Vesterlændinge, som er imod anvendelsen af den islamiske lov (shari‘a), konstaterer med bestyrtelse, hvordan denne gradvist tiltager i styrke i deres lande – haremer bliver i stigende grad accepteret, en kirkeleder bifalder islamisk lov, en dommer henviser til Koranen, hemmelige muslimske domstole udmåler lov og ret. Hvad kan der gøres for at standse dette middelalderlige lovsystems fremmarch, der er i så dyb modstrid med den moderne tilværelse, undertrykker kvinder og gør ikke-muslimer til andenrangsborgere?
Første trin består i, at Vestens befolkninger slutter sig sammen i en forenet front imod shari‘a. Konfronteret med nærmest enstemmig modstand opgiver islamisterne. Som eksempel kan nævnes, hvordan Rådet for Amerikanske-Islamiske Relationer (Council on American-Islamic Relations, CAIR) i sidste uge trak sig ud af en strid vedrørende de førerhunde, som benyttes af blinde.
Muslimer anser traditionelt hunde for urene dyr, som bør undgås, hvilket afstedkommer en aversion, som bliver problematisk, når muslimske butiksejere eller taxachauffører nægter at betjene blinde vesterlændinge, som er afhængige af en førerhund. Jeg har samlet femten af den slags sager på min weblog, under "Muslim Taxi Drivers vs. Seeing-Eye Dogs": fem fra USA (New Orleans, Cincinnati, Milwaukee, Brooksville, Fl.; Everett, Wash.); fire fra Canada (Vancouver, to gange i Edmonton, Fort McMurray, Alberta); tre fra Storbritannien (Cambridge, to gange i London); to fra Australien (Melbourne, Sydney); og én fra Norge (Oslo).
Nyhedsrapporter citerer muslimske taxachauffører for groft at afvise blinde kommende passagerer ved at råbe til dem: "Ingen hund, ingen hund, stig ud, stig ud"; "Få den hund ud herfra"; og "Ingen hunde, ingen hunde." De blinde oplever at blive afvist, ydmyget, svigtet, fornærmet eller ligefrem skadet, efterladt i regnen, sat af på øde steder, bevidst forsinkede til en aftale eller i at nå et fly.
 Den australske menneskerettighedskommissær Graeme Innes med sin førerhund. Innes bliver ofte nægtet betjening af taxachauffører. |
Men når politiet og domstolene træder til, sejrer den blindes lovmæssige ret til at få sine basale behov imødekommet og sin personlige værdighed respekteret næsten altid over den muslimske afsky for hunde. Den muslimske butiksindehaver eller chauffør ender ufravigeligt med at blive irettesat, idømt en bøde, omskolet, modtage en advarsel eller ligefrem med at komme i fængsel. Den dommer, som kaldte taxachaufførens opførsel for "en fuldkommen skændsel", talte på manges vegne.
Da CAIR indså, at deres holdning havde fejlet både i retssalen og i den offentlige mening, skiftede de pludseligt og adræt side. I en kynisk manøvre arrangerede de for eksempel, at 300 taxaer i Minneapolis skulle køre gratis for deltagerne i en konference i det nationale blindesamfund, National Federation of the Blind. (En forbundstalsmand, som ikke følte sig overbevist af dette åbenlyse kneb, bemærkede: "Vi er virkelig ikke trygge … ved dette tilbud om gratis kørsel. Vi mener ikke, at det løser noget som helst. Vi mener, at taxachaufførerne bør indse, at loven siger, at de ikke må afvise blinde.") Og omsider, i sidste uge, udsendte CAIR's canadiske kontor en erklæring, som opfordrede muslimer til at betjene blinde taxapassagerer, idet man citerede et bestyrelsesmedlem for at sige, at "Islam tillader, at synshæmmede benytter hunde."
CAIR's kapitulation rummer en vigtig lektie: Når vesterlændinge i vid udstrækning enes om at afvise en bestemt islamisk lov eller tradition og samler sig herimod, så må de vestlige islamister føje sig efter flertallets vilje. Førerhunde for blinde udgør blot ét af mange af den slags konsensusspørgsmål; andre har tendens til at omfatte kvinder, f.eks. mænd, der slår deres koner, burkaen som hovedbeklædning, skamfering af de kvindelige kønsorganer og "æresdrab". Vestlig enighed kan også tvinge islamister til at aflægge deres foretrukne holdninger på områder som slaveri og shari‘a-føjelig bankvirksomhed.
Andre tilsvarende procedurer udsprunget af islam findes (endnu) ikke i Vesten, men hersker i den muslimske verden. Disse omfatter afstraffelse af kvinder, som er blevet voldtaget, misbrug og udnyttelse af børn som selvmordsbombere og henrettelse af overtrædere for forbrydelser såsom konvertering fra islam, ægteskabelig utroskab, fødsel af et barn uden for ægteskab eller hekseri. Vestlig solidaritet kan også på disse områder afstedkomme indrømmelser.
Hvis de vestlige befolkninger holder sammen, er shari‘a dødsdømt. Gør vi det ikke, så er vi dødsdømt.
-------------------------------------------------------------------------------
21. feb. 2008 opdatering: Et ondsindet angreb fra en australsk blogger ved navn Irfan Yusuf, som har udsendt en lang analyse, hvori han beskylder mig for at begå en fejl i underteksten til billedet, som ledsager denne klumme. Teksten, som kan læses ovenfor, lyder således: " Den australske menneskerettighedskommissær Graeme Innes med sin førerhund. Innes bliver ofte nægtet betjening af taxachauffører."
Yusuf kritiserer mig og siger, at "Det står hen i det uvisse, hvordan Mr Pipes er nået frem til denne konklusion vedrørende kommissær Innes," og han konkluderer, at jeg har "givet et fordrejet billede" af Innes.
Et fordrejet billede? Næppe. Innes har gentagne gange talt om, at han er blevet nægtet taxabetjening på grund af sin førerhund. Nybegyndere kan læse her, her og her. Desuden antyder Innes, at chaufførerne sommetider nævner en religiøs grund til at afvise hans førerhund, hvilket er en klar hentydning til shari‘a, den eneste religiøse lov med kritiske bemærkninger vedrørende kontakt med hunde.
Min harmløse undertekst er bevisligt korrekt. Yusufs fornærmende blog er bevisligt ukorrekt. Jeg gør mig den ulejlighed at påpege dette, fordi Yusufs tirade er så typisk. Og for at påpege, at en fornuftig debat ikke kan finde sted, når den anden part er hysterisk og ukorrekt.
