To holdninger dominerer og polariserer de amerikanske politikere i dag. Nogle siger, at krigen er tabt, derfor skal vi forlade Irak. Andre siger, at krigen kan vindes, derfor skal vi bevare tropperne på stedet.
Jeg står midt imellem og tilbyder en tredje vej. Besættelsen er tabt, men krigen kan vindes. Bevar de amerikanske tropper i Irak, men flyt dem væk fra byerne.
Jeg forudså allerede nederlaget for en amerikansk ledet militær besættelse af Irak i februar 1991, lige efter at Kuwait-krigen var afsluttet, idet jeg dengang skrev, at en besættelse, som skulle vare i mere end nogle måneder, "sandsynligvis ville føre til en af de største katastrofer i amerikansk udenrigspolitik." Jeg nåede frem til denne konklusion på basis af det forhold, at den irakiske befolkning ville blive "meget stærkt fortørnet over en hovedsageligt amerikansk besættelsesstyrke." Derfor, konkluderede jeg, efterhånden som den skændige snigskytteild begraver prestigen ved højteknologisk militær overlegenhed, "vil den berømte sejr vundet ved hjælp af tomahawks, tornadoes og patriots hurtigt blive et glansløst minde."
I april 1991 tilføjede jeg, at de "amerikanske tropper ville opleve hurtigt at blive lagt for had, shi'itterne genoptage selvmordsbombningerne, kurderne genoptage deres oprør og den syriske og iranske regering planlægge nye måder at sabotere et amerikansk styre på. At blive på stedet ville blive alt for smertefuldt, at forlade det alt for ydmygende."
Da besættelsen var et halvt år gammel i oktober 2003, forudså jeg, at "missionen i Irak ville ende med et nederlag", fordi den irakiske motivation for at fjerne koalitionsstyrkerne langt overstiger koalitionens motivation for at blive. "Den amerikansk ledede indsats for at få sat skik på Irak er ikke vigtig nok for amerikanere, briter eller andre af de ikke-muslimske partnere til at holde fast."
Nu gentager jeg, at mangel på vilje (hvor mange amerikanere eller briter interesserer sig dybtgående for Iraks fremtidige kurs?) betyder, at koalitionsstyrkerne ikke kan nå det storslåede mål at rehabilitere Irak. Kritikerne afspejler med deres opfordring til tilbagetrækning den nationale stemning, som har gjort Bush-regeringen tiltagende isoleret, en tendens som næsten med sikkerhed vil fortsætte.
Men præsident George W. Bush har ret i sin insisteren på at bevare tropperne i Irak.
Til dels er den amerikanske troværdighed på spil. Landet har ikke råd til det, som Victor Davis Hanson noterer ville være dets første flugt fra en kampplads nogensinde. Grupperne, som kræver en hurtig afskæring og flugt, bedrager sig selv på dette punkt. Senator George Voinovich (republikaner fra Ohio) hævder, at "Hvis alle ved, at vi forlader området [Irak], vil det få dem til at frygte Gud," hvortil Jeff Jacoby sardonisk har bemærket i Boston Globe: helt sikkert, "Intet vil skræmme al-Qaeda mere end at se amerikanerne på tilbagetog."
Tropperne bør også blive i Irak af en anden grund: Irak udgør en uovertruffen base, hvorfra vi kan påvirke udviklingen i verdens mest omskiftelige teater. Koalitionens regeringer kan bruge dem til at:
- holde den iranske og den syriske regering i skak eller reducere dem,
- sikre den frie strøm af olie og gas,
- bekæmpe Al-Qaeda og andre internationale terroristorganisationer,
- være en velvillig tilstedeværelse i Irak.
 Noget koalitionstropperne ikke skulle foretage sig: En tungt bevæbnet underkorporal fra det amerikanske marinekorps, Eliot Yarmura, fører maskerede irakiske soldater gennem en gyde under en sikkerhedspatruljering i Barwana, Irak, den 15. jan. 2006. (Se større billede) |
|
Jeg opfordrer til, at de internationale tropper frigøres fra improviserede eksplosiver, urbane skyttehuller og bevæbnede konvojer og genudsættes i de ørken- og grænseområder, hvor de og deres højteknologiske udstyr kan spille en strategisk rolle.
Dette indebærer, at koalitionen opgiver sit alt for ambitiøse mål om et demokratisk, frit og blomstrende Irak og i stedet sigter mod et Irak, som er sikkert, stabilt og anstændigt. Især afholdelsen af valg i januar 2005, kun 22 måneder efter tyrannens fald, var alt for tidlig og urealistisk; irakerne skal bruge år, måske årtier, til at lære sig de raffinerede vaner i et åbent samfund.
Fjernelsen af Saddam Hussein var en realistisk og velkommen international, sanitær handling, men at reparere Irak under modstand fra en befriet, splittet og ideologisk irakisk befolkning ligger hinsides koalitionens bevidste hensigt. Koalitionen gav irakerne en ny start; den kan ikke påtage sig ansvaret for dem eller genopbygge deres land.
En fokusering på det strategiske niveau betyder også, at koalitionen distancerer sig fra Iraks interne udvikling og behandler irakerne som voksne mennesker, der skaber deres egen skæbne, ikke som umyndige: ikke flere omfavnelser af landets ledere, behandlinger af dets parlamentarikere som underordnede eller opmuntringer af lokale partnere til at emigrere til Danmark eller USA.
Det betyder, at man bevarer forløbet, men ændrer kurs til udstationering af ørkenbaser, ikke forlader Irak.
