De signaler, der kom fra Baghdad den 26. april, hvor to amerikanske regeringsmedlemmer mødtes med den udpegede, nyligt valgte irakiske premierminister, Nuri Kamal al-Maliki, forekommer mig at virke imod hensigten.
Det angivelige mål med amerikanernes rejse var, med New York Times' ord, "at genskabe offentlighedens tillid til regeringen og befri landets sikkerhedsstyrker for infiltrationen fra sekteriske militser." Men hvad de i virkeligheden gjorde var at reklamere for Mr. al-Maliki. Forsvarsminister Donald H. Rumsfeld sagde: "Jeg forlod landet meget opmuntret." Udenrigsminister Condoleezza Rice sagde begejstret: "Han gjorde virkelig indtryk. … Han forstod sin rolle og regeringens rolle med henblik på virkelig at vise, at der er tale om en national samlingsregering, som alle irakere kan nære tillid til."
Mr. al-Maliki forsikrede derpå Ms. Rice om sit mål om at "genskabe tilliden" blandt irakerne ved at handle hurtigt for at genetablere elektriciteten og fjerne militsernes indflydelse inden for Iraks politistyrker. Deres møde mindede mig om den situation, hvor et hovedkvarter sender ledelsen ud for at kontrollere en problematisk franchising.
De amerikanske embedsmænd benægtede selvfølgelig noget sådant. Adspurgt, om ministrenes dramatiske fælles ankomst så kort tid efter, at Mr. al-Maliki havde vundet premierministerposten, kunne antyde, at han er en amerikansk marionetdukke, veg Ms. Rice uden om spørgsmålet ved at kalde dannelsen af den irakiske regering for "den mest demokratiske proces nogensinde i Mellemøsten" (en tvivlsom påstand). Mr. Rumsfeld svarede skarpt på et spørgsmål om, hvordan de amerikanske styrker vil håndtere militsernes indflydelse: "Det første, jeg vil sige, er, at det gør vi ikke. Det gør irakerne."
Den slags forvirring vedrørende USA's rolle er uundgåelig, når amerikanske topledere i den grad omfavner deres irakiske protégé, en omfavnelse som har haft mangfoldige udtryk gennem de seneste tre år. Et lille, men smerteligt illustrativt eksempel daterer sig fra december 2003, hvor udenrigsministeriet bragte den Irakiske Nationalsymfoni – en institution præcist så forfalden, som navnet antyder – til Washington, hvor den fik en stjernepræget modtagelse: Bush overværede opførelsen, det nationale symfoniorkester og cellovirtuosen Yo-Yo Ma gik på scenen sammen med irakerne. For irakerne besudlede denne sleske, nedladende støtte orkesteret som en holdt institution.
Regeringen opfatter ikke sin offentlige omfavnelse af den irakiske regering som hoven, men det gør jeg. Af fire grunde hæmmer den mere, end den gavner. For det første gør indtrykket af, at det er amerikanerne, der sidder ved roret, det nemmere for regimets fjender at vinde støtte til deres oprør.
For det andet nærer muslimer en sand aversion imod, at ikke-muslimer blander sig i deres suveræne anliggender. En muslimsk leder, der betragtes som agent for vestlige magter, kan arbejde forgæves i årtier for at sprede denne sky af illegitimitet; dette problem plagede for eksempel den første jordanske konge, Abdullah I, i hele hans 30-årige regeringstid og svækkede stabiliteten i hans land.
For det tredje skjuler omfavnelsen den kendsgerning, at Baghdad har truffet nogle vigtige beslutninger, som går direkte imod Bush-regeringens ønsker, såsom dens restriktive oliepolitik, dens villighed til at lukke iranske tropper ind til træningsformål, og dens forkastelse af Washingtons krav om at forsyne udenlandske kontrahenter med immunitet fra irakisk lovgivning. De irakiske politikere hævder sommetider åbenlyst deres uafhængighed, som da forsvarsminister Saadoun al-Dulaimi, adspurgt i midten af 2005 om underskrivelsen af en militærpagt med Teheran ville vække vrede i Washington, svarede: "Ingen kan diktere Irak dets relationer til andre lande"; men sådanne spændinger drukner i den fremherskende beretning om et underdanigt Irak.
For det fjerde skaber Washington hermed forudsætningerne for, at det bliver holdt ansvarlig for følgerne af dårlige irakiske beslutninger. Med en sunni-leders ord fra februar 2004: "Amerika er ejeren af dette land i øjeblikket. Det sidder inde med ansvaret."
I stedet for at sovse den irakiske ledelse ind ville en bedre politik være at stille begrænsede økonomiske midler til rådighed for den, forsyne den med en venligtsindet, militær tilstedeværelse og ønske den held og lykke på lang afstand. Regeringen ville da selv skulle svømme eller synke i den irakiske politiks historisk voldelige og nådesløse arena, som engang blev beskrevet af Elie Kedourie, der selv er af irakisk herkomst, som havende en historie "fuld af blodsudgydelse, forræderi og plyndring." Hvis regeringen lykkes, vil den få gavn af at have klaret skærene på egen hånd, ikke pylret om af koalitionstropper.
Og hvis den mislykkes, så bærer irakerne selv – som politiske voksne, ikke myndlinge af koalitionen – ansvaret for at beslutte deres lands fremtidige kurs, og de udenlandske styrkers rolle vil være begrænset til at sikre, at tingene ikke udvikler sig katastrofalt skævt.
