Hvad ønsker de islamistiske terrorister? Svaret burde være åbenlyst, men det er det ikke.
For en generation siden gjorde terroristerne deres ønsker klart. Da Folkefronten til Palæstinas Befrielse (PFLP) i september 1970 hijackede tre fly, krævede de for eksempel, med held, frigivelse af arabiske terrorister, som sad fængslet i England, Schweiz og Vesttyskland. En Hanafi-muslimsk gruppe krævede ved sit angreb på B'nai B'rith hovedkvarteret og to andre bygninger i Washington, D.C., i 1977 aflysning af en hovedattraktionsfilm, Mohammad, Messenger of God," 750 dollars (som tilbagebetaling af en bøde), udlevering af de fem mænd, som havde massakreret Hanafi-lederens familie, samt Malcolm X' drabsmand.
Den slags "ikke-forhandlingsmulige krav" førte til smertelige gidseldramaer og medfølgende politiske dilemmaer. "Vi vil aldrig forhandle med terrorister," erklærede politikerne "Giv dem Hawaii, men sørg for, at min mand vender hjem," tryglede gidslernes ægtefæller.
Den tid ligger så fjernt, og dens terminologi er så glemt, at selv præsident Bush i dag taler om "ikke-forhandlingsmulige krav" (i hans tilfælde vedrørende menneskelig værdighed), idet han glemmer denne formulerings dødbringende oprindelse.
Flertallet af anti-vestlige terroristangreb i vore dage foretages uden, at der fremsættes krav. Bomberne springer, fly bliver hijacket og smadret ind i bygninger, hoteller braser sammen. De døde bliver talt. Detektiver sporer sig tilbage til gerningsmændenes identititet. Uklare websider fremsætter post hoc uautentificerede krav.
Men årsagerne til volden ligger uforklarede hen. Det overlades til analytikere, herunder mig selv, at spekulere over motiverne. Disse kan hænge sammen med terroristers personlige klagemål med baggrund i fattigdom, fordomme eller kulturel fremmedgørelse. Alternativt kan man se en intention om at ændre international politik som et motiv: at score "et Madrid" og få regeringer til at trække deres tropper ud af Irak; overtale amerikanere til at forlade Saudi Arabien; gøre en ende på den amerikanske støtte til Israel; presse New Delhi til at afstå kontrollen med hele Kashmir.
Et hvilket som helst af disse motiver kunne have bidraget til volden; for som Londons Daily Telegraph udtrykker det, problemerne i Irak og Afghanistan føjede hver især "en ny småsten til det bjerg af klagemål, som de militante fanatikere har rejst." Og dog er ingen af dem afgørende for opgivelsen af eget liv for at dræbe andre.
I næsten alle tilfælde har jihadi-terroristerne en åbenlys, selvindlysende ambition: at skabe en verden domineret af muslimer, islam og islamisk lov, Shari'a. Eller, for nu igen at citere Daily Telegraph, deres "egentlige projekt er udbredelsen af det islamiske territorium over hele kloden og skabelsen af et verdensomspændende ‘kalifat', grundlagt på Shari'a-loven."
Terroristerne erklærer åbent dette mål. De islamister, som myrdede Anwar el-Sadat i 1981, dekorerede deres varetægtsceller med bannere, som proklamerede "kalifatet eller døden." En biografi over en af de mest indflydelsesrige islamistiske tænkere i nyere tid og en mand med indflydelse på Osama bin Laden, Abdullah Azzam, fortæller, at hans liv "kredsede om ét enkelt mål, nemlig dannelsen af Allahs Styre på jorden" og genoprettelsen af kalifatet.
Bin Laden talte selv om at sikre, at "det gudfrygtige kalifat starter fra Afghanistan." Hans næstkommanderende, Ayman al-Zawahiri, drømte ligeledes om at genskabe kalifatet, for, som han skrev, da "vil historien tage en ny drejning, om Gud vil, i den modsatte retning, imod USA's og verdens jødiske regerings imperium." En anden Al-Qaeda-leder, Fazlur Rehman Khalil, udgiver et tidsskrift, som har erklæret: "På grund af velsignelserne ved jihad er Amerikas nedtælling begyndt. Det vil snart erklære sit nederlag," hvilket skal efterfølges af dannelsen af et kalifat.
Eller som Mohammed Bouyeri skrev på den seddel, som han hæftede på Theo van Goghs døde legeme, den hollandske filmskaber, som han netop havde myrdet: "Islam vil sejre ved martyrernes blod, som spreder sit lys i hvert eneste mørkt hjørne af denne jord."
Interessant nok blev van Goghs morder frustreret over de fejlagtige motiver, han blev tillagt, og insisterede under retssagen på, at "Jeg gjorde, hvad jeg gjorde, udelukkende ud fra min tro. Jeg ønsker, at I skal vide, at jeg handlede ud fra min overbevisning, og at jeg ikke tog hans liv, fordi han var hollænder, eller fordi jeg er marokkaner og følte mig fornærmet."
Selvom terroristerne ytrer deres jihadi-motiver højt og klart, undlader både vesterlændinge og muslimer alt for ofte at høre dem. Islamiske organisationer, observerer den canadiske forfatter Irshad Manji, lader som om, "Islam er en uskyldig tilskuer til vore dages terrorisme."
Hvad terroristerne ønsker står lysende klart. Det kræver en kolossal fornægtelse ikke at erkende det, men vi vesterlændinge har taget udfordringen op.
