiske konklusion, at "tilstedeværelsen af højlydte og aktive sympatisører af islamistisk terrorisme i U.K. giver reelt briterne større sikkerhed, mens mennesker i andre lande må lide under den fulde byrde af britisk baserede terroristanslag."
En syrisk immigrant til England, som ledede Al-Muhajiroun, Omar Bakri Mohammed, bekræftede denne sikkerhedspagt, idet han henviste til profeten Muhammads ledsagere, som fandt beskyttelse hos kongen af Etiopien. Den oplevelse, fortalte han tidsskriftet, førte til Koranens bemærkning om en sikkerhedspagt: Muslimer bør ikke angribe indbyggerne i et land, hvor de selv bor i sikkerhed. Dette "gør det usandsynligt, at britisk baserede muslimer vil udføre operationer i selve U.K.," sagde Mr. Mohammed.
Men i januar 2005 besluttede Mr. Mohammed, at sikkerhedspagten var ophørt for de britiske muslimers vedkommende på grund af en anti-terroristlov i kølvandet på 11. september 2001, hvilket betød, at "hele England er blevet til Dar ul-Harb" eller et territorium, som ligger åbent for muslimsk erobring. Derfor "har kuffarerne" (her refereres til de ikke-troende) "ingen fredhellighed, når det gælder deres eget liv eller ejendom."
Landet var ændret fra at være sikker havn til fjendelejr. En fornyelse af sikkerhedspagten ville kræve, at de britiske myndigheder ophævede loven og løslod dem, der er tilbageholdt uden dom. Gør de ikke det, må de britiske muslimer "slutte sig til den globale islamiske lejr imod den globale korsfarerlejr."
Mr. Mohammed gik videre til åbenlyst at true det britiske folk: "Reaktionen fra muslimerne vil blive forfærdelig, såfremt den britiske regering fortsætter med sin måde at behandle muslimer på," idet han eksplicit berørte muligheden af selvmordsbombninger under Al-Qaedas ledelse. De vestlige regeringer skal vide, at såfremt de ikke ændrer kurs, vil muslimerne "give dem en 9/11 dag efter dag efter dag!"
Da Sean O'Neil og Yaakov Lappin fra Londons Times spurgte Mr. Mohammed vedrørende hans udtalelser om pagten, sagde han, at hans definition af England som Dar ul-Harb var "teoretisk," og han fremkom med en ikke-krigerisk fortolkning:
Det betyder, at muslimer ikke længere kan formodes at nyde fredhellighed og sikkerhed her, hvorfor de bør overveje at forlade landet og vende tilbage til deres hjemlande. Ellers er de under belejring, og det er klart, at vi ikke ønsker at opleve, at vi lever under belejring.
I et mindre velbevogtet øjeblik indrømmede Mr. Mohammed dog, at for ham "har en ikke-troendes liv intet værd."
Gårsdagens ekplosioner markerer afslutningen på den nævnte "sikkerhedspagt." Lad os håbe, at de også markerer afslutningen på enfoldighedens æra, og at de britiske myndigheder nu begynder at komme terrorismen i forkøbet i stedet for at vente på at blive dens ofre.
