Omkring 100.000 tyrkiske tropper, bakket op af fly og tanks, er parate til at gå ind i Irak som en anti-terrorismeforanstaltning. Men når først de er der, vil de måske blive der permanent og således besætte Mosul-området, hvilket kan få nogle farlige regionale konsekvenser.
For at forstå denne fare kræves en genopfriskning af de tyrkiske irredentistiske ambitioner, som går tilbage til 1920'erne. Det Osmanniske Rige befandt sig ved afslutningen på Første Verdenskrig på den tabende side, en betegnelse som blev nedskrevet i 1920 i Sèvres-traktaten, som riget blev påført af de sejrrige Allierede. Traktaten placerede visse ottomanniske territorier under international kontrol og meget af resten under særskilt armensk, fransk, græsk, italiensk og kurdisk kontrol, hvorved tyrkisk styre udelukkende fik lov at fortsætte i en nordvestlig anatolsk delstat.
Men med Kemal Atatürks militære sejre i 1919-22 og fornyede hævdelse af tyrkisk magt kom Sèvres-traktaten aldrig i brug. I stedet fastlagde Lausanne-traktaten, som blev underskrevet i 1923, alle Tyrkiets nuværende grænser, bortset fra den til det britisk besatte Irak. For Iraks vedkommende fastsatte Lausanne, at en provisorisk grænse ("Brüssel-linjeføringen") inden for ni måneder skulle erstattes af en "venskabelig ordning, som skulle indgås mellem Tyrkiet og Storbritannien." Skulle en ordning ikke blive indgået, ville Folkeforbundet fastlægge grænsen.
Faktisk nåede Ankara og London ikke frem til en "venskabelig ordning," og Folkeforbundet endte med at tildele Mosul-provinsen, med dens 600.000 indbyggere, til Irak. Atatürk-regeringen underskrev modstræbende en traktat i 1926, som var baseret på Brüssel-linjeføringen.
I næsten seks årtier syntes Mosuls situation at ligge fast. Men den dukkede atter op som tema under krigen mellem Irak og Iran i 1980-88, hvor Saddam Hussein mistede den fulde kontrol over det nordlige Irak. Fire gange efter 1983 gav han tyrkiske tropper lov til at foretage "forfølgelsestogter" ind på irakisk territorium i jagten på deres fælles fjende, Kurdisk Arbejderparti (Partiya Karkerana Kurdistan, eller PKK). Disse angrebstogter inspirerede nogle elementer i Tyrkiet til at genoplive det gamle krav på Mosul.
Kuwait-krigen i 1991 førte til yderligere kollaps for de irakiske myndigheder nord for den 36. breddegrad, hvilket foranledigede tyrkiske styrker til at foretage forfølgelsestogter ind over grænsen 29 gange og herved give næring til Ankaras Mosul-ambitioner. Disse bestræbelser kulminerede i 1995, hvor hen ved 35.000 tyrkiske tropper gik ind i det nordlige Irak i "Operation Stål", hvilket fik Tyrkiets præsident Süleyman Demirel til utvetydigt at genåbne sagen fra 1926: "Grænsen er forkert," sagde han. "Mosul-provinsen lå inden for Det Ottomanniske Riges territorium. Havde dette område været en del af Tyrkiet, ville ingen af de problemer, som vi står over for i dag, have eksisteret." Demirel beskyldte endda vestmagterne for at genoplive den for længst hedengangne Sèvres-traktat.
Demirels bemærkninger vakte øjeblikkelige, stærke og negative reaktioner, og han ændrede mening, idet han sagde, at "Tyrkiet har ingen planer om at bruge magt, hverken til at løse [grænse-] problemet eller erobre territorium." Men, som jeg skrev dengang, "intet var i virkeligheden løst, og emnet Mosul kan flamme op til en krise, især hvis den irakiske regering fortsat bliver svækket."
Hvilket bringer os frem til den aktuelle situation. Meget har ændret sig siden 1995 med Saddam Husseins afsættelse, PKK-lederen i tyrkisk fængsel, islamister ved roret i Ankara og det nordlige Irak som et fejlbehæftet fredeligt tilflugtssted. Men PKK forplumrer atter de tyrkisk-irakiske relationer, tyrkiske styrker krydser rutinemæssigt grænsen til Irak, og spørgsmålet om Mosul truer på ny.
 Bashar al-Assad (th) støtter Recep Tayyip Erdoğans trusler mod det nordlige Irak. |
|
Problemet har nået nye, anspændte højder i de seneste uger trods en aftale mellem Ankara og Baghdad, som kræver, at irakiske tropper slår hårdt ned på PKK, og ubekræftede oplysninger om en hemmelig, amerikansk specialstyrkeoperation imod PKK. Med den syriske præsident Bashar al-Assads støtte har Erdoğan fejet de amerikanske bekymringer i forbindelse med en tyrkisk invasion til side, det tyrkiske parlament har med stemmerne 507 mod 19 stemt for at give bemyndigelse til luftangreb og landtroppers invasion af Irak, og stabschef Yaşar Büyükanıt har fremsat krigeriske trusler.
Tyrkiet har fuldkommen gyldige anti-terrorismerelaterede grunde til at angribe PKK i Irak, men Ankaras skyggeagtige irredentisme siden 1990'erne tyder på, at man her nærer aspirationer om at genvinde ottomanniske landområder. Med andre ord, endnu en usikker mellemøstlig grænse er truet af ustabilitet.
