Efter næsten tres år på sidelinjen er Israels tredje og endegyldige fjende måske ved at indtræde i slaget.
Udenlandske stater er Israels fjende nr. 1. Umiddelbart efter erklæringen af israelsk uafhængighed i maj 1948 invaderede fem udenlandske væbnede hære Israel. Alle de større krige, som fulgte – 1956, 1967, 1970, 1973 – indebar israelere i krig med nabolandenes hære, luftværn og flåder. I dag kommer den største trussel fra masseødelæggelsesvåben i Iran og Syrien. Egypten udgør i stigende grad en fare i form af konventionelle styrker.
De eksterne palæstinensere er fjende nr. 2. Overskygget i to årtier efter 1948 trådte de ind på den centrale scene med Yasir Arafat og Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation. Krigen i Libanon i 1982 og Oslo-aftalen i 1993 bekræftede deres centrale position. De eksterne palæstinensere forbliver aktive og truende i dag med terrorisme, missiler, som lander i Sderot, og en global reklamekampagne, der nægter at anerkende Israel.
De muslimske borgere i Israel, på engelsk sædvanligvis kaldet for israelske arabere (men jeg fokuserer på muslimer, ikke arabere, fordi arabisktalende kristne og drusere generelt er mindre fjendtlige), udgør fjende nr. 3.
De israelske muslimer havde i begyndelsen ingen betydning; i 1949 udgjorde de en befolkning på 111.000 og 9 procent af Israels befolkning. Derefter mangfoldiggjorde de sig tifoldigt til 1.141.000 i 2005, 16 procent af befolkningen. I stort antal drog de fuld fordel af Israels åbne, moderne samfund for at udvikle sig fra en lille medgørlig og lederløs befolkning til et robust, selvhævdende samfund, hvis ledere inkluderer viceborgmesteren i Tel Aviv, Rifaat Turk; en ambassadør, Ali Yahya; medlemmer af parlamentet; akademikere; og entreprenører.
Denne opstigen gav, sammen med andre faktorer – fjende nr. 1 og 2 i krig med Israel, øgede bånd til Vestbredden, bølgen af radikal islam, Libanon-krigen i midten af 2006 – muslimerne mod til at forkaste den israelske identitet og vende sig imod staten. Deres skamløse fejring af Israels værste fjender beviser dette, ligesom muslimers voksende vold imod jøder inde i Israel. Alene i denne måned plyndrede muslimer en jødisk religiøs skole i Acre og myrdede omtrent en landmand i Jezreel-dalen. En teenagedreng blev arresteret for at planlægge et selvmordsangreb mod et hotel i Nazareth.
Denne fjendtlighed er blevet samlet og nedfældet i et imponerende udformet dokument, som blev offentliggjort i begyndelsen af december, The Future Vision of Palestinian Arabs in Israel (Fremtidsvisionen for palæstinensiske arabere i Israel). Udgivet som det er af Mossawa Center i Haifa – som er delvist finansieret af amerikanske jøder – og bifaldet af mange af samfundets topfolk, kan dets ekstremisme meget vel komme til at markere et vendepunkt for de israelske muslimer. Dokumentet afviser Israels jødiske karakter og insisterer på, at landet bliver en tosidet nationalstat, hvor palæstinensisk kultur og magt nyder total ligestilling.
Dokumentets bemærkning om et "fælles hjemland" betyder jødiske og arabiske sektorer, som kører deres egne sager og har vetoret over visse af den anden parts beslutninger. Future Vision kræver ændringer i flag og nationalhymne, sløjfer den Lov om tilbagevenden fra 1950, som automatisk giver israelsk statsborgerskab til en hvilken som helst jøde, og hæver arabisk op på lige fod med hebraisk. Det søger særskilt arabisk repræsentation i internationale fora. Og mest dybtgående vil det bringe den zionistiske erhvervelse af en suveræn jødisk stat til ophør.
Det kan næppe overraske, at de jødiske israelere har reageret negativt. I Ma‘ariv har Dan Margalit afvist de israelske arabere som "umulige." I Ha'aretz tolkede Avraham Tal de oprørende krav som en bevidst fortsættelse af konflikten, selv hvis Israels ydre konflikter skulle blive løst. Israels vicepremierminister, Avigdor Lieberman, forkastede ubetinget selve dokumentets præmisser. "Hvori består logikken," er han citeret i The New York Sun for at have udtalt, i at skabe 1½ land for palæstinenserne (en hentydning til at Det Palæstinensiske Selvstyre bliver en fuldgyldig stat) og "et halvt land for det jødiske folk?"
Mr. Lieberman ønsker at begrænse det israelske statsborgerskab til dem, der er villige til at underskrive en loyalitetserklæring over for det israelske flag og den israelske nationalhymne, og som er rede til at gøre militærtjeneste eller tilsvarende. De, der nægter at underskrive – hvad enten de er muslimer, befinder sig på den yderste venstrefløj, er ortodokse haredi-jøder eller andet – kan forblive i landet som permanente borgere, med alle det israelske borgerskabs goder, de kan endda stemme og stille op til lokalvalg (et privilegium som arabiske indvånere i Jerusalem, som ikke er israelske statsborgere, i øjeblikket nyder). Men de vil blive udelukkede fra at stemme ved de nationale valg eller at blive valgt til et nationalt embede.
De diametralt modsatte forslag fra Future Vision og Mr. Lieberman åbner for meldingerne i en lang forhandlingsproces, som på nyttig vis retter opmærksomheden mod et emne, som alt for længe har været skubbet ud på sidelinjen. Israelerne står over for tre valgmuligheder, som er brutale i al deres enkelhed: enten opgiver de jødiske israelere zionismen; eller de muslimske israelere accepterer zionismen; eller de muslimske israelere vil ikke forblive i Israel ret længe. Jo hurtigere israelerne løser dette spørgsmål, desto bedre.
