"Israels helvede er bedre end Arafats paradis"

Under Det Palæstinensiske Selvstyres valg, som fandt sted i januar 2005, holdt en betydelig procentdel af de arabiske beboere i Jerusalem sig væk fra valget af bekymring for, at deres stemmeafgivning skulle bringe deres status som indbyggere i Israel i fare. Associated Press citerede f.eks. en vis Rabi Mimi, 28-årig lastbilchauffør, som udtrykte stærk støtte til Mahmoud Abbas, men sagde, at han ikke havde planer om at stemme: "Jeg kan ikke stemme. Jeg er bange for at få problemer. Jeg ønsker ikke at tage nogen chancer." En taxachauffør, der blev spurgt, om han ville stemme, svarede indigneret, "Er det din spøg? At bringe et korrupt [Palæstinensisk] Selvstyre hertil. Det er da lige, hvad der manglede."

Denne tøven—og mangel på administrativ kompetence—hjælper med at forklare, hvorfor, med Jerusalem Post's ord, "der ved flere afstemningssteder i byen [Jerusalem] fandtes flere udenlandske valgobservatører, journalister, og politifolk end stemmeafgivere." Det forklarer også, hvorfor kun 10 procent af Jerusalems stemmeberettigede befolkning stemte ved det foregående Selvstyre-valg i 1996, en langt mindre andel end andre steder.

Ved første øjekast virker det overraskende, men bekymringen for at skade den israelske indbyggerstatus viser sig at være udbredt blandt palæstinenserne i Israel. Når de får valget mellem at leve under zionistisk eller palæstinensisk styre, foretrækker de decideret det første. Og ikke bare det, der findes også en lang række pro-israelske holdninger at henvise til. Der findes ingen dækkende opinionundersøgelser af dette følsomme emne, men et betydeligt antal beretninger om udtalelser og handlinger tyder på, at Israels mest glødende fjender trods deres anti-zionistiske brovten faktisk bemærker landets politiske dyder. Selv palæstinensiske ledere sænker sommetider paraderne mellem dundertalerne og vedgår Israels dyder. Denne understrøm af palæstinensisk kærlighed til Zion har håbefulde og potentielt betydningsfulde følger.

De pro-israelske udtalelser falder i to hovedkategorier: Man foretrækker at forblive under israelsk styre, og man roser Israel for at være bedre end de arabiske regimer.

Nej tak til Det Palæstinensiske Selvstyre

Palæstinensere, som allerede bor i Israel, især i Jerusalem og "Galilæa-trekanten", fortæller, til tider meget ordrigt, at de foretrækker at forblive i Israel.

Jerusalem. I midten af år 2000, da det fremgik, at visse dele af Jerusalem, som havde arabisk flertal, ville blive overgivet til Det Palæstinensiske Selvstyres kontrol, var der muslimske jerusalemitter, som udtrykte manglende glæde ved denne udsigt. Når de kikkede over på Arafats Selvstyre, så de magten monopoliseret af dominerende og korrupte autokrater, en bøllelignende politistyrke og en stagnerende økonomi. Arafats opblæste, meningsløse påstande ("Vi er den eneste sande demokratiske oase i den arabiske region") skærpede blot deres ængstelse.

‘Abd ar-Razzaq ‘Abid fra Jerusalems Silwan-kvarter pegede tvivlende på, "hvad der foregår i Ramallah, Hebron og Gaza-striben," og spurgte, om indbyggerne der var velstående. En læge, som ansøgte om israelske papirer, forklarede:

"Den ganske verden synes at tale om arabernes fremtid i Jerusalem, men ingen har gidet spørge os. Det internationale samfund og den israelske venstrefløj synes at tage det for givet, at vi ønsker at leve under Mr. Arafats styre. Det gør vi ikke. De fleste af os kan ikke udstå Mr. Arafat og de kumpaner, der omgiver ham, og vi ønsker at forblive i Israel. Her kan jeg i det mindste tale frit uden at blive smidt i fængsel, og jeg har mulighed for at tjene en ærlig dagløn."

