Den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdoğan, deltog i en timelang, officiel begivenhed ved Council on Foreign Relations [Rådet for udlandsrelationer] i New York igår eftermiddags. En fuldstændig – om end ikke helt sammenhængende – udskrift af den engelsksprogede simultanoversættelse kan ses på "A Conversation With Recep Tayyip Erdoğan." Jeg deltog i mødet sammen med mange andre medlemmer (der deltog så mange, at der var brug for et tilstødende lokale), og jeg vil gerne fremlægge nogle reaktioner og overvejelser angående ham:
 Recep Tayyip Erdoğan ved Council on Foreign Relations. |
Rådet er vært for en hel del stats- og regeringsoverhoveder, som alle ankommer omgivet af bodyguards og hjælpere, men Erdoğan havde et langt mere massivt følge, end jeg nogensinde tidligere har set; mit skøn er, at de talte 35, næsten alle unge mænd i mørke jakkesæt. Endnu mærkeligere var det, at de optog de første tre stolerækker, hvor de sad tryllebundne af hvert eneste ord fra deres leder, som om de aldrig havde hørt ét ord af det før. Allerede inden han tog ordet, udsendte denne righoldighed af hvileløse medarbejdere en aura af grandiositet – hvilket utvivlsomt også var meningen med dem.
Rådet tillader desuden sjældent telepromptere, men Erdoğan benyttede en, selvom det forekommer uklart, hvorfor det var nødvendigt, eftersom han talte på tyrkisk og fremførte sin standardangrebstale, hvori han skældte ud på mange af Tyrkiets naboer og gik efter aktuelle yndlingsobjekter som Fethullah Gülen, kreditvurderingsfirmaerne Moody's og Fitch, samt New York Times.
Et langtrukkent "Jeg er ikke antisemit"-forsvar var det eneste indhold, som var specielt designet til et New York-publikum: "Jeg er meget ked af at se, at mit land, jeg selv og mine kolleger til tider stemples som antisemitiske." Eftersom han talte om at blive stemplet som antisemit, indrømmer jeg, at jeg udnyttede fordelen ved at sidde direkte foran Erdoğan, lige bag hans tre rækker af mørkklædte unge mænd, og nikkede kraftigt og bekræftende med hovedet samtidig med at jeg tænkte, at jeg var glad for at jeg befandt mig i New York og ikke i Istanbul.
Det morsomste var måske hans påstand om, at alt var godt, dengang det osmanniske imperium herskede, og at alting faldt fra hinanden ved dettes ophør i 1923. "Den osmanniske stat havde et meget vellykket administrationssystem, og i århundreder havde de områder, som i dag befinder sig i krise, vedholdende eksisteret uden problemer. Det palæstinensiske spørgsmål, problemerne i Irak og Syrien, Krim, Balkan er alt sammen vanskeligheder, som opstod efter opløsningen af det osmanniske imperium."
Spørgetiden havde som sædvanlig speciel interesse, fordi det er den eneste del af mødet, som er uden manuskript. Mødets moderator, Fareed Zakaria, pressede Erdoğan vedrørende modydelsen for ISIS' frigivelse af de 49 gidsler i Mosul; Erdoğan var meget tæt på helt tydeligt at indrømme, at hans regering havde udvekslet fængselsfanger for gidslerne. Peter Galbraith spurgte om muligheden af en tyrkisk anerkendelse af et uafhængigt irakisk Kurdistan, hvortil Erdoğan svarede nej, han var imod enhver deling af Irak. På vegne af International Press Institute og Committee to Protect Journalists [Det internationale presseinstitut og Komiteen til beskyttelse af journalister] anmodede Harold Evans fra Reuters om et møde med Erdoğan for at drøfte behandlingen af journalister i Tyrkiet, hvortil Erdoğan ytrede sin omgående bekræftelse. Margaret Warner fra PBS spurgte til de tyrkiske bestræbelser på at standse tilstrømningen af udenlandske jihadister ind i Syrien og Irak, hvortil Erdoğan hyklerisk svarede, at regeringen gør alt hvad den kan, og ligefrem erklærede sig fornærmet, da Warner pressede ham vedrørende Tyrkiets porøse grænse til Syrien.
Derefter stillede jeg mit eget spørgsmål: "Deres ledelse som premierminister tilstræbte en politik med 'nul problemer med naboerne'. Nu hvor denne politik er mislykkedes, har De så en ny politik over for regionen?" Min hensigt var at provokere taleren ved at hævde, at hans politik var slået fejl. Erdoğan svarede, at "nul problem-politikken stadig foregår," og insisterede derefter på at fejlslagene skyldtes naboerne, ikke Tyrkiet, idet han nævnte Irak, Syrien og Egypten i denne sammenhæng. Særligt bemærkelsesværdig var den knusende foragt han udtrykte for præsident Sisi i Egypten, hvem han omtalte som "en soldat i [Morsis] kabinet [som] organiserede et kup."
Opsummerende må jeg sige, at oplevelsen af Erdoğan i egen person bekræftede mit indtryk af ham som en ambitiøs og aggressiv populist, hvis valgsuccesser er gået ham til hovedet og lover problemer både for hans land og for verden. (23. september 2014)
