En førende israelsk filosof refererede for nogle år siden til sine landsmænd som "et udmattet folk, forvirret og uden retning." Før Ehud Olmert blev premierminister, fremsatte han disse usædvanlige ord: "Vi er trætte af at kæmpe, vi er trætte af at være modige, vi er trætte af at vinde, vi er trætte af at besejre vore fjender." I denne demoraliserede stemning har staten Israel på fem år trukket sig tilbage under beskydning, fra Libanon og fra Gaza — og udkæmper nu som en følge heraf krige netop i disse områder.
Individuelle medlemmer af den amerikanske kongres har bemærket dette problem; jeg foreslår, at den udøvende afdeling tager Olmert på ordet og kvikker denne trætte, men exceptionelt nære allierede op. Selvom Israel er helt i stand til at forsvare sig selv (sådan som de seneste begivenheder har bekræftet), mangler det viljen til at yde den langvarige indsats for at nedkæmpe sine fjender. Og Israels fjender — Hamas, Hizbollah, Iran — er også Amerikas fjender.
Med udgangspunkt i denne vurdering foreslår jeg, at regeringen fremsætter følgende anmodninger over for Tel Aviv, for at beskytte amerikanske interesser. Specificeret:
- Indlad jer ikke på at udveksle med terroristgrupper, sådan som overgivelsen i 2004 af én slyngelagtig israelsk borger og ligene af tre soldater for 429 levende terrorister og kriminelle. Dette sender terroristerne tilbage i marken og opmuntrer til flere bortførelser.
- Giv ikke Hizbollah lov til at erhverve tusindvis af Katyusha-raketter fra Iran og opstille dem i det sydlige Libanon. Det øjeblikkeligt vurderede arsenal på næsten 12.000 Katyushaer truer ikke alene hele det nordlige Israel, sådan som de seneste dage har vist, det forsyner også Iran med en strategisk trussel med implikationer for hele regionen.
- Tillad ikke våben at nå frem til den terroristiske Fatah-organisation, sådan som det er sket for nylig, ifølge Jerusalem Post, hvor et vurderet antal på 3.000 amerikanske rifler og en million ammunitionsbælter blev leveret til dem ud fra en vildledt ambition om at hjælpe den ene palæstinensiske fraktion med at bekæmpe den anden.
- Overlad ikke Vestbredden til Hamas-terroristerne. Dette truer amerikanske interesser på flere måder, især fordi det ville true det hashemitiske styre i Jordan.
Israel spiller en vigtig rolle i den amerikansk ledede krig mod terror; det kan bedst forsvare sig selv og hjælpe sin amerikanske allierede ved ikke at tragte efter aftaler med umedgørlige fjender, men ved at overbevise dem om, at Israel er permanent og ikke kan besejres. Dette mål kræver ikke episodisk voldsanvendelse, men en vedholdende og systematisk indsats for at ændre den regionale mentalitet. Derfor kunne skaberne af den amerikanske politik foreslå Olmert, at han ikke betragter de aktuelle kampe som en midlertidig undtagelse fra diplomatiet, men som et led i en langvarig konflikt.
Med fremkomsten af et aggressivt og muligvis snarligt atombevæbnet Iran kæmper det strategiske kort over Mellemøsten med grundlæggende forandringer. Denne overhængende trussel bør udgøre bagtæppet for hver eneste israelsk beslutning om at gå fremad — hvad enten det gælder genindtagelse af territorier i Gaza, hvad man skal ramme i Libanon, og hvorvidt man skal indlede militære aktioner imod Syrien.
Paradoksalt nok bringer udviklingen i den seneste uge godt nyt: Mange indbyggere i Mellemøsten, ikke kun israelerne, frygter de iranske ambitioner. Bekymring over Iran fik det saudiske kongedømme til at føre an i fordømmelsen af Hamas' og Hizbollahs angreb på Israel som "forhastede eventyr." Som Jerusalem Post's Khaled Abu Toameh har dokumenteret, har Israels modangreb udløst "en anti-Hizbollah koalition." En fornuftig israelsk politik vil have stor indflydelse på udviklingen af denne nyfødte styrke.
Eftersom araberne er mere bekymrede over iranske islamister end over israelske zionister, er der opstået et mulighedernes øjeblik. Tæt koordination mellem Washington og Jerusalem er nødvendig, herunder rettidig påmindelse af israelerne om, at de har en krig at vinde.
