"Moderate énhjørninge," fnyste en læser som svar på min seneste opfordring til, at de vestlige stater støtter op om de moderate muslimer. Idet han afviste deres eksistens som en myte, bemærkede han, at ikke-muslimerne "stadig venter på, at de moderate skal rejse sig og yde deres til at identificere og fjerne de ekstremistiske bøller fra deres moskeer og samfund."
Det er en forsvarlig skepsis og et rimeligt krav. De seneste begivenheder i Pakistan og Tyrkiet viser imidlertid, at de moderate muslimer ikke er nogen myte.
I Pakistan demonstrerede et anslået antal på 100.000 mennesker den 15. april i Karachi, landets største by, for at protestere mod planerne om, at en magtfuld moske i Islamabad, Lal Masjid, skal etablere et parallelt retssystem baseret på islamisk lov, Shari‘a. "Nej til ekstremisme," råbte folkemængden. "Vi vil stærkt modsætte os religiøs terrorisme og religiøs ekstremisme," formanede Altaf Hussain, lederen af Mutahida Qaumi-bevægelsen, ved massemødet.
I Tyrkiet protesterede mere end en million moderate muslimer på fem marcher imod forsøget fra Partiet for Retfærdighed og Udvikling (AKP) på at overtage republikkens præsidentembede og dermed give det kontrol over de to regeringstopposter (den anden er posten som premierminister, som i øjeblikket indtages af Recep Tayyip Erdoğan).
 Marchen i Ankara den 14. april 2007. |
|
En ung kvinde, Muge Kaplan, som bar på et kolossalt tyrkisk flag, forklarede, at folkemængden er muslimsk og tror på islam, men den ønsker ikke, at islam "skal blive hele vores livsførelse." En landmand, Bülent Korucu, erklærede, at folkemængden forsvarer sin republik "mod religiøse fundamentalister."
En anden march, som gentog disse temaer, kunne den 29. april i Istanbul bryste sig af 700.000 deltagere. Den 5. maj fandt nogle mindre marcher sted i det vestlige Anatolien i byerne Manisa, Çanakkale og Marmaris.
Ejheller er disse folkemasser ene om at modsætte sig AKP's islamister. Præsident Ahmet Necdet Sezer har advaret om, at for første gang siden 1923, hvor den sekulære republik blev skabt, "bliver der sået åben tvivl" om dens grundpiller. Han rasede også mod påførelsen af en blød islamistisk stat, idet han forudså, at den vil udvikle sig i en ekstremistisk retning. Onur Öymen, viceformand for oppositionens Republikansk Folkeparti, advarede om, at AKP's overtagelse af præsidentposten vil "ryste enhver balance" og skabe en meget farlig situation.
Militæret – Tyrkiets ultimative magtmagnat – udsendte to erklæringer, som bekræftede denne vurdering. Den 12. april udtrykte stabschefen, general Mehmet Yaşar Büyükanıt, sin forhåbning om, at "en person, som er loyal over for republikkens principper—ikke blot i ord, men i væsen—bliver valgt som præsident." To uger senere blev militærets tone mere presserende, idet man bekendtgjorde, at præsidentvalget "er blevet fulgt med ængstelig opmærksomhed af Tyrkiets væbnede styrker, [som] opretholder sin klare beslutning om at udøve sin klart beskrevne pligt til at beskytte" de sekulære principper.
Denne resolutte modstand mod islamismen fra moderate tyrkiske muslimer er så meget desto mere slående, når den modstilles de intetanende vesterlændinge, som bagatelliserer farerne ved AKP's vej frem. En leder i Wall Street Journal forsikrer tyrkerne om, at deres premierministers popularitet "bygger på en kompetent og stabil ledelse." I en afvisning af de historiske skæringspunkter, som præsident Sezer og andre oplever, afviser den enhver tvivl vedrørende premierminister Erdoğans forpligtelse på sekularismen som "skræmmemageri" og tilskriver den en smålig kampagnetaktik "for at få anti-AKP-vælgerne på gaden og genoplive en svækket opposition."
"Om så Erdoğan gik på vandet, ville sekularisterne ikke tro ham," bemærker en tidligere amerikansk Tyrkiet-ambassadør, Morton Abramowitz. Olli Rehn, EU's "udvidelseskommissær," formanede det tyrkiske militær til at overlade præsidentvalget i den demokratisk valgte regerings hænder og kaldte situationen for en "prøvesag" med hensyn til de væbnede styrkers respekt for deres politiske ledere, en holdning som den amerikanske regering efterfølgende tilsluttede sig.
Er det ikke sigende, at et stort antal moderate muslimer ser en fare, hvor så mange ikke-muslimer er blinde? Bekræfter udviklingen i Pakistan og Tyrkiet ikke min ofte gentagede pointe, at den radikale islam udgør problemet og den moderate islam løsningen? Og antyder den ikke, at alle uvidende, ikke-muslimske, geskæftige personer bør træde til side for de moderate muslimer, som er fast besluttede på at forvise islamismen til dens retmæssige plads i historiens skraldespand?
