Er Tyrkiet i færd med at blive islamistisk? Er landet på vej til at implementere islamisk lov, kendt som Shari'a?
Jeg svarede bekræftende på disse spørgsmål under et symposium på FrontPageMag.com for en måned siden. Tyrkiets premierminister, Recep Tayyip Erdoğan, skrev jeg, planlægger at omgøre den verdslige Atatürk-revolution fra 1923-34 og erstatte den med Shari'a. Jeg forudsagde, at ledelsen i hans Retfærdighed- og Udviklingsparti (kendt ved sine tyrkiske initialer, AKP) kun vil bruge den demokratiske proces, så længe denne tjener partiets formål. Det vil begrænse den politiske deltagelse eller ligefrem bringe denne til ophør, når det rette tidspunkt indfinder sig. Slutresultatet kunne, spåede jeg, blive "Tyrkiets Islamiske Republik."
Ifølge Tyrkiet-iagttagernes jargon fremførte jeg argumentet om en skjult dagsorden mod Mr. Erdoğan og AKP. Den tyrkiske presse gav mine kommentarer bred offentlig omtale og var som regel uenig.
Tilfældigvis inviterede Nixon Center og German Marshall Fund mig senere til at deltage i en euro-amerikansk gruppe, som i sidste uge i Istanbul og Ankara skulle føre intensive drøftelser med tyrkiske politikere, journalister, intellektuelle og forretningsledere. Hvad der gjorde turen endnu mere pikant var, at mange af vore samtalepartnere kendte mine synspunkter og udspurgte mig om dem, for derefter at give mig en gevaldig overhaling.
Deres argumenter, indrømmer jeg, gjorde mig mindre sikker på Mr. Erdoğans intentioner, end jeg var, da jeg ankom.
For en skjult dagsorden taler den kendsgerning, at Erdoğan og mange af hans kolleger påbegyndte deres karriere i et islamistisk parti, som utvetydigt søgte at omstyrte Tyrkiets verdslige system. De konfronterede det, der med et farverigt udtryk kaldes for "deep state" (militær, domstole og bureaukrati – som samlet set udgør instanserne til bevarelse af Atatürks verdslige testamente) og slap ikke uskadte fra det, idet de til tider blev fjernet fra høje stillinger eller kastet i fængsel.
De klogeste blandt islamisterne tog ved lære af disse erfaringer og foretog ændringer. Disse ændringer var vel at mærke af taktisk art (dvs. de forfulgte deres mål mere skjult og langsomt) frem for strategiske (i form af accept af det verdslige system). Dette passer med et velkendt mønster i det islamistiske hykleri (et andet eksempel er Al-Qaedas instruktioner til sine eksperter).
Handlinger, som bekræfter ens tvivl med hensyn til, hvorvidt AKP har ændret sine mål, siden partiet kom til magten i slutningen af 2002, omfatter forsøg på at kriminalisere utroskab, forvandle religionsundervisningen i det offentlige skolevæsen til propaganda for islam, og mindske straffen for freelance-undervisning i Koranen. Fordømmelse af kristendommen som en polyteistisk religion og udrensning af medlemmer af Alevi-minoriteten fra regeringens Religiøse Direktorat hejser også det røde advarselsflag.
Imod argumentet om den skjulte dagsorden taler, at politikere lærer af deres fejltagelser, de modnes, og de ændrer deres mål. Hvis andre politikere kan forandre sig (tænk på Tysklands udenrigsminister, Joschka Fischer, eller Israels premierminister, Ariel Sharon), hvorfor så ikke lederne af AKP? De er ikke længere brushoveder, som forsøger at omstyrte systemet, men arbejder nu inden for det. Med sine begrænsede bestræbelser i modsat retning har AKP ikke grundlæggende udfordret det verdslige system.
Fortolkningen af AKP kan antage karakter af et sofistikeret intellektuelt puslespil, hvor de samme beviser kan benyttes til modsatte forklaringer. Tag AKP's ihærdige bestræbelser for at blive accepteret som fuldgyldigt medlem af EU ved at bringe tyrkisk praksis i overensstemmelse med EU's standarder. Passer dette med den islamistiske dagsorden om at udvide retten til religionsudøvelse og reducere militærets rolle inden for politik? Eller passer det med den verdslige dagsorden om at gøre Tyrkiet til en mere fuldgyldig del af Europa? Der kan argumenteres for begge tolkninger.
Nogle tyrkere giver sig ikke af med at spekulere over AKP's intentioner, idet de går ud fra, at partiet ikke er i stand til at afskaffe sekulariseringen i Tyrkiet på grund af flere faktorer: sekulariseringen har bidt sig fast og er populær i brede kredse; 'deep state's ultimate magt til at forpurre valgte regeringers islamistiske dagsorden; og AKP's særlige begrænsninger. Med hensyn til det sidste, så er partiet en samling af flere indbyrdes uenige fraktioner, og det har meget hurtigt vokset sig stort; begge dele antyder, at det ikke vil kunne fungere som et disciplineret instrument for det ambitiøse projekt om at omstyrte det eksisterende system.
Alt i alt finder jeg i dag beviserne for utilstrækkelige til at dømme om, hvilken vej AKP-lederne i sidste instans ønsker at gå – om de vil holde sig permanent inden for de sekulære rammer, som udgør arven fra Atatürk, eller om de ønsker at omstyrte disse rammer. Situationen bliver måske tydeligere i 2007, forudsat at Mr. Erdoğan da bliver republikkens præsident med al den magt, dette embede giver.
I øjeblikket er Tyrkiets sekulære system robust; jeg kan dog ikke lade være med at forvente et større slag om dets fremtidige kurs.
