Mens den iranske regering i sidste uge bekendtgjorde en fordobling af sit uranberigelsesprogram, mundhuggedes FN's Sikkerhedsråd om en uklar europæisk resolutionsskitse. Den ville ikke gøre andet end at forbyde iranske studerende at studere kernefysik i udlandet, nægte visa til iranere som arbejder på det nukleare område, og ophøre med udenlandsk assistance til Irans kerneprogram, åh, undtagen fra Rusland.
Man spekulerer på, hvor denne planløse, evindelige bestræbelse på at undgå en krise med Iran vil ende? Med en dramatisk afstemning i Sikkerhedsrådet i New York? Forhandlinger døgnet rundt med Det Internationale Atomenergiagentur i Wien? En særlig udsending fra EU, som udarbejder et kompromis i Teheran?
Intet af ovennævnte, forudser jeg, for alle disse scenarier forudsætter, at Teheran i sidste instans vil opgive sin drøm om atomvåben. Nylige vidnesbyrd peger i en anden retning:
-
Fjendtlige udtalelser, som provokerer Vesten. Måske var den mest bemærkelsesværdige af disse præsident Mahmoud Ahmadinejads advarsel til Europa om ikke at støtte Israel: "Vi har underrettet eurupæerne om, at … de [muslimske] nationer er som et hav, der vælder frem, og hvis der opstår en storm, vil omfanget ikke være begrænset til Palæstina, og I kan komme til skade." Og endnu mere oprørende, chefen for domstolene, ayatollah Mahmoud Hashemi Shahroudi, truede USA med, at det står "på randen til udslettelse."
-
En messiansk stemning i den øverste regeringstop. Ud over en generel begejstring for mahdaviat (troen og bestræbelsen på at forberede sig på mahdi, en figur som menes at ville dukke op ved verdens undergang), fortæller pålidelige kilder også, at Ahmadinejad tror, at han står i direkte kontakt med Den Skjulte Imam, en anden nøglefigur i shi'itisk eskatologi.
-
Det presserende atomprogram. Støttet af det økonomiske udbytte fra salg af olie og gas har regimet siden midten af 2005 næsten hver eneste gang valgt de mest aggressive skridt hen imod deltagelse i den atomare klub, især med påbegyndelsen af uranberigelse i februar.
Et fokuseret, udfordrende og beslutsomt Teheran står over for de forvirrede, slappe russere, arabere, europæere og amerikanere. For et halvt år siden kunne en samlet ydre indsats stadig have udløst et effektivt pres indefra i det iranske samfund for at bremse atomprogrammet, men den mulighed synes ikke længere at eksistere. Mens magterne har mumlet, rodet rundt og nølet, oplever iranerne, at deres ledelse uhæmmet får lov til at buldre af sted.
Ikke desto mindre bringes stadig nye ideer til en spidsfindig krig imod Iran på banen. Los Angeles Times' klummeskribent Max Boot afviser f.eks. en amerikansk invasion af Iran som "udelukket" og tilbyder tre alternativer: trusler om økonomisk embargo, belønning af Teheran for at aflyse sit kerneprogram, eller at hjælpe iranske militser, som er imod regeringen, til at invadere landet.
Jeg indrømmer, at disse ikke-krigs-, ikke-kernekraftscenarier er kreative. Men de har ikke længere udsigt til succes, for situationen er blevet et groft og todelt enten-eller: enten udsender den amerikanske regering styrker til at forhindre Teheran i at få kernevåben, eller Teheran får dem.
Denne afgørende beslutning – krig eller føjelighed – vil blive truffet i Washington, ikke i New York, Wien eller Teheran. (Eller Tel Aviv.) Det afgørende øjeblik vil opstå, når USA's præsident står konfronteret med valget, hvorvidt han skal tillade Irans Islamiske Republik at erhverve Bomben eller ej. Da tidsrammen for det iranske atomprogram er usikker, kan dette enten blive George W. Bush eller hans efterfølger.
Det vil være et bemærkelsesværdigt øjeblik. USA glimrer ved den offentlige opinions fulde bevågenhed i forbindelse med skatter, skoler og by- og lokalplaner. Aktivister organiserer frivillige forbund, borgerne dukker op ved møder på rådhuset, foreninger foretager lobbyarbejde over for de valgte repræsentanter.
Men når det gælder den skæbnesvangre beslutning om at gå i krig, fortoner det amerikanske apparat til deltagelse sig og lader præsidenten alene om at træffe dette vanskelige valg, drevet af sit temperament, inspireret af sin vision, blot omgivet af en nær kreds af rådgivere, isoleret fra de politiske omskiftelser. Hans beslutning vil være så intenst personlig, at vejen, han går, hovedsageligt afhænger af hans karakter og psykologi.
Bør han tillade et ondsindet, mystisk lederskab at bygge et dommedagsvåben, som det meget vel vil kunne sprede? Eller bør han fjerne Irans nukleare infrastruktur, trods de deraf følgende økonomiske, militære og diplomatiske omkostninger.
Indtil den amerikanske præsident træffer en afgørelse, beløber alt andet sig blot til en omrokkering af dækstolene ombord på Titanic, formålsløse handlinger uden større relevans.