Med en anden Jerusalem-borgers blomstrende vendinger: "Israels helvede er bedre end Arafats paradis. Vi ved, at det israelske styre stinker, men sommetider føler vi, at et palæstinensisk styre vil være endnu værre."

Formanden for Bayt Haninas kommunalråd i det nordlige Jerusalem, Husam Watad, mente, at udsigten til at komme til at leve under Arafats kontrol fik folk til at "gå i panik. Mere end 50 procent af Øst-Jerusalems indbyggere lever under fattigdomsgrænsen, og du kan forestille dig, hvordan situationen ville se ud, hvis indbyggerne ikke modtog bistandspenge fra [det israelske] National Insurance Institute." Ifølge Fadal Tahabub, medlem af Palestinian National Council, foretrækker formentlig noget i retning af 70 procent af de 200.000 arabiske indbyggere i Jerusalem at forblive under israelsk styre. En socialarbejder, som bor i Ras al-‘Amud, et af de områder som muligvis tilfalder Det Palæstinensiske Selvstyres kontrol, sagde: "Hvis der blev foretaget en hemmelig meningsmåling, er jeg sikker på, at et overvejende flertal af Jerusalems arabere ville sige, at de foretrækker at blive i Israel."

Faktisk var det sådan, at netop da det palæstinensiske styre forekom mest sandsynligt, rapporterede det israelske indenrigsministerium om en betydelig stigning i antallet af ansøgninger om statsborgerskab fra arabere i Øst-Jerusalem. En af Jerusalems by-rådmænd, Roni Aloni, hørte fra mange arabiske indbyggere, at de ikke ønskede at leve under Det Palæstinensiske Selvstyres kontrol. "De siger—vi er ikke som Gaza eller Vestbredden. Vi har israelske identitetskort. Vi er vant til en højere levestandard. Selvom det israelske styre ikke er så godt, så er det alligevel bedre end Selvstyrets." Shalom Goldstein, rådgiver vedrørende arabiske forhold for Jerusalems borgmester, havde samme oplevelse: "Folk kikker på, hvad der foregår i de palæstinensisk kontrollerede områder i dag, og siger til sig selv: ‘Gud være lovet, at vi har israelske identitetskort.' I virkeligheden foretrækker flertallet af araberne i byen at leve under israelsk styre frem for under et korrupt og tyrannisk regime som Yasser Arafats."

Så mange af Jerusalems arabere overvejede at få israelske papirer i år 2000, at den førende islamiske embedsmand i Jerusalem udstedte en bekendtgørelse, som forbød hans menighed at erhverve israelsk statsborgerskab (fordi dette ville indebære, at de anerkender israelsk herredømme over den hellige stad). Faysal al-Husayni, som er PLO's ledende mand i forbindelse med forholdene i Jerusalem, gik et skridt videre: "At antage israelsk statsborgerskab er noget, der kun kan betragtes som forræderi," og han truede sådanne personer med eksklusion af den palæstinensiske stat. Da Husayni erfarede, at hans trussel ikke havde nogen effekt, hævede han indsatsen og bekendtgjorde, at de af Jerusalems arabere, som antog israelsk statsborgerskab, ville få deres hjem konfiskeret. Det Palæstinensiske Selvstyres radiostation bekræftede dette, idet den kaldte sådanne personer for "forrædere" og truede med, at de ville blive "sporet og fanget." Mange palæstinensere blev behørigt skræmt, idet de frygtede Selvstyrets sikkerhedsstyrker.

