En effektiv strategi til anti-terrorisme må fokusere på den kendsgerning, at terrorisme ved muslimer i islams navn udgør den strategiske trussel i dag mod civiliserede folk, hvad enten de er muslimer eller ikke-muslimer.
I den lave ende involverer denne trussel enkeltindivider, som bliver angrebet af Pludseligt Jihad-Syndrom, og som uforudset begiver sig ud på et mordertogt. I den modsatte ende involverer den forbryderorganisationer som Hamas, der kører det delvist regeringsagtige Palæstinensiske Selvstyre, eller endda Al-Qaedas bestræbelser for at skaffe sig masseødelæggelsesvåben. Alt i alt, hvis terrorismen fra muslimer blev stoppet, ville dette være et afgørende skridt hen imod at vinde det, som nogle kalder for 4. Verdenskrig.
Lader dette sig gøre?
Ja, og til dels ved hjælp af en effektiv konventionel anti-terrorisme. Enkeltpersoner skal forfølges og pågribes, organisationer lukkes, netværk smadres, grænser overvåges, penge nægtes og masseødelæggelsesvåben begrænses. Disse skridt angriber imidlertid kun symptomerne på problemet, ikke problemet selv. "Problemet selv" er de drivkræfter, som ligger bag den muslimske bølge af vold i islams navn. Kun ved at indkredse, hvorfor terrorismen er dukket op som et fremtrædende element i muslimers liv, kan volden imødegås.
Denne aggression er ikke et resultat af en eller anden pervers trang til at påføre skade for dennes egen skyld; den stammer heller ikke fra religionen islam, der for blot en generation siden ikke inspirerede til en sådan morderiskhed. Den er derimod et resultat af politiske ideer.
Ideer spiller ingen rolle ved almindelig kriminalitet, som har rent selviske mål. Men ideer, og sædvanligvis ideer om at ændre verden radikalt, er centrale ved terrorismen og især ved dens selvmorderiske varianter. I modsætning til os andre, der almindeligvis accepterer livet, som det er, insisterer utopisterne på at skabe en ny og bedre orden. For at opnå dette kræver de al magt til sig selv, udviser en iskold foragt for menneskeliv og nærer en ambition om at udbrede deres vision globalt. Der findes adskillige utopiske planer, blandt hvilke fascismen og kommunismen historisk har haft de største konsekvenser, idet de hver har krævet millioner af døde.
I henholdsvis 1945 og 1991 blev disse to totalitære systemer besejret i krig, den ene voldeligt (under 2. Verdenskrig), den anden mere skjult (under den kolde krig). Deres tilstundende undergang opildnede visse optimister til at forestille sig, at utopiernes og de totalitære systemers æra var ovre, og at en liberal orden for bestandigt havde erstattet dem.
Ak, dette synspunkt overså et tredje totalitært system, som er vokset frem siden 1920'erne, nemlig islamismen, i al korthed defineret som den forestilling, at uanset spørgsmålets karakter, det være sig lige fra børneopdragelse til krigsførelse, så "er islam svaret." Som en følge af flere forskellige faktorer – en historisk rivalisering med jøder og kristne, et voldsomt stigende fødselstal, overtagelsen af den iranske stat i 1979, støtte fra olierige stater – kom islamisterne til at dominere den ideologiske diskussion blandt muslimer, som interesserer sig for deres islamiske identitet eller tro.
Islamisk lov, som havde været på tilbagetog i de foregående to århundreder, kom brølende tilbage, og med den jihad, eller hellig krig. Kalifatet, som i egentlig forstand havde været ude af funktion i mere end tusind år, blev en levende drøm. Ideer, som var blevet fremsat af tænkere og organisatorer som Muhammad ibn Abd al-Wahhab, Shah Waliullah, Sayyid Abu'l-A'la al-Mawdudi, Hasan al-Banna, Sayyid Qutb og Rouhollah Khomeini, imødegik aggressivt og med held de mere traditionelle, moderne og centrumprægede tilgange til islam. Til at fremme disse utopisters giftige vision valgte deres tilhængere brugen af voldelige midler, herunder terrorisme.
De mest effektive former for anti-terrorisme bekæmper ikke terroristerne, men de ideer som driver dem. Denne strategi indeholder to vigtige skridt. For det første en bekæmpelse af den islamistiske bevægelse, ligesom de fascistiske og kommunistiske bevægelser blev bekæmpet – på alle niveauer og alle måder, ved at benytte enhver institution, offentlig såvel som privat. Denne opgave tilfalder hovedsagelig ikke-muslimer, da de muslimske samfund generelt er ude af stand til eller uvillige til at rense ud blandt deres egne.
Derimod kan kun muslimer foretage det andet skridt, nemlig formuleringen og spredningen af en islam, som er moderne, moderat, demokratisk, liberal, nabovenlig, human og respektfuld over for kvinder. Her kan ikke-muslimer hjælpe til ved at distancere sig fra islamisterne og støtte de moderate muslimer.
Selvom den moderate islam teoretisk set er en mulighed, så betyder svækkelsen af dens fortalere, at den i øjeblikket virker ganske uopnåeligt fjern. Men uanset hvor uklare dens nuværende udsigter måtte være, så repræsenterer den moderate islams succes i sidste instans den eneste effektive form for anti-terrorisme. Terrorismen, som blev indledt på grundlag af dårlige ideer, kan kun blive bragt til ophør af gode ideer.
Mr. Pipes, direktør for Middle East Forum, præsenterede i sidste uge en længere version af denne analyse i Brasilien ved en konference, som havde landets efterretningsvæsen, Agência Brasileira de Inteligência (ABIN), som vært.
