Tooghalvfems procent af deltagerne i en meningsmåling blandt ét tusinde egyptere over 18 år for nylig kaldte Israel en fjendestat. Omvendt betragtede et magert antal på 2% Israel som "en ven af Egypten."
De fjendtlige holdninger er kommet til udtryk på mange måder, bl.a. i en populær sang med titlen "Jeg hader Israel," giftige anti-semitiske politiske tegninger, bizarre konspirationsteorier og terroristangreb mod besøgende israelere. Egyptens førende demokratibevægelse, Kifaya, tog for nylig initiativ til en indsamling af en million underskrifter på en opfordring til at annullere den egyptisk-israelske fredstraktat fra marts 1979.
Den egyptiske regering har ydermere tilladt store mængder af våben at blive smuglet ind i Gaza til brug imod israelske grænsebyer. Yuval Steinitz, israelsk medlem af den lovgivende forsamling med speciale i egyptisk-israelske relationer, vurderer, at hele 90% af PLO's og Hamas' sprængstoffer kommer fra Egypten.
Cairo har måske ingen åbenlyse fjender, men den fattige egyptiske stat bruger massive resurser på militær oprustning. Ifølge Congressional Research Service (den amerikanske kongres' undersøgelsestjeneste) købte den udenlandske våben for 6,5 milliarder dollar i årene 2001-04, mere end nogen anden stat i Mellemøsten. Som kontrast hertil købte den israelske regering kun våben for 4,4 milliarder dollar i samme periode og saudierne for 3,8 milliarder dollar.
Egypten rangerede som den tredjestørste indkøber af våben blandt alle udviklingslandene, kun overgået af befolkningsmæssige giganter som Kina og Indien. Det har den tiendestørste stående hær i verden, godt over dobbelt så stor som Israels.
 Egyptens præsident Anwar El-Sadat, USA's præsident Jimmy Carter og Israels premierminister Menachem Begin i godt humør under den egyptisk-israelske traktatunderskrivelsesceremoni den 26. marts 1979. |
|
Men set i bakspejlet må vi erkende, at traktaten faktisk har gjort oplagt skade på mindst to måder. For det første åbnede den det amerikanske arsenal og bidrog med amerikanske midler til indkøb af det nyeste grej inden for våben. Som følge heraf har en arabisk væbnet styrke måske for første gang i den arabisk-israelske konflikt opnået jævnbyrdighed med sin israelske modpart.
For det andet ansporede den til anti-zionisme. Jeg boede næsten tre år i Egypten i 1970'erne, før Sadats dramatiske rejse til Jerusalem i slutningen af 1977, og jeg erindrer den relativt svage interesse for Israel på den tid. Israel var klistret hen over nyhederne, men det optrådte næsten ikke i folks samtaler. Egypterne virkede lykkelige ved at overlade dette emne til deres regering. Først efter traktaten, som mange egyptere betragtede som et forræderi, blev de selv direkte interesserede. Resultatet var opdukkelsen af en mere personlig, intens og bitter form for anti-zionisme.
Det samme mønster gentog sig i Jordan, hvor traktaten med Israel i 1994 forbitrede den folkelige holdning. I mindre grad udløste den palæstinensiske aftale i 1993 og endda den afbrudte aftale med Libanon i 1983 lignende reaktioner. I alle disse fire tilfælde udløste diplomatiske aftaler en bølge af fjendtligheder imod Israel.
Forsvarerne af "fredsprocessen" svarer, at uanset fjendskabet i de egyptiske holdninger og uanset størrelsen på deres våbenarsenal, så blev traktaten overholdt; Cairo har faktisk ikke ført krig imod Israel siden 1979. Uanset hvor kølig freden har været, så har der været tale om fred.
Hvortil jeg svarer: hvis det blotte fravær af aktiv krigsførelse tæller som fred, så har der også været fred mellem Syrien og Israel i årtier, trods deres formelle krigstilstand. Damaskus har ingen traktat med Jerusalem, men det har heller ingen moderne amerikanske våben. Er det virkelig en ældgammel underskrift på et stykke papir, der opvejer Egyptens Abrams tanks, F-16 kampfly og Apache angrebshelikoptere?
Det tror jeg ikke. Set i bakspejlet står det klart, at det var et utal af vildfarelser og ønsketænkning, som leverede brændstoffet til det arabisk-israelske diplomati:
- Når aftalerne først var underskrevet af ikke-valgte arabiske ledere, ville de overbevise masserne om at opgive deres ambition om at eliminere Israel.
- Disse aftaler ville være permanente, uden tilbagefald, for slet ikke at tale om dobbeltspil.
- Andre arabiske stater ville uundgåeligt følge trop.
- Krig kan afsluttes gennem forhandling i stedet for ved, at den ene part giver op.
Tiden er inde til at erkende den egyptisk-israelske traktat – sædvanligvis skildret som hæderen og pryden af det arabisk-israelske diplomati – som den fiasko, den vitterlig har været, og uddrage den passende lektie heraf for ikke at gentage dens fejltagelser.