Men nogle sagde deres mening. Hisham Gol fra Oliebjergets lokalråd udtrykte det enkelt: "Jeg foretrækker israelsk kontrol." En velhavende kvinde fra Vestbredden ringede til en veninde i Gaza for at spørge hende om livet under Det Palæstinensiske Selvstyre. Hun hørte en ordstrøm: "Jeg kan kun opfordre dig til at bede til, at israelerne ikke forlader jeres by," for "jøderne er mere humane" end palæstinenserne. En person, som var villig til offentligt at gå imod Arafat, var Zohair Hamdan fra Sur Bahir, en landsby i den sydlige del af storbyen Jerusalem; han organiserede en underskriftindsamling blandt Jerusalems arabere, som krævede, at der skulle afholdes en folkeafstemning, før Israel lod Det Palæstinensiske Selvstyre overtage magten i Jerusalem. "I 33 år har vi været en del af staten Israel. Men lige nu er vore rettigheder glemt." Gennem halvandet år indsamlede han mere end 12.000 underskrifter (ud af en samlet arabisk befolkning i Jerusalem på 165.000). "Vi vil ikke acceptere en situation, hvor vi bliver ført som får til slagtehuset." Hamdan gav også udtryk for sit personlige ønske om, at Sur Bahir forbliver en del af Israel, og han vurderede, at størsteparten af palæstinenserne forkaster "Arafats korrupte og tyranniske styre. Se, hvad han har gjort i Libanon, i Jordan og nu på Vestbredden og i Gaza-striben. Han har nedkaldt den ene katastrofe efter den anden over sit folk."

Galilæa-trekanten. Den slags pro-israelske holdninger er heller ikke begrænset til indbyggerne i Jerusalem. Da premierminister Ariel Sharons regering opsendte en prøveballon i februar 2004 om at give Det Palæstinensiske Selvstyre kontrol over Galilæa-trekanten, som udgør en hovedsageligt arabisk del af Israel, kom reaktionen kraftigt og voldsomt. Som Mahmoud Mahajnah, 25 år, udtalte til Agence France-Presse: "Yasir Arafat kører et diktatur, ikke et demokrati. Ingen her ville acceptere at komme til at leve under det regime. Jeg har aftjent min [israelske] værnepligt; jeg er studerende her og et medlem af det israelske fodboldforbund. Hvorfor skulle de ønske at overføre mig? Er det overhovedet logisk eller lovligt?" En beboer citerede, hvad han kaldte for en lokal talemåde, og sagde, at Israels 'onde' er bedre end Vestbreddens ‘himmel'. Shu‘a Sa‘d, 22 år, forklarede hvorfor: "Her kan man sige, hvad man har lyst til, og gøre hvad man har lyst til—så længe man ikke rører ved Israels sikkerhed. Derovre kan de arrestere dig, hvis du siger noget om Arafat, og banke dig sønder og sammen." En anden ung mand, ‘Isam Abu ‘Alu, 29 år, sagde det lidt anderledes: "Mr. Sharon synes at ønske, at vi slutter os til en ukendt stat, som hverken har noget parlament eller noget demokrati, endsige nogle ordentlige universiteter. Vi har nærtstående familie på Vestbredden, men vi foretrækker at kræve vore fulde rettigheder inde i Israel."

Indkørslen til Umm al-Fahm, den største muslimske by i Israel, skilter med de grønne flag fra Islamic Movement Party, som styrer byen, sammen med en plakattavle, som undsiger Israels herredømme over Jerusalem. Når det er sagt, har Hashim ‘Abd ar-Rahman, borgmester og lokal leder af Islamic Movement, intet til overs for Sharons forslag: "Trods den diskrimination og uretfærdighed som møder arabiske borgere, er demokratiet og retssamfundet i Israel bedre end demokratiet og retssamfundet i de arabiske og islamiske lande." Heller ikke Ahmed Tibi, israelsk arabisk medlem af parlamentet og rådgiver for Arafat, ynder tanken om Selvstyre-kontrol, som han kalder for "et farligt, antidemokratisk forslag."

