"Intet er mere vestligt end had til Vesten." Således skriver den franske roman- og essayforfatter Pascal Bruckner i sin bog La tyrannie de la pénitence (2006), dygtigt oversat til engelsk af Steven Rendall og nylig udgivet på Princeton University Press som The Tyranny of Guilt: An Essay on Western Masochism [Skyldens tyranni - Et essay om vestlig masochisme]. "Al moderne tænkning," tilføjer han, "kan reduceres til en mekanisk undsigelse af Vesten og en betoning af dennes hykleri, vold og vederstyggelighed."
 Forsiden på Pascal Bruckners "La tyrannie de la pénitence: essai sur le masochisme occidental." |
Han påviser, hvorledes europæerne opfatter sig selv som "the sick man of the planet" [planetens syge menneske], hvis vederstyggeligheder skaber alle problemerne i den ikke-vestlige verden (det han kalder for Syden). Da den hvide mand satte sin fod i Asien, Afrika eller Amerika, fulgte død, kaos og ødelæggelse. Europæerne føler, at de er født med brændemærker: "den hvide mand har sået smerte og ruin, hvor end han er kommet." Hans blege hud signalerer hans moralske mangelfuldhed.
Disse provokerende udtalelser understøtter Bruckners strålende polemiske hævdelse, at den europæiske skyldfølelse over egen imperialismes, fascismes og racismes synder har fået tag i kontinentet i en grad, så det kvæler dets kreativitet, nedbryder dets selvtillid og udtømmer dets optimisme.
Bruckner selv indrømmer Europas fejl, men han roser det også for dets selvkritik: "Der er ingen tvivl om, at Europa har frembragt uhyrer, men det har tillige affødt teorier, som gør det muligt at forstå og udrydde disse uhyrer." Kontinentet kan ikke kun være en forbandelse, fastholder han, for dets sublime bedrifter komplementerer dets værste ugerninger. Dette kalder han for et "bevis på storhed."
Paradoksalt nok er det selve Europas villighed til at erkende sine fejl, som hidkalder selvhadet, for samfund som ikke udfolder en sådan introspektion, hudfletter ikke sig selv. Europas styrke er derfor også dets svaghed. Selvom kontinentet "mere eller mindre [har] besejret sine uhyrer" så som slaveri, kolonialisme og fascisme, vælger det at dvæle ved de værste sider af sin historie. Heraf titlen på hans bog, The Tyranny of Guilt [Skyldens tyranni]. Fortiden med dens vold og aggression er fastfrosset i tid, en byrde europæerne ikke forventer nogensinde at kunne kaste af sig.
Syden er derimod dømt til evig uskyld. Selv i dag hvor kolonialismen efterhånden er forsvundet ind i fortiden, bebrejder europæerne sig med rette de tidligere koloniserede folks situation. Evig uskyld betyder barnliggørelse af ikke-vesterlændinge; europæerne smigrer sig selv som værende de eneste voksne - hvilket i sig selv er en form for racisme. Det er også en måde, hvorpå man kommer enhver kritik i forkøbet.
 Omkring en million spaniere protesterede mod terrorbombningerne dagen efter, at disse fandt sted, den 12.marts 2004 - ved at lægge skylden for rædselsgerningerne på deres egen premierminister, José María Aznar. |
Som både Madrid-bombningerne og talløse andre voldshandlinger viser, har muslimerne tendens til at indtage en yderst fjendtlig holdning til Vesten, og palæstinenserne figurerer som de mest fjendtlige af alle muslimer. Det at palæstinenserne står konfronteret med jøderne, de mest ekstreme ofre for vestlig morderiskhed, gør dem på fordrejet vis til det mest ideelle redskab til en gendrivelse af vestlig skyld. Det gør kun tingene værre, at mens europæerne således afvæbner sig selv, tager jøderne sværdet op og bruger det uden skam.
Europa renser sig for sine forbrydelser mod jøderne ved at forherlige palæstinenserne som ofre, uanset hvor ondskabsfuldt disse optræder, og ved at skildre israelerne som vore dages nazister, uanset hvor påtvingende nødvendigt deres selvforsvar er. På den måde har det palæstinensiske spørgsmål "lige så stille atter legitimeret had til jøderne." Europæerne fokuserer på Israel med en sådan intensitet, at man skulle tro, at planetens skæbne afhang "af en lille stribe landjord mellem Tel Aviv, Ramallah og Gaza."
Og Amerika? Ligesom "Europa renser sig for sine forbrydelser under Shoah [Holocaust] ved at skyde skylden på Israel, [således] frigør det sig fra sin kolonialismens synder ved at anklage USA." Ved at bandlyse sit amerikanske barn får Europa mulighed for at pudse sine fjer. Selv afviser Bruckner denne nemme udvej og beundrer amerikanernes selvtillid og stolthed over deres land. "Mens Amerika hævder sig, drager Europa sig selv i tvivl." Han bemærker også, at verdens ulykkelige i nødens stund ufravigeligt henvender sig til USA, ikke til EU. For ham at se er USA "den sidste store nation i Vesten."
Han håber, at Europa og Amerika atter vil samarbejde, for når de gør det, "skaber [de] strålende resultater." Men hans egne beviser påviser det usandsynlige i denne udsigt.
