Jihad gennem historien

I sin netop udgivne, fængslende og glimrende bog, Understanding Jihad (University of California Press), afviser David Cook fra Rice University den underlødige debat, som har raset siden 9/11 vedrørende jihads karakter – hvorvidt der er tale om en offensiv krigsførelse eller (mere behageligt) en slags moralsk selv-opbyggelighed.

Mr. Cook afviser John Espositos påstand om, at jihad refererer til "bestræbelsen på at leve et godt liv," som "sentimental og latterlig." Mr. Cook fastslår definitivt, at gennem hele historien og i vor tid betyder ordet primært "krigsførelse med spirituel betydning."

Hans fortjeneste består i at have sporet udviklingen af jihad fra Muhammad til Osama og fulgt begrebets forandring gennem fjorten århundreder. Denne opsummering yder ikke Cooks omfattende forskning, frodige eksempler og tænksomme analyse fuld retfærdighed, men selv en kortfattet skitse kan angive jihads udvikling.

Koranen opfordrer muslimer til at give deres liv mod løfter om paradis.

Hadith (som er beretninger om Muhammads handlinger og personlige udtalelser) forklarer Koranen, idet den indeholder særlige formaninger vedrørende kontrakter, betaling, udbytter, fanger, taktik og meget andet. Muslimske retslærde væver derefter disse forskrifter sammen til et lovkompleks.

I de år profeten sad på magten, engagerede han sig i gennemsnitligt ni militære togter om året eller ét hver 5.-6. uge; jihad hjalp således med at definere islam lige fra denne religions opståen. Erobring og ydmygelse af ikke-muslimer var en hovedingrediens i profetens jihad.

I adskillige af de første århundreder af islams eksistens "var fortolkningen af jihad ufortrødent aggressiv og ekspansiv." Efter at erobringerne aftog, udgjorde ikke-muslimer næppe længere nogen trussel, og der opstod sufi-bemærkninger om jihad som opbyggelig selvforbedring i tillæg til ordets krigeriske betydning.

Korstogene, den århundredlange europæiske bestræbelse på at overtage Det Hellige Land, gav jihad en fornyet og påtrængende aktualitet og udløste, hvad Cook kalder for den "klassiske" teori om jihad. Muslimerne oplevede, at de var i defensiven, og dette skærpede de muslimske holdninger.

De mongolske invasioner i det 13. århundrede undertvang store dele af den muslimske verden, en katastrofe som kun delvist blev formildet af mongolernes nominelle omvendelse til islam. Nogle filosoffer, især Ibn Taymiya (d. 1328), begyndte at skelne mellem sande og falske muslimer og begyndte igen at give jihad en fremskudt stilling ved at vurdere en persons tro efter hans villighed til at føre jihad.

Det 19. århundredes "udrensnings-jihad'er" mod andre muslimer fandt sted i adskillige regioner. De mest radikale og dem med de voldsomste følger var wahhabi'ernes jihad i Arabien. Inspireret af Ibn Taymiya fordømte de de fleste ikke-wahhabi-muslimer som vantro (kafirs) og førte jihad mod dem.

Den europæiske imperialisme inspirerede de jihadiske modstandsbestræbelser, især i Indien, Kaukasus, Somalia, Sudan, Algeriet og Marokko, men i sidste instans slog de alle fejl. Denne katastrofe betød, at der var behov for nytænkning.

Den islamistiske nytænkning begyndte i Egypten og Indien i 1920'erne, men jihad fik først sin nuværende karakter af radikal, offensiv krigsførelse med den egyptiske filosof Sayyid Qutb (d. 1966). Qutb videreudviklede Ibn Taymiyas skelnen mellem sande og falske muslimer til at betragte ikke-islamister som ikke-muslimer og derefter erklære jihad mod dem. Gruppen, som myrdede Anwar El-Sadat i 1981, tilføjede derefter ideen om jihad som vejen til verdensherredømme.

Den anti-sovjetiske krig i Afghanistan førte til det (foreløbigt) sidste trin i denne udvikling. I Afghanistan samledes for første gang jihadi'er fra hele verden for at kæmpe på islams vegne. En palæstinenser, Abdullah Azzam, blev den global jihads teoretiker i 1980'erne ved at give den en hidtil uhørt central rolle, ved at dømme hver eneste muslim udelukkende efter hans bidrag til jihad og ved at gøre jihad til frelsesmiddel for muslimer og islam. Heraf udsprang hurtigt både selvmordsterrorisme og bin Laden.

Mr. Cooks lærde og betimelige undersøgelse har mange implikationer, blandt andet disse:

• Den nuværende forståelse af jihad er mere ekstrem end på noget tidligere tidspunkt i islamisk historie.
• Denne ekstremisme tyder på, at den muslimske verden gennemgår en fase, som skal udstås og overvindes, og som kan sammenlignes med tilsvarende rædselsperioder i Tyskland, Rusland og Kina.
• Jihad, som indtil nu har været i stadig udvikling, vil utvivlsomt fortsætte hermed i fremtiden.
• Den yderligtgående udgave af jihad, som i øjeblikket praktiseres af Al-Qaeda og andre, kunne, forudser Mr. Cook delvist, føre til "en afgørende forkastelse" af den blandt et flertal af muslimerne. Jihad kunne derefter udvikle sig til et ikke-voldeligt begreb.

Den store udfordring for moderate muslimer (og deres ikke-muslimske allierede) ligger i at få denne forkastelse til at finde sted, og det haster.

Beslægtede emner:  Historie, Islam, Militant islam tilmelding til daniel pipes' gratis danske ugentlige email-liste Denne tekst kan gengives eller videresendes, blot den bliver præsenteret i sin sammenhængende helhed og med fuldstændige oplysninger vedrørende forfatter, dato, sted for offentliggørelse og oprindelig URL.