En undersøgelse fra maj 2001 fandt, at kun 30 procent af Israels arabiske befolkning var enige i, at Galilæa-trekanten skulle annekteres til en fremtidig palæstinensisk stat, hvilket vil sige, at det store flertal foretrækker at blive i Israel. I februar 2004 var dette antal ifølge det Haifa-baserede Arab Center for Applied Social Research øget til 90 procent, som foretrak at forblive i Israel. Og endnu mere forbløffende var det, at 73 procent af trekantens arabere sagde, at de ville gribe til vold for at forhindre ændringer af grænsen. Deres grunde var delt nogenlunde ligeligt mellem dem, der erklærede, at Israel var deres hjemland (43 procent), og dem der værdsatte Israels højere levestandard (33 procent). Så intens var den arabiske modstand mod at overdrage Galilæa-trekanten til Det Palæstinensiske Selvstyre, at Sharon hurtigt opgav tanken.

Spørgmålet genopstod lidt senere i 2004, da Israel opførte sit sikkerhedshegn. Nogle palæstinensere, som Umm al-Fahms Ahmed Jabrin, 67 år, stod over for et valg med hensyn til, på hvilken side af hegnet de ønskede at bo. Han var ikke i tvivl. "Vi sloges [med de israelske myndigheder] for at komme inden for hegnet, og de flyttede det, så vi er stadig i Israel. Vi har mange bånd til Israel. Hvad har vi med Det Palæstinensiske Selvstyre at gøre?" Hans slægtning, Hisham Jabrin, 31 år, tilføjede: "Vi udgør en integreret del af Israel og bliver aldrig del af en palæstinensisk stat. Vi har altid boet i Israel, og der er absolut ingen risiko for, at det vil ændre sig."

Foretrækker Israel frem for de arabiske regimer

Palæstinensere—fra de laveste lag til de højest rangerende—vedgår sommetider, at de foretrækker Israel frem for arabiske lande. Som en PLO-embedsmand bemærkede, "Vi frygter ikke længere israelerne eller amerikanerne, trods deres fjendtlighed, men nu frygter vi vore arabiske ‘brødre.'" Eller med disse almene betragtninger fra en beboer i Gaza, "Araberne siger, at de er vore venner, og behandler os værre end israelerne." Her kommer nogle eksempler på holdningerne til tre arabiske stater:

• Syrien. Salah Khalaf (alias Abu Iyad), en af PLO's topfolk, erklærede i 1983, at de forbrydelser, der var blevet begået af Hafiz al-Assads regime imod det palæstinensiske folk "overgik den israelske fjendes." I en lignende ånd talte Yasir Arafat over et PLO-medlem, som var blevet myrdet på syrisk tilskyndelse, ved dennes begravelse: "Zionisterne i de besatte områder forsøgte at dræbe dig, og da det ikke lykkedes for dem, deporterede de dig. Men de arabiske zionister, repræsenteret ved lederne i Damaskus, mente, at dette var utilstrækkeligt, så du faldt som martyr."

• Jordan. Victor, en jordaner som engang arbejdede for en ledende saudisk regeringsminister, bemærkede i 1994, at Israel var det eneste land i Mellemøsten, som han beundrede. "Jeg ville simpelthen ønske, at Israel ville overtage Jordan," sagde han, og hans bror nikkede kraftigt i åbenlys enighed. "Israelerne er de eneste mennesker her omkring, som er velorganiserede, som ved, hvordan man får tingene gjort. Og de er ikke onde mennesker. De er ligefremme. De holder ord. Araberne er ikke i stand til at gøre noget som helst rigtigt. Se på det såkaldte demokrati i Jordan. Det er totalt til grin."

