Det blev længe antaget, at når en større arabisk stat omsider ville underskrive en fredstraktat med Israel, så ville den arabisk-israelske konflikt ophøre. Men fredstraktaten mellem Egypten og Israel i 1979 begravede denne forventning; den fik den fordrejede indvirkning, at den gjorde andre stater og også den egyptiske befolkning mere anti-zionistisk.
1980'erne affødte et håb om, at en palæstinensisk anerkendelse af Israel i stedet ville lukke konflikten. Den totale fiasko for Principerklæringen fra 1993 (også kendte som Oslo-aftalen) begravede siden denne forventning.
 Ehud Olmert (t.h.) krævede, uden held, at Mahmoud Abbas anerkendte Israel som jødisk stat. |
Olmert var Israels værste premierminister, men her så han rigtigt. Det arabisk-israelske diplomati havde beskæftiget sig med myriader af subsidiære emner, men var gået på listepoter vedrørende konfliktens centrale spørgsmål: "Skulle der være en jødisk stat?" Uenighed om svaret - snarere end om Israels grænser, dets udøvelse af selvforsvar, dets kontrol med Tempelbjerget, dets vandforsyning, dets byggeri i byerne på Vestbredden, dets diplomatiske relationer til Egypten eller eksistensen af en palæstinensisk stat - det er kerneproblemet.
De palæstinensiske ledere reagerede med rasende hyl og erklærede, at de "absolut nægtede" at acceptere Israel som jødisk stat. De foregav endda at være chokerede over ideen om en stat, der var defineret ved religion, skønt deres egen "Constitution of the State of Palestine," tredje udkast, erklærer, at "arabisk og islam er det officielle palæstinensiske sprog og religion." Olmerts bestræbelser løb ud i sandet.
Ved sin overtagelse af premierministeriet i begyndelsen af 2009 gentog Binyamin Netanyahu Olmerts påpegning i sit diplomati. Desværre støttede Obama-regeringen den palæstinensiske position og kørte på ny det israelske krav ud på et sidespor. (I stedet fokuserer man på byggeri til jøder i Jerusalem. Som om det var sagens kerne.)
Hvis de palæstinensiske politikere afviser Israels jødiske karakter, hvad så med palæstinenserne og de bredere arabiske og muslimske befolkninger? Meningsmålinger og andre vidnesbyrd antyder et langvarigt gennemsnit på 20 procents accept af Israel, hvad enten det gælder mandatperioden eller vore dage, og hvad enten det drejer sig om muslimer i Canada eller palæstinensere i Libanon.
For at finde ud af mere om den aktuelle a rabiske opfattelse hyrede Middle East Forum Pechter Middle East Polls til at stille et enkelt spørgsmål til ét tusind voksne personer i fire lande: "Islam definerer [jeres stat]; under de rette omstændigheder, ville du da acceptere Israel som en jødisk stat?" (I Libanon var spørgsmålet udformet en smule anderledes: "Islam definerer de fleste stater i Mellemøsten; under de rette omstændigheder, ville du da acceptere Israel som en jødisk stat?")
Resultatet: 26 procent af egypterne og 9 procent af de adspurgte fra den saudiske bybefolkning svarede (i november 2009) bekræftende, og det samme gjorde 9 procent af jordanerne og 5 procent af libaneserne (i april 2010).
Meningsmålingerne viser en bred konsensus på tværs af forskelle så som beskæftigelse, socialøkonomisk position og alder. Af uafklarede grunde accepterer flere egyptiske kvinder og saudiske og jordanske mænd et jødisk Israel end deres kønsmæssige modpol, mens de to køn rangerer ligestillet blandt libaneserne. Der er dog visse signifikante forskelle: som man kunne forvente, accepterer 16 procent af det (stort set kristne) Nordlibanon et jødisk Israel i modsætning til kun 1 procent i den (primært shi'itiske) Bekaa-dal.
Endnu tydeligere fremgår det, at hvis man afvejer disse besvarelser med deres befolkningers størrelse (henholdsvis 79, 29, 6 og 4 millioner), viser det et gennemsnit på 20 procents accept af Israels jødiske karakter - hvilket smukt bekræfter det allerede eksisterende procenttal.
Selvom 20 procent er et lille mindretal, så giver dets vedholdenhed gennem tider og steder grund til opmuntring. At denne ene femtedel af muslimer, arabere og endda palæstinensere accepterer Israel som en jødisk stat antyder, at der trods næsten et århundredes indoktrinering og intimidation faktisk eksisterer en basis for at løse den arabisk-israelske konflikt.
De potentielle fredsmagere bør rette deres opmærksomhed mod at øge størrelsen på denne moderate gruppe. At nå fra 20 procent til, lad os sige 60 procent ville grundlæggende ændre politikken i Mellemøsten, befri Israel fra dets overdrevne rolle og give befolkningerne i denne ødelagte region mulighed for at tage fat på deres virkelige udfordringer. Ikke zionismen, men sådanne, tja, mindre problemer som autokrati, brutalitet, grusomhed, konspirationsdannelse, religiøs intolerance, apocalypticisme, politisk ekstremisme, misogyni, slaveri, økonomisk tilbageståenhed, hjerneflugt, kapitalflugt, korruption og tørke.
