Mit besøg i Istanbul i denne uge falder midt i den største udfordring for den tyrkiske sekulære republik siden dens skabelse i 1923.
Republikken, som blev grundlagt af Mustafa Kemal Atatürk på vragresterne af det osmanniske imperium, blev skabt under et højdepunkt af vestlig tillid, hvor det så ud til, at den europæiske livsform ville komme til at udgøre den globale skabelon. Atatürk gennemførte en svimlende række af ændringer, herunder europæiske love, det latinske alfabet, den gregorianske kalender, personlige efternavne, hat i stedet for fez, monogami, søndag som hviledag, forbud mod dervisher, lovbefæstet ret til at drikke alkohol og tyrkisk som liturgisk sprog.
Mange reformer slog rod; en tilbagevenden til arabisk skrift eller en afvikling af efternavnet er utænkelig. Når det er sagt, er landet generelt vendt tilbage til islamisk livsstil. Øget religiøs instruktion i skolerne og flere statsfinansierede moskeer komplementeres af flere kvinder, der anlægger hovedtørklæde.
Flere faktorer er ansvarlige for denne udvikling: den forudsigelige reaktion imod Atatürks overdrivelser; Tyrkiets større demokratisering, som har givet masserne en chance for at udtrykke sig; den højere demografiske andel af anatolere, som generelt forholder sig køligere over for Atatürks ændringer; og den islamistiske bølge som begyndte i midten af 1970'erne.
Denne bølge blev omsat i en betydelig islamisk repræsentation i Nationalforsamlingen, begyndende med et enkelt sæde i 1960'erne og siden – hjulpet på vej af særegenheder i den tyrkiske valgprocedure – frem til næsten to tredjedele majoritet i dag. Islamiske partier har to gange kontrolleret statsministeriet, i 1996-97 og siden 2002. Første gang fik Necmettin Erbakans selvrådige personlighed og åbenlyse islamistiske program militæret, vogterne af traditionen efter Atatürk, til at fordrive ham fra magten, inden der var gået et år.
Efter Erbakans sammenbrud dannede en tidligere løjtnant, Recep Tayyip Erdoğan, Retfærdighed og Udvikling (eller AKP), som nu er regeringsparti. Erdoğan og hans hold, som havde taget ved lære af fiaskoen i 1996-97, anlagde en langt mere forsigtig tilnærmelse til islamisering. Desuden udviste de regeringskompetence og håndterede økonomien, Den Europæiske Union, Cypern og andre sager godt.
Men i sidste måned gik Erdoğan for langt ved at vælge sin nære forbundsfælle Abdullah Gül som kandidat ved valget til republikkens præsidentembede. I en hurtig række af begivenheder lykkedes det ikke for Gül at opnå de nødvendige stemmer, Højesteret erklærede valget for ugyldigt, millioner af sekularister gik på gaden, militæret antydede et kup, og Erdoğan opløste parlamentet. Både det og en ny præsident skal snart til afstemning.
Spørgsmålene hober sig op: Kan AKP genvinde flertallet af pladserne? Og lykkes det ikke, kan det så danne en regeringskoalition? Vil det få held til at indsætte en af dets egne som præsident?
Mere grundlæggende, hvad er AKP-ledelsens intentioner? Bevarede det, efter at have været vidne til Erbakans skæbne, et hemmeligt, islamistisk program og lærte simpelthen at maskere sine islamistiske mål? Eller opgav det rent faktisk disse mål og accepterede sekularismen?
Svaret på disse spørgsmål vedrørende dets hensigter kan man kun gisne om. At skulle dømme om, hvorvidt AKP har en skjult dagsorden, konkluderede jeg efter en rejse til Tyrkiet i midten af 2005, minder om en "sofistikeret intellektuel gåde" med overbevisende spor i begge retninger. Sådan forholder det sig stadig, måtte jeg konstatere under dette besøg to år senere. Der er bare flere data at behandle og tolke.
Hver eneste tyrker må selv dømme om AKP, og det samme må de vigtigste udenlandske regeringer. Hvis meningsmålingerne viser, at de tyrkiske vælgere stadig i et vist omfang ikke har besluttet sig, så har de udenlandske ledere truffet et valg i Erdoğans favør. Europarådet har fordømt en militær indgriben og USA's udenrigsminister, Condoleezza Rice, er gået endnu videre og har rost AKP for at "trække Tyrkiet mod vest i retning af Europa" og har især bifaldet dets bestræbelser på at få Tyrkiets love tilpasset Europas på områder som individuel og religiøs frihed.
Men hendes udtalelse overser AKP's bestræbelser på at følge islamisk lov ved at kriminalisere utroskab og skabe alkoholfri zoner, for ikke at tale om dets given det islamiske retssystem forrang over det sekulære, dets afhængighed af sorte penge, og dets partiskhed imod religiøse minoriteter, samt forfølgelsen af politiske modstandere. Desuden ville et medlemsskab af EU give AKP en kolossal sidegevinst: ved at reducere Tyrkiets ærkesekulære militære ledelses politiske rolle letter man paradoksalt nok dets vej til anvendelse af islamisk lovgivning. Ville AKP's forsigtighed overleve kastrationen af officerskorpset? Endelig ignorerer udenrigsminister Rice de AKP-skabte spændinger i de amerikansk-tyrkiske forbindelser.
Men hendes overfladiske analyse har én utilsigtet gevinst: betragter man Tyrkiets brændende anti-amerikanisme i vore dage, så kan en amerikansk støtte til AKP faktisk betyde, at det mister stemmer. Ser man bort fra denne form for kynisk humor, så burde Washington holde op med at støtte op om AKP og i stedet holde med sine naturlige allierede, sekularisterne.