• Kuwait. Palæstinenserne samarbejdede med de irakiske styrker, som besatte Kuwait i 1990, så da landet blev befriet, fik de en barsk behandling. En palæstinensisk avis skrev, at i Kuwait "får palæstinenserne en endnu værre behandling end den, de har fået for deres fjenders, israelernes hånd." Efter at have overlevet sine oplevelser i Kuwait lagde en anden palæstinenser ikke fingrene imellem: "Nu føler jeg, at Israel er et paradis. Jeg elsker israelerne nu. Jeg ved, at de behandler os som mennesker. Vestbredden [på dette tidspunkt stadig under israelsk kontrol] er bedre [end Kuwait]. Inden israelerne arresterer dig, giver de dig i det mindste et stykke papir." Med mindre ødselhed i ordstrømmen tilsluttede selv Arafat sig dette synspunkt: "Det, Kuwait gjorde mod det palæstinensiske folk, er værre end det, der er blevet gjort af israelerne mod palæstinenserne i de besatte områder."

Mange palæstinensere forstod allerede for flere årtier siden fordelene ved det politiske liv i Israel. Som en mand fra Ramallah forklarede: "Jeg glemmer aldrig den dag under krigen mod Libanon [i 1982], da et arabisk medlem af Knesset rejste sig og kaldte [premierminister Menachem] Begin for en morder. Begin foretog sig intet [som svar]. Hvis man gjorde det mod Arafat, tror jeg ikke, at man ville komme sikkert hjem den aften." Før Det Palæstinensiske Selvstyre blev dannet i 1994, drømte de fleste palæstinensere om autonomi uden at spekulere så meget over detaljerne. Efter Arafats tilbagevenden til Gaza kunne de foretage en direkte sammenligning mellem hans styre og Israels, noget de ofte gør. De har mange grunde til at foretrække et liv i Israel:

Begrænsninger af volden. Efter at Det Palæstinensiske Selvstyres politi i en aktion efter midnat havde angrebet et hus tilhørende en Hamas-støtte og havde givet både ham og hans 70-årige far en grov behandling, råbte faderen til politiet, "Selv jøderne har ikke opført sig som jer kujoner." Og da sønnen kom ud af Selvstyrets fængsel, fortalte han, at hans oplevelser dér havde været langt værre end i de israelske fængsler. En modstander af Arafat påpegede, at israelske soldater "først ville affyre tåregasgranater, derefter gummikugler, og først derefter skyde med skarp ammunition. De skød aldrig på os uden direkte ordre om at skyde, og så affyrede de kun nogle få kugler. Men disse palæstinensiske politifolk begyndte at skyde med det samme, og de skød overalt."

Ytringsfrihed. ‘Adnan Khatib, ejer af og redaktør på Al-Umma, en ugeavis fra Jerusalem hvis trykkeri blev brændt ned af Selvstyrets politi i 1995, klagede over de problemer, han havde haft, siden Det Palæstinensiske Selvstyres hårdhændede ledere fik magten over ham: "De forholdsregler, som de tager over for de palæstinensiske medier, herunder arrestation af journalister og lukning af aviser, er langt værre end dem, israelerne tager over for den palæstinensiske presse." Ved et ironisk tilfælde blev Na‘im Salama, en sagfører som bor i Gaza, arresteret af Det Palæstinensiske Selvstyre på en anklage om, at han havde bagvasket det ved at skrive, at palæstinenserne burde overtage de israelske standarder for demokrati. Især havde han refereret til anklagerne for bedrageri og tillidsbrud mod daværende premierminister Binyamin Netanyahu. Salama havde noteret, hvordan systemet i Israel tillod politiet at foretage en undersøgelse mod en siddende premierminister, og havde spekuleret på, hvornår det samme ville kunne gælde Selvstyrets leder. For denne dristighed måtte han tilbringe en tid i fængsel. Hanan Ashrawi, en tvangspræget anti-Israel-kritiker, vedgik (modstræbende), at den jødiske stat har noget at lære den spirende palæstinensiske styreform: "frihed burde nævnes, selvom den kun er blevet implementeret på en selektiv måde, for eksempel ytringsfriheden." ‘Iyad as-Sarraj, en fremstående psykiater og direktør for Gaza Community Mental Health Program, indrømmer, at "under den israelske besættelse var jeg 100 gange mere fri [end under Det Palæstinensiske Selvstyre]."

