Overraskende nok er der kommet noget nyttigt ud af kombinationen af det misforståede Annapolis-møde og en svag israelsk premierminister, Ehud ("Fred opnås gennem indrømmelser") Olmert. I et brud med sine forgængere har Olmert dristigt krævet, at hans palæstinensiske forhandlingspartnere skal acceptere Israels permanente eksistens som jødisk stat, og har derved fremkaldt en afslørende reaktion.
Med mindre palæstinenserne anerkender Israel som "en jødisk stat," erklærede Olmert den 11. november, vil de Annapolis-forbundne samtaler ikke fortsætte. "Jeg har ikke til hensigt på nogen som helst måde at gå på kompromis, når det gælder spørgsmålet om den jødiske stat. Dette vil være en betingelse for vores anerkendelse af en palæstinensisk stat."
 Saeb Erekat (t.v.), leder af PLO's forhandlingsafdeling, sammen med den amerikanske udenrigsminister, Condoleezza Rice. |
|
Rejsningen af dette emne har det fortrin, at opmærksomheden omsider rettes mod det, der er det centrale tema i den arabisk-israelske konflikt – zionismen, den jødiske nationalbevægelse, et tema som typisk bliver overset i ståhejen under forhandlingerne. Omtrent siden statens fødsel har alle forhandlinger fokuseret på de indviklede detaljer i forbindelse med underordnede spørgsmål såsom grænser, troppeplaceringer, bevæbning og våbenkontrol, hellige steder, naturresurcer, bosættelsesrettigheder, diplomatisk repræsentation og udenlandske relationer.
Den palæstinensiske ledelse reagerede hurtigt og utvetydigt på Olmerts krav:
- Den arabiske overvågningskomite, The Higher Arab Monitoring Committee, i Nazareth opfordrede enstemmigt Det Palæstinensiske Selvstyre til ikke at anerkende Israel som en jødisk stat.
- Salam Fayad, Det Palæstinensiske Selvstyres "premierminister": "Israel kan definere sig selv, som det vil, men palæstinenserne vil ikke anerkende det som en jødisk stat."
- Yasser Abed Rabbo, generalsekretær i Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation, PLO's forretningsudvalg: "Dette emne er ikke på dagsordenen; det bliver rejst af hensyn til den interne [israelske] spiselighed."
- Ahmad Qurei, palæstinensisk chefforhandler: "Dette [krav] bliver pure afvist."
- Saeb Erekat, leder af PLO's forhandlingsafdeling: "Palæstinenserne vil aldrig anerkende Israels jødiske identitet. … Der findes intet land i verden, hvor religiøs og national identitet er sammenflettet."
Erekats generalisering er både besynderlig og afslørende. Ikke blot tilhører 56 stater og PLO Organization of the Islamic Conference, men flertallet af dem, herunder PLO, gør shari‘a (islamisk lov) til deres vigtigste eller eneste lovgivningskilde. Saudi Arabien kræver endda, at hvert eneste individ er muslim.
Desuden rækker den religiøs-nationale kobling langt ud over de muslimske lande. Argentinsk lov, påpeger Jeff Jacoby i Boston Globe, "pålægger regeringen at støtte den romersk katolske tro. Dronning Elizabeth II er øverste leder af Church of England. I kongedømmet Bhutan i Himalaya erklærer forfatningen buddhismen for nationens ‘spirituelle arv.' … ‘Den foretrukne religion i Grækenland,' erklærer afsnit II i den græske forfatning, ‘er Kristi Østlig-Ortodokse Kirke'."
Så, hvorfor denne latterligt principfaste nægtelse af at anerkende Israel som jødisk stat? Måske fordi PLO stadig har til hensigt at eliminere Israel som jødisk stat.
Læg mærke til min brug af ordet "eliminere," ikke destruere. Ja, anti-zionismen har indtil nu hovedsagelig haft militær form, fra Gamal Abdel Nassers "kast jøderne i havet" til Mahmoud Ahmadinejads "Israel skal fjernes fra landkortet." Men styrken hos de israelske forsvarsstyrker, IDF, har puffet anti-zionismen hen imod en mere skjult holdning, hvor man accepterer en israelsk stat, men afmonterer dens jødiske karakter. Anti-zionisterne overvejer flere forskellige måder at opnå dette på:
Demografi: Palæstinenserne kunne oversvømme den jødiske befolkning i Israel, et mål som antydes i deres krav om "ret til at vende tilbage" og i deres såkaldte livmoderkrig.
Politik: Arabiske borgere i Israel afviser i stigende grad landets jødiske karakter og kræver, at det bliver en to-national stat.
Terror: De 100 palæstinensiske angreb om ugen i perioden september 2000-september 2005 forsøgte at fremkalde økonomisk nedgang, emigration og formildelse.
Isolation: Alle disse FN-resolutioner, redaktionelle fordømmelser og aggressioner på universiteterne har til hensigt at nedbryde den zionistiske ånd.
Arabisk anerkendelse af Israels jødiske natur skal have diplomatisk topprioritet. Indtil palæstinenserne formelt accepterer zionismen og derefter følger op ved at afstå fra alle deres forskellige strategier til elimination af Israel, bør forhandlingerne standses og ikke genstartes. Indtil da er der intet at tale om.