Demokrati. Israels valg i maj 1999, hvor Netanyahu tabte, gjorde indtryk på mange palæstinensiske iagttagere. Klummeskribenter, som blev citeret i en Middle East Media and Research Institute (MEMRI)-undersøgelse, lagde mærke til den glatte overgang i Israel og ønskede det samme for sig selv; som én skrev, så misundte han israelerne og ønskede "et tilsvarende regime i min fremtidige stat." Selv en af Arafats ansatte, Hasan al-Kashif, generaldirektør for Selvstyrets informationsministerium, modstillede Netanyahus øjeblikkelige og yndefulde tilbagetræden fra embedet med den konstante magtudfoldelse hos "flere af navnene i vores ledelse," der fortsætter med at styre i en evighed. Nayif Hawatma, som er leder af den terroristiske Democratic Front for the Liberation of Palestine, ønskede, at Det Palæstinensiske Selvstyre ville træffe afgørelser mere i lighed med Israel:

"Vi ønsker, at PNC [Palestine National Council] skal diskutere udviklingen siden 1991, især Oslo-aftalen, som blev indgået bag om ryggen på PNC i modsætning til, hvad der skete i Israel for eksempel, hvor aftalen blev lagt ud til Knessets og offentlighedens afstemning."

Hans fakta er muligvis ikke helt korrekte, men de fortæller, hvad han mener.

Retssikkerhed. Mens intifadaen fra 1987 degenererede til brodermord og blev kendt som en "intrafada," værdsatte PLO-ledere i stigende grad israelsk fairness. Haydar ‘Abd ash-Shafi‘, som ledede den palæstinensiske delegation under fredssamtalerne i Washington, gjorde en bemærkelsesværdig iagttagelse i 1992 ifølge en afskrift, som blev offentliggjort i en Beirut-avis: "Kan nogen forestille sig, at en familie ville blive glad for at høre den israelske hær banke på døren midt om natten?" Han fortsatte: "Dengang magtkampene begyndte i Gaza, blev folk glade for, at den israelske hær udstedte udgangsforbud." Ligeledes scorede Musa Abu Marzouk, en højtstående inden for Hamas, points mod Arafat i år 2000 ved at sammenligne ham – til hans ugunst – med den jødiske stat: "Vi så repræsentanter fra den israelske opposition kritisere [Israels premierminister Ehud] Barak, og de blev ikke arresteret … men hos os arresterer Det Palæstinensiske Selvstyre folk for et godt ord."

Beskyttelse af minoriteter. Kristne og sekulære muslimer værdsætter især Israels beskyttelse i en tid, hvor palæstinensisk politik i stigende grad har taget en islamistisk drejning. Den franske ugeavis L'Express citerer en kristen palæstinenser for at udtale, at når den palæstinensiske stat bliver dannet, så "vil den hellige front imod den zionistiske fjende dø. Da vil tiden komme til at afgøre vort mellemværende. Vi vil komme til at opleve det samme som vore libanesiske brødre eller kopterne i Egypten. Det bedrøver mig at måtte sige det, men den israelske lov beskytter os." Hans frygt kommer på mange måder for sent, eftersom den kristne palæstinensiske befolkning gennem de seneste årtier er aftaget voldsomt og i en sådan grad, at en kommentator spørger, om det kristne liv "skal reduceres til tomme kirkebygninger og et hierarki uden menighed, uden sognebørn på det sted, hvor kristendommen blev født?"

Økonomiske goder. Palæstinensere, som bor i Israel (herunder Jerusalem), værdsætter Israels økonomiske succes, dets socialvæsen og dets mange goder. Lønningerne i Israel er omkring fem gange højere end på Vestbredden og i Gaza-striben, og Israels sociale sikkerhedsnet har ingen paralleller på den palæstinensiske side. Palæstinensere, som bor uden for Israel, ønsker økonomisk at blive lukket ind; da den israelske regering kundgjorde færdiggørelsen af en ca. 130 km lang del af sikkerhedshegnet for at beskytte landet mod palæstinensiske terrorister, reagerede en beboer i Qalqiliya, en grænseby på Vestbredden, med en afslørende harme: "Vi lever i et stort fængsel."

Tolerance over for homoseksuelle. På Vestbredden og i Gaza betyder en dom for sodomi mellem 3 og 10 års fængsel, og homoseksuelle mænd fortæller, at de bliver tortureret af Selvstyrets politi. Nogle af dem tager til Israel, hvor én vurdering går på, at der bor omkring 300 hovedsageligt mandlige homoseksuelle palæstinensere. Donatella Rovera fra Amnesty International bemærker: "At tage til Israel er en enkeltbillet, og når de først er der, ligger deres største problem formentlig i at blive sendt tilbage."

Palæstinensere, som bor i Vesten, og som besøger Det Palæstinensiske Selvstyre, er tydeligt opmærksomme på dets mangler sammenlignet med Israel. "Der er forskel på den israelske og Det Palæstinensiske Selvstyres besættelse," skrev Daoud Abu Naim, en medicinsk forsker i Philadelphia, under et besøg hos sin familie i Shuafat:

"De israelere, jeg har truffet i årenes løb, har været forskellige. Nogle har været ufølsomme over for vore behov, og andre har ikke været det. På den anden side, så er Arafat/Rajoub-regimet mere end bare 'korrupt.' Det er udelukkende interesseret i at skabe et diktatur, hvor palæstinensiske borgere ikke får nogen borgerlige rettigheder overhovedet."

Rewadah Edais, en gymnasieelev som hovedparten af året bor i San Francisco og besøger Jerusalem jævnligt, tilføjede, "Israelerne tog vores land, men når det gælder styreform, så ved de, hvad de gør."

Konklusion

Der er flere forskellige temaer i denne historie. For det første: Trods hele den overophedede retorik om Israels "onde" og "brutale" besættelse, så er palæstinenserne opmærksomme på goderne ved dets liberale demokrati. De værdsætter valgene, retssikkerheden, ytrings- og religionsfriheden, mindretallets rettigheder, velordnede politiske strukturer og de andre fordele ved en anstændig regeringsform. Der findes kort sagt en vælgerskare blandt palæstinenserne, som går ind for normale forhold, selvom den kan være vanskelig at få øje på i de hadefulde skarer, som i så høj grad dominerer nyhedsdækningen. For det andet: Mange af dem, der har smagt Israels økonomiske fordele, er utilbøjelige til at give afkald på dem; uanset hvor utilgængelige palæstinenserne kan synes for økonomi, så ved de en hel del, når de har en. For det tredje: procentdelen af palæstinensere, som ville foretrække at leve under israelsk kontrol, og som er blevet citeret i beregningerne ovenfor—en overvældende majoritet på mellem 70 og 90 procent—peger på, at dette ikke er nogen sjælden foreteelse blandt palæstinenserne. Dette har tydeligvis konsekvenser for en eventuel israelsk indrømmelse af "retten til tilbagevenden," idet det antyder, at palæstinensere ville flytte til Israel i stort tal. For det fjerde: Det implicerer, at nogle af de mere fantasifulde, endegyldige løsninger, som indebærer nye grænsedragninger, vil blive svære at gennemføre; palæstinenserne virker ikke mere ivrige efter at komme til at leve under Det Palæstinensiske Selvstyres kontrol, end israelerne er.

I ord og i handling anerkender altså selv palæstinensere Israel som den mest civiliserede stat i Mellemøsten. Midt i vore dages formørkede politiske ekstremisme og terrorisme giver denne kendsgerning et strejf af håb.

Beslægtede emner:  Den arabisk-israelske konflikt & diplomatiet, Israel, Mellemøst-politik, Palæstinensere tilmelding til daniel pipes' gratis danske ugentlige email-liste